Medicinrådet afviser Tibsovo mod fremskreden galdegangskræft
Medicinrådet anbefaler ikke ivosidenib til behandling af voksne patienter med lokalt fremskreden eller metastatisk galdegangskræft (kolangiokarcinom) med en IDH1 R132-mutation, som tidligere har fået mindst én linje af systemisk medicinsk behandling. Det er selvom behandlingen kan spare hospitalet og patienten for ressourcer.
Ivosidenib kan forlænge patienternes overlevelse og tiden til sygdomsforværring sammenlignet med best supportive care, skriver rådet. Men alligevel er der usikkerhed om effektforbedringen i forhold til dansk standard.
”Kemoterapi i form af FOLFOX er også et behandlingstilbud til patientgruppen, og det er usikkert, om ivosidenib er mere effektivt end FOLFOX, eller om effekten af de to behandlinger er sammenlignelig,” skriver rådet i deres afgørelse.
Bivirkningsprofilen er dog mildere ved ivosidenib end ved FOLFOX. Herudover er ivosidenib en tabletbehandling, der kan tages af patienten i hjemmet, mens FOLFOX kræver hospitalsbesøg.
Således er ivosidenib at foretrække for hospital og patient, men ivosidenib er dyrere end både best supportive care og FOLFOX, skriver rådet og konkluderer, at:
”Omkostningerne til behandlingen er for høje i forhold til effekten, også når man tager fordele vedrørende administration og bivirkninger med i betragtning.”
Medicinrådet opfordrer virksomheden Servier, der står bag lægemidlet, til at vende tilbage med en lavere pris.