Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


T-celleterapiens udfordring er at finde de rette modtagere

ASCO: Kodeordet i hovedtemaet på årets ASCO-kongres, præcisionsmedicin, er at udvælge de rette patienter til de rette behandlinger. Den problematik gør sig i høj grad gældende inden for immunterapiformen T-celleterapi.

Her er den store udfordring i øjeblikket er at finde ud af, hvorfor nogle patienter har gavn af behandlingen, mens andre ikke har. Det fortæller læge og forsker i T-celleterapi ved Herlev Hospitals Center for Cancer Immune Therapy (CCIT) Marco Donia.

”En af de vigtigste udfordringer, vi arbejder på at løse, er, om vi ved hjælp af en blod- eller vævsprøve kan finde ud af, hvem der kan få gavn af T-celleterapi – sådan at vi kun giver behandlingen til dem, hvor vi ved, det virker. Vi vil rigtig gerne kunne identificere de rette patienter på forhånd, så vi undgår at give den meget giftige behandling til patienter, som ikke har gavn af den,” siger Marco Donia.

Udviklingen af T-celleterapi startede i USA for cirka 13 år siden og går ud på, at der udvindes T-celler fra patienternes tumorvæv, som opformeres og aktiveres og gives tilbage til patienten. Hovedandelen af immunsystemet kommer på den måde til at bestå af aktiverede T-celler, som svømmer rundt i blodet og angriber kræftcellerne.

Alt i alt varer T-cellebehandlingen mindst tre uger, hvor patienten er indlagt på hospitalet. Tre uger er lang tid for et menneske, der kun har kort tid tilbage at leve i, og derfor vil man meget gerne nå frem til på forhånd at kunne forudsige, hvem der vil have gavn af behandlingen, pointerer Marco Donia.

”Der er ingen garanti for, at behandlingen virker, så hvis den ikke gør, har man spildt tre uger af livet hos folk, som i gennemsnit ikke har ret meget levetid tilbage. Og det er vel at mærke tre uger, hvor de har det dårligt. Så det er en balancegang imellem omkostninger for patienten og den mulige gavn," siger Marco Donia og uddyber:

"Den mulige gavn er meget stor, men vi ved ikke præcist, hvor mange der får gavn af behandlingen. Hvis f.eks. én ud af 100 får gavn af det, giver det så mening at indlægge alle 100 patienter i tre uger? Alle får bivirkninger, men vi kan endnu ikke sige, hvor mange der får effekt.”

Bivirkningerne ved T-celleterapi er især knyttet til den høje dosis kemoterapi, som patienten får, inden T-cellerne gives tilbage i kroppen. Kemoterapien kan give hårtab, kvalme samt øget tendens til infektioner og blødninger. Derudover kan det immunaktiverende stof Interleukin-2, som patienten får i nogle dage efter, at T-cellerne er blevet indgivet, for at holde gang i effekten, give bivirkninger. Det drejer sig oftest om voldsomme influenzalignende symptomer, men i sværere tilfælde kan blodcirkulationen og de indre organer blive påvirket.

På vej til godkendelse

Mens der er adskillige udfordringer ved T-celleterapi, er den potentielle gevinst dog også til at få øje på. Den store fordel ved T-celleterapi er, at hvis behandlingen virker, virker den – i modsætning til de fleste andre tilgængelige ikke-immunterapibehandlinger som kemoterapi og målrettet behandling – ofte i lang tid. Behandlingen virker også hos nogle personer, hvor kemoterapi og de klassiske behandlinger ikke har effekt, og nogle patienter bliver ligefrem helbredt helt for deres kræftsygdom.

En anden fordel er, at T-celleterapi ikke har nogen langtidsbivirkninger. Patienterne er f.eks. ikke sygeliggjorte af et halvt års kemoterapi. Det er en intensiv, men kort behandling, og patienterne har det som udgangspunkt godt efter få uger. Er de yngre, kan de typisk hurtigt komme tilbage på arbejde.

T-celleterapi er indtil videre først og fremmest blevet testet i modermærkekræft, hvor mange centre rundt om i verden efterhånden har forsøgt sig med behandlingen. I modermærkekræft er der god dokumentation for, at T-celleterapi virker. F.eks. har et fase II-forsøg fra CCIT vist, at kræftsvulsterne svandt hos 10 ud af de 25 deltagende modermærkekræftpatienter, der modtog T-celleterapi.

Resultaterne fra CCIT bekræfter flere udenlandske studier, som har vist, at mellem 40 og 50 procent af modermærkekræftpatienter har gavn af T-celleterapi. Til sammenligning ligger effektraten på det første antistof til modermærkekræft, Yervoy (ipilimumab), på 10-15 procent, mens det for PD1-hæmmerne Opdivo (nivolumab) og Keytruda (pembrolizumab) gælder, at omkring 30-35 procent af patienter i tilsvarende sygdomssituation har gavn af behandlingen.

Hvis den gode effekt, som blev set i de første faser af forsøget på CCIT, holder stik i fase III-delen, spår Marco Donia, at T-celleterapi vil være en godkendt behandling inden for de næste to-tre år.

Kan få stor rolle i kræftbehandling

Mens man er nået frem til at teste T-celleterapi i fase III i modermærkekræft, og dermed sandsynligvis kan se frem til en godkendelse af behandlingen til modemærkekræft inden for en overskuelig fremtid, er der noget længere vej til, at T-celleterapi er en etableret behandling af andre kræftsygdomme.

Enkelte forsøg med enkelte patienter har vist god effekt af T-celleterapi i eksempelvis tarmkræft, livmoderhalskræft og sjældne former for kræft, som f.eks. kolangiokarcinom (galdegangskræft). Desuden er CCIT, som de første i verden, for nylig gået i gang med at teste behandlingen af æggestokkræft, med foreløbigt lovende resultater.

Selvom der er en mulighed for, at T-celleterapi samlet set virker bedst på modermærkekræftpatienter, er der god grund til at tro, at T-celleterapi også vil virke i andre kræftformer, mener Marco Donia.

”Det ser ud til at virke på tværs af kræftdiagnoser, ligesom de andre immunterapier. Hvis det, vi har set indtil videre, holder stik, tror jeg, at T-celleterapi får en stor rolle i fremtidens kræftbehandling,” siger han.

CCIT har netop skudt gang i et projekt, hvor centret tester T-celleterapi uafhængigt af kræftens placering i kroppen. Studiet vil forhåbentlig give indikationer på i hvilke former for kræft, T-celleterapi har effekt, samt give viden om, hvad der karakteriserer de mennesker, som har effekt af behandlingen.

Kræver udstyr og ekspertise

CCIT behandler cirka 30 patienter om året med T-celleterapi. Endnu er behandlingen ikke godkendt af sundhedsmyndighederne og tilbydes derfor kun i forbindelse med kliniske forsøg.

En af udfordringerne ved T-celleterapi er, at metoden kræver en vis grad af ekspertise. Hospitalerne skal desuden have det nødvendige udstyr for at kunne foretage behandlingen.

Set med økonomiske briller er T-celleterapi en dyr behandling at producere, men på den lange bane er den billigere end de andre immunterapier, påpeger Marco Donia.

”Det koster meget at fremstille behandlingen, men det er ikke en behandling, som nødvendigvis skal sælges, for den består af patienternes egne celler, og der er ikke noget genetisk modificering. Så selvom det koster meget at fremstille den, behøver vi ikke firmaer til at producere og tjene penge på det her. Så i sidste ende kan T-celleterapi komme til at blive meget billigere end de andre immunterapier,” siger han.

ASCO-årsmødet byder på flere sessioner om T-celleterapi. I alt er der knap 40 orale sessioner om emnet og adskillige posterpræsentationer, ligesom emnet også er omdrejningspunkt ved flere undervisningssessioner.

T-celleterapi

T-celleterapi foregår i tre step. Først er patienten indlagt og får intensiv kemoterapi i en uge. Herefter indgives de milliarder af T-celler, der er blevet opformeret og aktiveret, via et drop. Kemoterapien giver T-cellerne ’spillerum’ i patienten på det tidspunkt, hvor de gives tilbage i kroppen, fordi kemoen får det øvrige immunforsvar til kortvarigt at forsvinde i nogle dage. Det gør, at der ikke er konkurrence mellem de forskellige immunceller, samt at man får fjernet de immunceller fra kroppen, som hæmmer immunreaktionen. Hovedandelen af immunsystemet kommer på den måde til at bestå af aktiverede T-celler, som svømmer rundt i blodet og angriber kræftcellerne.

Sidste step i behandlingen er efterbehandling med det immunaktiverende stof Interleukin-2, som patienten får i nogle dage efter, at T-cellerne er blevet indgivet, for at holde gang i effekten.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift