Seks års opfølgning: Strålebehandling én gang dagligt er ikke bedre end to ved SCLC
ELCC: Strålebehandling to gange dagligt plus kemoterapi er at foretrække frem for strålebehandling én gang dagligt plus kemoterapi ved småcellet lungekræft (SCLC) med begrænset udbredelse.
Det konkluderer forskerne bag en analyse af opfølgningsdata efter seks år fra fase III-studiet CONVERT præsenteret på den europæiske lungekræft kongres ELCC 2024 (abstrakt #193O).
CONVERT er et fase III internationalt randomiseret klinisk studie, der har sammenlignet effekten og sikkerheden ved én gang daglig (OD) og to gange daglig (BD) strålebehandling (RT) i kombination med kemoterapi (cisplatin/etoposid) til patienter med småcellet lungekræft.
Studiet, som anvendte tre-dimensionelle konforme RT-teknikker og tillod intensitetsmoduleret RT, havde til formål at afgøre, hvilket af de to doseringsregimer der ydede de bedste langtidsresultater.
Blandt de overlevende patienter (n=164) viste resultaterne efter en median opfølgningsperiode på 81,2 måneder en median overlevelse på 25,4 måneder (95% CI 21,1–30,9) for OD-armen sammenlignet med 30,0 måneder (95% CI 25,3–36,5) for BD-armen, med en hazard ratio (HR) på 1.13 (95% CI 0,92–1,38), p=0,247.
Der var altså ikke statistisk signifikant forskel i overlevelsen mellem de to behandlingsregimer, men med en tendens til bedre overlevelse i BD-gruppen.
Uændret standardbehandling
Der blev ikke rapporteret om behandlingsrelaterede dødsfald efter den indledende analyse i 2017.
Analysen af sen toksicitet viste, at syv patienter i OD-armen fik grad 3 esophagitis, hvoraf fire udviklede striktur eller fistulation. Til sammenligning var der ingen patienter i BD-armen, som fik disse bivirkninger. Grad 3 lungefibrose blev observeret hos henholdsvis to og tre patienter i OD- og BD-armen.
På baggrund af disse resultater konkluderer forskerne, at da OD RT ikke viste sig at være overlegen, og da denne behandling havde en lidt værre toksicitetsprofil efter 80 måneders opfølgning, bør 45 Gy BD forblive standardbehandlingen for patienter med begrænset stadie SCLC.