Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Mangel på tillid inficerer sundhedsverdenen

Skrevet af Kristian Lund d. 27. februar 2018 i Samfund

Et af de allerstørste problemer i det danske sundhedsvæsen er manglen på tillid – at aktører skydes i skoene, at de plejer private agendaer. Det er blevet en pest, og som en rigtig epidemi griber råddenskaben om sig.

Senest er den dukket op i Region Midtjylland, som har skabt en politisk konstruktion, der blokerer den ledende overlæge på Silkeborg Diagnostiske Center, Ulrich Fredberg, i at deltage i regionsrådets hospitalsudvalg. Og nu har landets indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille besluttet, at reglerne, som udelukker overlægen, er fornuftige.

Ulrich Fredberg blev ellers valgt til regionsrådet, utvivlsomt fordi vælgerne mente, at han kunne få betydning f.eks. for at undgå lukning af det diagnostiske center – og andre problemer på hospitalerne. Ulrich Fredberg har i det hele taget været kritisk overfor, hvad der foregår i regionens topledelse. Netop derfor skabte det kolossal harme i regionen, at den selvsamme administration, som Ulrich Fredberg er modstander af, bedømte, at han i kraft af sin stilling var inhabil til at sidde i hospitalsudvalget.

Forklaringen var, at udvalget, inden Ulrich Fredberg skulle tage sæde i udvalget, blev omdannet til et såkaldt stående udvalg. Beslutningen blev truffet af politikerne, som i kraft af omlægningen får større indflydelse på beslutningerne. Men det viste sig, at den beslutning i henhold til reglerne om stående udvalg udelukkede Ulrich Fredberg fra at deltage.

Siden har man i regionen skændtes om, hvad der i virkeligheden foregik. Initiativet med at inddrage indenrigsministeren blev besluttet af regionsrådet, og det førte til at den nye formand Anders Kühnau (S) skrev til ministeren, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, – og det gjorde han, må man medgive, så det må have stået klart for ministeren, at Region Midtjylland virkelig ønskede, at Ulrich Fredberg skulle have chancen.

Nu har regionsformanden fået ministerens svar, og Simon Emil Ammitzbøll-Bille argumenterer over næsten to sider om, hvordan man som leder kan blive placeret i beslutningsprocesser, som omfatter én selv. Derfor siger han nej til at gå videre med forsøge at ændre loven.

Ulrich Fredberg selv fik denne besked fra ministeren, om at han ”på det foreliggende grundlag ikke (vil, red.) tage initiativ til at ændre reglen.”

Ulrich Fredberg forstår det ikke: "Er man generel inhabil, hvis man er afdelingssygeplejersker med ansvaret for 40 sygeplejersker? Hvis man er overlæge med ansvar for et sengeafsnit? Et ambulatorium? Eller et vagthold? Hvis man er praktiserende læge, der jo har ledelsesansvaret for hele sin klinik med ansatte sygeplejersker, sekretærer? Hvis man er selvstændig fysioterapeut med ansvaret for sin egen klinik med fem ansatte? Hvis man er gift med en, der har en sådan ansættelse? - eller har børn, der er? Hvis man er bedste ven med en, der har en sådan ansættelse? Hvis man er direktør i en region, hvor ens personlige ven er lægefaglig direktør?" spørger han berettiget.

I denne habilitetssag, som i andre af de aktuelle habilitetsudfordringer i sundhedsvæsenet, handler det om, hvordan omverdenen vil opfatte det, hvis en person kan mistænkes for at bidrage til en beslutning, som kan gavne personen.

Derfor er denne sag i familie med de habilitetsproblemer, som Medicinrådet har skabt. Også der er man bekymret for, hvordan omverdenen vil opfatte det, hvis en læge, som har haft med medicinalindustrien at gøre, medvirker til at træffe en beslutning, som kan gavne det pågældende firma.

Det er altså alene mistanken, det handler om, ikke realiteter. Det er denne mistanke, som forpester beslutningsprocesserne i sundhedsvæsenet, og som nu i stigende grad tages alvorligt, uagtet at ingen endnu er taget med fingrene i kagekassen.

Tidligere så man gennem fingre med den slags. Den gang kunne man stole på, at medlemmer af besluttende organer tydeligt ville markere det, hvis de var part i en sag. Så ville de forlade lokalet og først dukke op, når beslutningen var truffet.

Det fungerede fint.

Når det er kommet så vidt i Danmark, så er det pressens skyld. Det er pressen, som i stigende grad lever af mistænkeliggørelsen, snarere end at begrænse sig til dokumenteret misbrug. Mistanken er tilstrækkelig, og den pest er ikke mindst dansk politik inficeret af. Det er tilstrækkeligt at have muligheden for at misbruge sin position, man skal ikke faktisk have misbrugt den.

I sundhedsverdenen drives denne heksejagt også af Peter Gøtzsche og kredsen omkring ham.

Derfor kan man i besluttende organer ikke længere have tillid til hinanden. Og resultatet er, at vi kommer til at udelukke nogle af de mest vidende fra beslutninger, som kræver deres indsigt. Ulrich Fredberg ville jo løfte de politiske beslutninger i Region Midtjylland. Det er de fleste enige i. Det samme er tilfældet for de mange kvalificerede læger, som nu holdes ude af Medicinrådets fagudvalg. Senest har kredsen om Nordisk Cochrane Center kritiseret ledende medarbejdere i Lægemiddelstyrelsen for at være inhabile, fordi de engang var ansat i medicinalindustrien. Åbenbart må man ikke vide noget om lægemidler, hvis man ønsker ansættelse i denne styrelse.

Denne pest vil med garanti brede sig, hvis ikke dem, der bestemmer, sætter hælene i. Ulrich Fredberg-sagen var en sådan anledning, akkurat som rekrutteringen af læger til Medicinrådets fagudvalg kan blive det.

Om skribenten

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Onkologisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Kommenter

Please login to leave a comment.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift