Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser
Inge Marie Svane fik overrakt prisen af prisesse Mary. Til venstre formand for Kræftens Bekæmpelse Dorte Crüger. Foto: Tomas Bertelsen

Immunterapiens grand lady hædres af patienterne

Danmarks grand lady, når det kommer til immunterapi, professor Inge Marie Svane, har modtaget Kræftens Bekæmpelses Hæderspris.

Hun får ifølge foreningen prisen for ”sit arbejde med at indføre immunterapi i behandlingen af danske kræftpatienter og for at være en enestående læge for sine patienter.”

Den 52-årige leder af Center for Cancer Immunterapi på Herlev Hospital er glad for, at ikke ’kun’ hendes forskning, men også hendes indsats i patientbehandlingen bliver anerkendt.

”Det betyder virkelig meget for mig. Jeg er rigtig glad for, at Kræftens Bekæmpelse også har fokuseret på patientbehandlingssiden og på, at man synes, jeg håndterer mine patienter på en god måde. Det er enormt rart at høre, for det er en lidt usynlig del af mit arbejde. Normalt plejer det at være min forskning, der er fokus på, så jeg er meget stolt over, at der også bliver kigget på den anden side. Jeg er også rigtig glad for, at Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på, at immunterapi efterhånden er en vigtig bestanddel af kræftbehandlingen,” siger Inge Marie Svane.

Prisen er indstillet af en af hendes patienter, en 74-årig mand, der havde modermærkekræft, som havde spredt sig til blandt andet hjerne og lunger, men i dag er kræftfri efter forsøgsbehandling med immunterapi. At indstillingen kommer fra en patient gør ikke Inge Marie Svanes glæde over prisen mindre.

”Det er jeg rigtig rørt over. Jeg går rigtig meget op i at forsøge at tage vare på patienterne på en ordenlig måde og inddrage dem i behandlingen og i beslutninger – og i det hele taget prøve at møde dem der, hvor de er, som de individuelle personer de er. Det har været et dejligt stempel at få, at nogle patienter synes, det fungerer, og at de er trygge i den måde, jeg behandler dem på. Det er målet i min måde at behandle patienter: At de, selvfølgelig, får den bedst mulige behandling, men også, at jeg tilbyder dem noget tryghed i behandlingsforløbet,” siger hun.

25 år gammel interesse

Interessen for immunforsvaret startede allerede for 25 år siden, da Inge Marie Svane var medicinstuderende.

”Lige fra jeg fik faget immunologi, har jeg syntes, det var sindsygt interessant. Jeg købte faktisk en stor amerikansk lærebog i immunologi, fordi jeg syntes, det var så spændende. Jeg var lidt alene om min interesse, men da jeg havde en foredragsholder, der fortalte, at han havde et projekt om sammenhængen mellem immunforsvaret og kræft, meldte jeg mig meget hurtigt under fanerne,” siger hun.

Inge Marie Svane lavede sin ph.d. umiddelbart efter, at hun blev færdig som læge. Afhandlingen søgte af afdække mekanismer for samspillet mellem immunforsvaret og kræft. Forskningen trak i hende, men efter et besøg ude i virkeligheden fandt hun ud af, at det gjorde patienterne også.

”Jeg brugte en del år på at arbejde med musemodeller inde på Panum, og det syntes jeg, var rigtig spændende. Men jeg besluttede at bevæge mig ud i klinikken for at se, om jeg skulle være forsker for altid, eller om jeg skulle være ude i virkeligheden. Så fandt jeg ud af at jeg skulle være ude i virkeligheden,” siger Inge Marie Svane.

Siden dengang, omkring 1996, er hendes forskning blevet mere og mere klinisk orienteret og har fokuseret på at omsætte viden om sammenhængen mellem immunforsvar og kræft til klinisk anvendelse i patienter, i form af immunterapi, hvor immunforsvaret målrettes til at angribe kræftceller.

Interessen for immunforsvaret

Det er svært ikke at blive revet med af Inge Marie Svanes entusiasme, når hun begynder at fortælle om det immunforsvar, som hun er så fascineret af.

”Jeg synes, det er interessant, at vi har det her immunforsvar, som både er i stand til at forsvare os, men også er i stand til at slå os ihjel. Det er lige så komplekst som et neuralt netværk, og det er et samspil mellem utroligt mange celler og faktorer, som bliver produceret af de her celler. Og hver gang, man prøver at skubbe det i en retning, har det en masse mekanismer til at genetablere en balance. Det er et område, man aldrig bliver færdig med at studere, og der bliver ved med at blive skabt ny viden og ny forståelse af interaktionerne i immunforsvaret,” siger Inge Marie Svane og tilføjer:

”Immunforsvaret er et meget stort land at træde ind i, som man aldrig bliver færdig med. Det kan jeg godt lide.”

Patienterne driver forskningen

De mange fund af nye opdagelser, der rykker ved de foregående, har gjort det svært at få hul igennem med hensyn til at få immunterapi til at virke i mennesker, fortæller Inge Marie Svane:

”Hver gang, vi tror, vi har fundet ud af, hvordan noget fungerer, så går der noget tid, og så viser det sig, at det ikke altid fungerer på den måde. Det har været det svære – at få hul igennem til at udnytte det i behandlingen. Hver gang, vi prøvede at træde på en speeder i det her system, og skubbet nogle processer i gang, som vi havde regnet ud, måtte være gode at få i gang i forhold til at bekæmpe kræftceller, var det rigtig svært at få effekt ud af det andre steder end i musemodellerne. Nok fordi der hele tiden var modreaktioner i immunforsvaret.”

De seneste år er fokus kommet lidt væk fra speederen og er i stedet rettet mod bremsen.

”Det, der har skabt det store hul igennem, er, at man i stedet for at træde på speederen prøver at lægge håndbremsen og fjerne nogle blokeringer, som naturligt forekommer i immunforsvaret. Det kan frisætte noget aktivitet, vi normalt ikke kan få frisat. Denne omvendte tankegang har vist sig utrolig effektiv,” siger Inge Marie Svane.

Hun glæder sig over at stå midt i immunterapiens gennembrud.

”Det er utrolig glædeligt for mig, at jeg er en del af det. Tænk, hvis det var sket et år, inden jeg gik på pension. Jeg er sindsygt begejstret for, at det sker nu, hvor jeg er en del af det, og hvor mit forskningscenter også på nogle områder er førende internationalt. Det er rigtig sjovt og meget inspirerende, og det er præcis derfor, jeg har bevaret begge sider af mit arbejde: Det at se patienterne have så stor gavn af den viden, vi opnår i forskningen, er meget inspirerende i forhold til at fortsætte i forskningen med at prøve at forbedre behandlingen,” siger Inge Marie Svane og uddyber:

”Det driver min forskningsindsats videre, at jeg har nogle patienter, jeg helt konkret kan forsøge at hjælpe med nye behandlinger. For mig går det fuldstændig hånd i hånd, og jeg ville ikke kunne undvære nogle af delene – selvom det giver mere end dobbelt arbejde. Det er måden for mig at bevare en stor arbejdsglæde på.”

Om prisen

Det er syvende gang, at Kræftens Bekæmpelse uddeler sin hæderspris på 50.000 kr. Med hædersprisen ønsker Kræftens Bekæmpelse at fremhæve den særlige indsats og det enestående eksempel, som kan inspirere andre til at give kræftpatienter optimal behandling, pleje og omsorg.

Hædersprisen blev overrakt af kronprinsesse Mary på World Cancer Day lørdag 4. februar, og Dorte Crüger, formand for Kræftens Bekæmpelse, begrunder valget af Inge Marie Svane således:

”Inge Marie Svane får prisen, fordi hun på fornemmeste vis er læge både for patienterne i dag og for patienterne i morgen. Hun giver håb om længere liv med sit arbejde med at udvikle og sikre helt nye typer af kræftbehandling i Danmark, og hun gør det i et tæt og respektfuldt samarbejde med sine patienter,” siger Dorte Crüger.

FORSIDEN LIGE NU

Nye targets og kombinationer men ingen gennembrud for immunterapi

15. juni 2017 Behandlinger Signe Juul Kraft
Ingen store gennembrud, men en masse der syder og bobler. Sådan beskriver professor på Center for Cancer Immunterapi, Herlev Hospital, Inge Marie Svane årets ASCO-program for immunterapi.

Immunterapi ser lovende ud mod hovedhalskræft

15. juni 2017 Hovedhalskræft Signe Juul Kraft
Immunterapi kan muligvis give en væsentlig forbedring af behandlingen af hovedhalskræft uden at øge toksiciteten – og måske på sigt føre til, at man kan skrue ned for noget af den øvrige behandling. Sådan lød det positive budskab på årets ASCO-møde.