Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Kræftskandalen fylder 10: Her er de sande helte

Skrevet af Kristian Lund d. 13. marts 2017 i Kræftplaner

I år har den såkaldte kræftskandale 10 års jubilæum, og det fejrer dagbladet Politiken med en grundig og velskrevet kæmpeartikel om forløbet. Journalistikken er forbilledlig, men hvis man for alvor vil forstå, hvad der skete, så er det nødvendigt med et par korrektioner.

Kræftskandalen skulle blive afgørende for udviklingen på kræftområdet i Danmark, og avisen udpeger syv personer, som de altafgørende aktører.

Her er Jens Overgaard fra Aarhus, som dokumenterede den skadelige effekt af ventetider på kræftoverlevelsen, her er Thomas Skjødt fra Vejle Sygehus, som var med til at vise, hvordan patienterne kunne komme gennem til hurtig behandling.

Der er Lars Løkke Rasmussen (V), den gang en kompetent sundhedsminister, som tog problemet alvorligt, og Arne Rolighed, direktør for Kræftens Bekæmpelse, som pressede på det bedste, han havde lært - og så regionernes formand, Bent Hansen, som i en af sine glansroller lod sig overbevise, og som satte initiativerne i skred, så kræft endte med at blive håndteret som akut sygdom.

Der var også en patient med kræft i spiserøret, Lea Bay Pedersen, fra Birkerød, som blev den konkrete anledning til at processen blev sat i gang. Stort set fra dødslejet fik hun råbt offentligheden op og fik sat overskridelserne af ventetiderne øverst på den politiske dagsorden. 

Det er også ganske vist, at den syvende hovedperson blev Elo Andersen, overlæge på kræftafdelingen på Herlev Hospital. Hans afdeling magtede ikke at få sine patienter frem til behandling og i en slags protest anmodede han Sundhedsstyrelsen om at sende patienten til behandling i udlandet. Hans anmodninger endte på forsiden af Politiken - og det blev startskuddet til selve kræftskandalen. 

Problemerne med Politikens fremstilling af den sundhedspolitiske historie knytter sig netop til Herlev Hospitals rolle, skandalens arnested, der fik denne kongerække af helte på kræftområdet til at tage affære.

Dengang - og også nu i den aktuelle artikel - blev Sundhedsstyrelsen gjort til forbryderen. Det førte til, at Lars Løkke Rasmussen bøjede sig for presset, som Politiken fik skabt – og han fyrede Sundhedsstyrelsens topchef, medicinaldirektør Jens Kr. Gøtrik. Så havde kræftskandalen - politisk set - fundet sin forbryder, og systemet havde taget konsekvensen.

Realiteten var bare, at Politiken og Lars Løkke Rasmussen tog fejl. Sundhedsstyrelsen var ikke den skyldige. Nej, det politiske ansvar burde være placeret hos det daværende Københavns Amt, som reelt havde negligeret sine pligter. Men det praktiske - og velsagtens mest reelle - ansvar lå på Herlev Hospital og især kræftafdelingen, som Politiken ellers betragter som helten i sit epos. 

Hvis hospitalet i stedet for bla. at bombardere Sundhedsstyrelsen med anmodninger om at sende patienter til udlandet, havde indrettet sine forretningsgange mest effektivt, så kunne patienterne være håndteret indenfor de krævede ventetider – de ville have fået den behandling, de havde krav på. Kræftskandalen var nemlig ikke en politisk skandale, men et ledelsesmæssigt svigt. Hvis ledelsen havde bevaret overblikket og formået at få afdelingen til at arbejde mest hensigtsmæssigt, kunne skandalen være undgået. Det blev også bevist af eftertiden. På det punkt stemmer Politikens gengivelse ikke. 

Avisen forbigår også en ottende nøgleperson, og hendes sundhedspolitiske indsats er i det hele taget overset. Det drejer sig om Birthe Skaarup, sundhedspolitisk ordfører for DF. Hun har sat sine betydelige - og oversete - fingeraftryk på de vigtige kræftplaner fra 2010'erne, hvor hendes parti lagde mandater til planerne og forbedringerne. Lars Løkke Rasmussen havde nok en stor aktie i det løft af kræftområdet som gennemført i de år - men han havde en arrig Birthe Skaarup i haserne, og det havde han også når det gælder kræftskandalen. 

Da tre af landets førende kræftlæger - deriblandt den ene af Politikens syv helte, nemlig Jens Overgaard, - for nu nogle år siden skulle udpege, hvilken politiker, der havde størst betydning for udviklingen på kræftområdet, var de enige om at pege på en eneste, nemlig Birthe Skaarup. 

Helt glemt er hun altså ikke.

Om skribenten

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Onkologisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Kommenter

Please login to leave a comment.

FORSIDEN LIGE NU

Fem kvinder har brystkræft efter fejlscreening

15. august 2017 Brystkræft Redaktionen
Fem kvinder har indtil videre fået konstateret brystkræft efter at have fået et ekstra sikkerhedstjek i forlængelse af en mistanke om fejl i en enkelt overlæges undersøgelser . Det er endnu uvist, om der er sket fejl i kvindernes tidligere undersøgelser for…

Stor stigning i patienter der får 'kemobad'

14. august 2017 Colorectal Signe Juul Kraft
Aarhus Universitetshospital (AUH) har det seneste år mere end fordoblet antallet at tarmkræftpatienter, som modtager en form for behandling, hvor de efter operation får badet det indvendige af maven i varm kemoterapi. 
MSD Branding 160x600 Public

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift