Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


Klar kommunikation i primærsektoren kan forbedre kræftoverlevelsen

Små ændringer i, hvordan læger og sygeplejersker i primærsektoren opfører sig under patientens besøg kan bidrage til tidligere diagnosticering af kræft, og derved forbedre både overlevelse og behandlingseffekt.

Det viser forskning blandt patienter med tarm- og lungekræft i Danmark, England og Sverige. Resultaterne er offentliggjort i BMJ Open.

I undersøgelsen interviewede forskere ved Umeå Universitet, Karolinska Instituttet og Lunds Universitet, under ledelse af Oxford University, 155 mennesker mellem 35-86 år inden for seks måneder efter, at de var blevet diagnosticeret med lunge- eller tarmkræft. Patienterne blev bedt om at fortælle om, da de først opdagede tegn på sundhedsproblemer, der førte til en lægeundersøgelse og diagnose. Fordi overlevelsen for patienter med lunge- og tarmkræft mellem 1995 og 2007 var konsekvent højere i Sverige end i Danmark og Storbritannien, især i det første år efter diagnosen, sammenlignede forskerne patienternes historier på vej til diagnosen fra Danmark, England og Sverige.

I historierne var der mærkbare forskelle de tre lande imellem, når det kom til klarhed og kommunikation i primærsektoren i forbindelse med patientens besøg. Patienter i England og Danmark rapporterede, at de ikke vidste, om eller hvornår de skulle henvende sig til deres læge, hvis symptomerne fortsatte eller vendte tilbage. De svenske patienter beskrev derimod, at de havde klare handlingsplaner med instruktioner om at vende tilbage inden for en nærmere angivet periode.

Undersøgelsen konkluderede, at patienterne opfattelse af usikkerhed, falsk følelse af sikkerhed samt ineffektivitet og stress i forbindelse med gentagne lægebesøg kan reduceres, hvis den praktiserende læge ved patientens besøg klart kommunikerer en handlingsplan for, hvad patienten skal gøre, hvis symptomerne fortsætter. Forfatterne anbefaler, at alle primærsektor-besøg bør indebære, at lægen giver eksplicit råd om, hvad patienten skal være opmærksom på, samt klare instruktioner til at vende tilbage, hvis symptomerne ikke forsvinder eller dukker op igen.

Ifølge forskerne bag undersøgelsen viser deltagernes historier, hvor vigtigt det er for tidlig kræftdiagnose, at læger og hjemmesygeplejersker kommunikerer klart og er enige om patientens opfølgning. Dette kan indebære at tage ny kontakt, hvis symptomer såsom vedvarende hoste og hæshed ikke stilner af efter tre-fire uger, eller hvis blødning fra endetarmen fortsætter. Ifølge forskerne er det også vigtigt, at patienterne føler sig velkomne til at vende tilbage, hvis deres symptomer ikke går over eller vender tilbage.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift