Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


Afdelingslæge: Vi kommer til at kombinere vævsprøver og liquid biopsies

ASCO: Såkaldte liquid biopsies, som bruger DNA i blodet til at opdage, behandle og monitorere kræft, er et af de hotteste emner på kræftområdet lige nu. Men betyder det, at de gode, gamle vævsprøver er på vej ud?

Afdelingslæge på Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus, ph.d., Torben Frøstrup Hansen beskæftiger sig i sin forskning med både blod- og vævsbaserede test, og han mener, at der er fordele ved begge tilgange.

”Alt det her med cirkulerende tumor-DNA og liquid biopsies er meget hot og vil helt afgørende også rykke på mange fronter. Jeg tror mest på, at vi kommer til at bruge kombinationer af flere forskellige tests. Spørgsmålet er, om det bliver en kombination af forskellige blodbaserede tests, eller om vævsbaserede tests også har en plads. Mit gæt er, at det bliver meget blodbaseret, men der er også nogle fordele ved vævstests,” siger Torben Frøstrup Hansen og uddyber:

”I vævstests kan man se det konkrete billede af kræftcellerne og deres forbindelsen med det omkringliggende væv, samt hvordan de interagerer med andre celler. Blodprøver er i bund og grund lidt en ’sort boks'. Du måler nogle ting, du er ret sikker på, repræsenterer sygdommen eller værtsmekanismen, men du får kun nogle tal ud. Vævsanalyser giver et andet indblik i, hvad der sker, og det bibringer noget information, som du aldrig vil kunne få ved at måle i blodet. Derfor er det absolut tænkeligt, at vævsprøver stadig kommer til at have en værdi.”

Torben Frøstrup Hansen tror mest på, at vejen frem er at kombinere forskellige tests.

”Man får aldrig en ultimativ markør, som kan sige alt om alle. Selv hvis man havde en teknik, som kunne se og måle alt, vil der være nogle patienter, hvor man kan måle spor eller rester af kræft, som alligevel ikke udvikler sygdommen. Det er et øjebliksbillede, man måler, og det kan være, at patienterne i løbet af de efterfølgende måneder har så tilpas et stærkt immunforsvar, at de små celler, man har fundet, er blevet dræbt, og de derfor ikke udvikler tilbagefald. På samme måde vil der være andre patienter, hvor man ikke kan finde spor af kræften, og så går det alligevel galt,” siger han.

Forskellige markører afprøvet i ’real life’

På årets ASCO-møde præsenterer Torben Frøstrup Hansen resultater fra et studie (Abstract 3610), som udspringer af, at man mangler viden om, hvordan det går mennesker med tarmkræft. I dette tilfælde patienter, der er blevet opereret for deres tyktarmskræft og befinder sig i stadie 2. De patienter har generelt en god prognose, 80 procent bliver kureret ved operation. Det kliniske dilemma for gruppen er imidlertid, at selvom man ved, at nogle vil få gavn af adjuverende kemoterapi (efter operation), har en stor gruppe ikke gavn af det.

På den baggrund har studiet undersøgt, om den specifikke tarmkræftmarkør CDX2, som bruges på diagnosetidspunktet, kan bruges som prognostisk markør. Næsten alle tarmkræftceller har positivt udtryk af CDX2, men en undergruppe af patienterne på cirka 10 procent har næsten komplet eller gradvist tab af markøren.

”Vi har i årtier overbehandlet mange, så derfor leder vi efter prognostiske markører, som kan guide til, hvem der skal havde adjuverende kemo, og hvem der ikke skal. De sidste par år har der været spekuleret en del i, om CDX2 kan være en god prognostisk markør for, om en patient vil have gavn af kemo,” siger Torben Frøstrup Hansen og fortsætter:

”Ønsket har hele tiden været, at man gerne vil have nogle store datasæt. Det havde vi muligheden for qua to tidligere ph.d.’er, som har lavet et kæmpe stykke arbejde og indsamlet væv fra alle i Danmark, som har haft tyktarmskræft i 2002 og 2003. Det arbejde har gjort, at vi nu har to kohorter, som ikke har fået adjuverende kemoterapi. Det var oplagt til at belyse, om det holdt vand, at CDX2 var en god prognostisk markør.”

Resultaterne viser, at CDX2 lader til at være en god markør, som bidrager med prognostisk information om patienterne. Næste skridt er at teste det af i et prospektivt materiale, fortæller Torben Frøstrup Hansen.

”Kohorterne er så gamle, at de ikke repræsenterer den hverdag, vi har i dag, 16 år senere, hverken kirurgisk, patologisk eller radiologisk. Derfor er det sandsynligvis en mere ’broget’ kohorte, hvor den måde vi gør det på nu, er mere præcis og skarp. Det vil være en god ide at prøve at genskabe data i en nyere kohorte i folk, som har fået tilbagefald og ikke har fået behandling, for at se, om CDX2 udover at have en prognostisk værdi også kan være med til at indikere, hvem der har gavn af behandling eller ej,” siger han.

Et andet studie (Abstrakt 3580), som Torben Frøstrup Hansen er medforfatter på, har undersøgt en række forskellige vævsprøver, blandt andet tumorinfiltrerende lymfocytter, som er en del af immunforsvaret. Tidligere forskning tyder på, at det har en betydning for tarmkræftpatienters prognose i hvor høj grad, tumorcellerne er infiltreret af lymfocytter. I studiet har de danske forskere set på, om tumorinfiltrerende lymfocytter har en prognostisk værdi, og det tyder det på, fortæller Torben Frøstrup Hansen.

”Noget tyder på, at graden af infiltration af immunceller siger noget om i hvor høj grad, patienterne får tilbagefald eller ej. Det er allerede velkendt, men det specielle ved det her studie er, at det er afprøvet i den virkelige verden i en ren kohorte,” siger han.

Spørgsmålet er nu, om man, eventuelt i kombination, kan bruge de forskellige vævsmarkører til at forudsige, hvem der har gavn af behandlingen.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift