Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

ALK-hæmmeres forskelligartede resistensmekanismer opfordrer til rationel brug

Edyta Urbanska

WCLC18: De målrettede ALK-hæmmere har vist sig at være særdeles effektive i lungekræft. Patienterne udvikler imidlertid ofte resistens over for behandlingen, og derfor bør man overveje i hvilken rækkefølge man vælger at bruge ALK-hæmmerne. Det mener afdelingslæge på Onkologisk Klinik, Rigshospitalet, Edyta Urbanska.

”Selvom ALK-hæmmerne har en fantastisk effekt, og responsen kan vare i flere år, kommer der på et tidspunkt resistens. Resistensmekanismerne under andengenerations ALK-hæmmeren alectinib, som lige nu er det stof, der har vist bedst effekt, er langt værre end dem under førstegenerations ALK-hæmmeren crizotinib. Det er nemmere at beherske de resistensmekanismer, der opstår under crizotinib, fordi man efterfølgende, udover kemo, også kan bruge andre ALK-hæmmere og måske immunterapi. Ved alectinib kan konsekvensen være, at sygdommen ændrer sig på en måde, så der kun er kemo tilbage at bruge ved tilbagefald,” siger Edyta Urbanska og pointerer:

”Hvis vi starter ud med at bruge det mest effektive stof, kan vi ikke bagefter bruge alle de andre. Så hvis vi gerne vil holde patienten kørende i god almen tilstand og holde sygdomme nede, skal vi måske bruge stofferne mere rationelt.”

ALK-hæmmere er målrettet patienter med ALK-mutationer i deres tumorer. På verdensplan er der foreløbig fem ALK-hæmmere til rådighed. For nylig blev alectinib godkendt som førstelinjebehandling i USA, mens det indtil videre fortsat er crizotinib, der er førstevalg i Danmark. Der er desuden en tredjegenerations ALK-hæmmer på vej, stoffet lorlatinib, som angiveligt er endnu mere effektivt end de forrige generationer af ALK-hæmmere.

Selvom det er positivt, at der kommer mere og mere effektive stoffer, er det vigtigt, at de gamle stoffer stadig har en plads i behandlingen, mener Edyta Urbanska.

”Der er mange nuancer i behandlingsvalget, f.eks. virker alectinib og lorlatinib mod sygdom i hjernen, i modsætning til de andre stoffer. Men fordi der kommer et nyt potent stof, skal vi ikke glemme de andre, for de kan bruges, når sygdommen ændrer sig. Hver medicin har sin rolle og sin plads,” siger hun.

Nuværende sygdomsstatus er vigtigst

Edyta Urbanska præsenterede onsdag en poster, der har netop resistensmekanismer som omdrejningspunkt. I studiet har hun fulgt ’tumor-rejsen’ hos en patient med EGFR-muteret NSCLC i stadie 4.

”Når sygdommen ændrede sig, gav vi behandling, som matchede det, så patienten blev stabiliseret. Når sygdommen så senere udviklede sig til en anden variation, behandlede vi igen efter det. Den sygdom, patienten kom med i 2014, var ikke den samme to år senere, fordi den ændrede sig af sig selv og på grund af den behandling, vi gav,” siger Edyta Urbanska.

Hendes studie understreger betydningen af re-biopsi, det vil sige biopsi til brug i kræftopfølgning, og sætter fokus på, at kræft ikke kan ses som en statisk sygdom, men derimod som en sygdom under konstant udvikling, fortæller hun.

”I gamle dage sagde man ”the tissue is the issue”. Det er stadig vigtigt, men nu er det allervigtigste ‘the current state of the disease’. Vi er i dag mere opmærksomme på, at vi også med den behandling, vi vælger, kan fremprovokere visse resistensmekanismer og ændringer. Så man skal være forberedt på, at når sygdommen er i ro, befinder kræftcellerne sig i et latent fase, hvor de arbejder på at dukke op igen. Vi skal følge med på den rejse,” siger Edyta Urbanska og uddyber.

”På den måde bliver det meget personlig medicin, hvor man følger, hvilke ændringer der sker, og behandler efter det. For vi kan endnu ikke få sygdommen helt væk.”

Patologer og genetikere er vigtige medspillere

For nylig har man på Onkologisk Klinik på Rigshospitalet vedtaget, at der skal afholdes såkaldte tumor boards, hvor forskellige faggrupper byder ind, når en patient får tilbagefald, fortæller Edyta Urbanska.

”Vi er vant til at holde konferencer med lungemedicinerne omkring udredning, men særligt for patienter med genomisk defineret sygdom har vi brug for fortolkning af vores biopsier, når patienter får tilbagefald. Vi skal finde ud af, hvordan sygdommen har ændret sig på genomisk og morfologisk niveau, og derfor skal vi have patologer og genetikere med ind for at hjælpe os med at forstå, hvad det betyder,” siger hun og tilføjer:

”Normalt snakker jeg med patologer og genetikere flere gange om ugen. Det er mine bedste samarbejdspartnere, fordi de hjælper mig med at fortolke de ændringer, jeg ser i re-biopsierne. De har fået en meget vigtig rolle nu.”

Edyta Urbanska fremhæver det positive i, at man har fået teknikker som eksempelvis liquid biopsies (blodprøvemetode, som kan finde partikler af DNA fra kræftceller) og next generation seqencing (sekventeringsmetode, som giver overblik over genændringer, som kan have betydning for behandlingsrespons), som giver mulighed for at kunne følge med i kræftsygdommens udvikling på et detaljeret plan. Det er nemlig medvirkende til, at lungekræft i højere og højere grad kan betragtes som en kronisk sygdom.

”Der er masser af udfordringer – patienterne kan fejle alt muligt andet, de bliver ældre osv. Hertil kommer den økonomiske udfordring. Men alt andet lige er det en succeshistorie, at visse former for lungekræft er gået fra at være en sygdom, som er uhelbredelig og dramatisk, til at blive en kronisk sygdom, man kan følge med i og dermed matche behandlingen efter,” siger Edyta Urbanska.

Tags: WCLC18

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift