Nyt samarbejde skal flytte immunterapi-forskning hurtigere frem

Niels Ødum

Et nyt forskningssamarbejde mellem Region Hovedstadens hospitaler og Københavns Universitet skal sikre, at forskningsresultater inden for immunterapi i højere grad når ud til patientbehandlingen.

Samarbejdet har fået navnet CAG in Cancer immunotherapy (CAGci) og er en af flere såkaldte clinic academic groups (CAG’s), som forskningsakademiet Copenhagen Health Science Partners har lanceret.

CAGci ledes af professor Inge Marie Svane, som er  overlæge og leder af Herlev Hospitals Center for Cancer Immune Therapy (CCIT), og professor Niels Ødum fra Department of Immunology and Microbiology på Københavns Universitetet.

Inge Marie Svane, håber, at det nye samarbejde vil give en bedre synergi mellem hospitalerne og universiteterne, som vil betyde, at forskningen flyttes hurtigere fremad.

”Vi på hospitalerne kan fortælle forskerne på universiteterne, hvilke problemer vi står med i klinikken, og så kan de prøve at hjælpe os. Hospitalerne har en masse materiale fra biobanker og databaser, mens universiteterne har f.eks. teknologi og knowhow, som vi ikke har. I sidste ende skal det tættere samarbejde gerne resultere i, at vi hurtigere opnår resultater og hurtigere får dem implementeret som en del af behandlingen,” siger Inge Marie Svane.

Grunden til, at Copenhagen Health Science Partners har valgt at nedsætte en CAG på immunterapiområdet er, at det stadig er et relativt nyt område i kræftbehandlingen, som vokser ekspansivt.

”Efter, at vi har fået immunterapi ind som en del af standardbehandlingen, er det åbenlyst, at der er mange ubesvarede spørgsmål, der ikke er fundet svar på i de store kliniske forsøg, som industrien har kørt,” siger Inge Marie Svane.

Søger svar på grundlæggende spørgsmål

Ud fra de overordnede kliniske spørgsmål, der stadig mangler at blive besvaret vedrørende immunterapi, har Inge Marie Svane defineret nogle forskningsområder for CAGci og har etableret otte arbejdsgrupper, som skal forsøge at svare på de forskellige spørgsmål ved at samarbejde på tværs.

De definerede forskningsområder tager udgangspunkt i nogle grundlæggende spørgsmål, som f.eks., hvordan man kan forudsige bivirkninger ved immunterapi, og hvordan de håndteres bedst muligt, fortæller Inge Marie Svane.

”Det er nogle ret ’basic’ spørgsmål, vi står med, men det kræver, at nogle retter fokus mod dem og får indhentet de data, der skal til, for at få besvaret dem. F.eks. ved vi stadig ikke præcis, hvilke patienter som har gavn af immunterapi, og hvad vi skal gøre med dem, som ikke har gavn af behandlingen. Vi har brug for nogle biomarkører for at vi bedre kan forudsige, hvem der skal have tilbud om de her behandlinger – som jo er dyre,” siger hun.

I den forbindelse er man også nødt til at indhente viden om, hvordan det går ’virkelighedens patienter’, påpeger Inge Marie Svane.

”Den viden, vi har fra de store forsøg fra medicinalindustrien, er primært, at når du tager et højt selekteret patientmateriale, har så og så mange effekt af behandlingen. Men de patienter, som vi behandler i virkeligheden, ligner slet ikke forsøgspatienterne. Det er faktisk kun under halvdelen af dem, vi behandler, som ville kunne indgå i studierne. Derfor er vi nødt til at indhente viden om, hvordan det går for virkelighedens patienter,” siger hun.

Også det tekniske kommer i fokus i CAGci’s arbejde, f.eks. i form af de rette evalueringsværktøjer.

”Vi bruger meget CT- eller PET/CT-scanning, men de er ikke særlig gode til at måle virkningen af immunterapi, fordi PET-delen både lyser op, når patienten progredierer, og når der kommer inflammation af immunreaktionen. Så vi har brug for et værktøj, der kan adskille sygdomsprogression og effekt,” siger Inge Marie Svane.

I begyndelsen af immunterapiens indtog i kræftbehandlingen blev den udelukkende brugt til patienter med metastatisk sygdom, hvor den også stadig spiller den største rolle. Men immunterapien er efterhånden stille og roligt begyndt at rykke frem i behandlingen. Det gælder endnu fortrinsvist for immunterapiens gennembruds-sygdom, modermærkekræft, hvor PD1-hæmmeren Opdivo (nivolumab) for nylig blev EU-godkendt (https://onkologisktidsskrift.dk/behandlinger/hudkraeft/863-opdivo-eu-godkendt-som-adjuverende-behandling-af-modermaerkekraeft.html) som adjuverende behandling (det vil sige tilbagefalds-forebyggende efter operation). Derfor skal noget af arbejdet i CAGci også handle om, hvornår man flytter patienterne fra kirurgisk til medicinsk regi, og hvordan man bedst følger disse patienter, oplyser Inge Marie Svane.

Otte tværfaglige arbejdsgrupper

Den 27. august holdt CAGci sit første møde, hvor der blev sat navne på de nøglepersoner, som skal lede de otte arbejdsgrupper. I løbet af den kommende måneds tid skal gruppernes ledere definere delmål for, hvad vil de opnå, og hvem de gerne vil have med i deres tværdisciplinære team for at kunne opnå målene.

De midler, der er givet fra universitetets og regionens side, er primært til at drive CAGci. Konkret betyder det f.eks., at Inge Marie Svane kan ansætte en forskningskoordinator, der skal hjælpe med at drive samarbejdet, og at man kan afholde nogle møder og workshops. Desuden er der givet penge til, at CAGci kan starte tre ph.d.’er op, hvor det første år er betalt af universitetet og regionen.

Det er allerede nu aftalt, at Danmarks Tekniske Universitet, DTU, også går med i samarbejdet, hvor de indgår med deres ekspertise i bioinformatik. Inge Marie Svanes ambition er også, at den danske forskning i immunterapi ikke skal være et lukket hovedstadsprojekt. Mange af de områder, Inge Marie Svane mener, der skal arbejdes på i CAGci, går igen i CCITs nationale projektplaner i regi af Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC), fortæller hun.

”Nogle af spørgsmålene kan vi besvare regionalt i CAGci, andre kører vi nationalt i DCCC-regi. Mange af de midler, vi søger, er politisk bestemt, og derfor er vi nødt til at arbejde inden for de rammer, politikerne sætter op. Men det er ikke afgørende, i hvilket regi pengene er afsat, så længe det, vi laver, er væsentligt for området,” siger Inge Marie Svane.