Nyt lægemiddel giver hidtil uset overlevelse ved tidligere behandlet SCLC
ELCC: Den bispecifikke T-celle-engager tarlatamab giver holdbare responser og hidtil usete overlevelsesresultater hos patienter med tidligere behandlet småcellet lungekræft (SCLC). Det viser langtidsdata fra fase I-studiet DeLLphi-300.
De nye data, som blev præsenteret på European Lung Cancer Congress (ELCC) den 22. marts, omfatter langsigtede resultater og intrakraniel aktivitet fra DeLLphi-300. I studiet blev tarlatamab evalueret hos patienter med tidligere behandlet SCLC og stabile hjernemetastaser. Det primære endepunkt var sikkerhed, mens sekundære endepunkter omfattede objektiv responsrate (ORR), varighed af respons (DOR), progressionsfri overlevelse (PFS) og samlet overlevelse (OS).
I retrospektive eksplorative analyser blev CNS-tumorernes sum af længste diametre (SOD) vurderet hos patienter med mindst en hjernelæsion ved baseline.
I alt 152 patienter blev behandlet med tarlatamab ≥ 10 mg (gennemsnitlig opfølgning 12,1 måneder) i studiet.
Resultatet viste, at:
- På tværs af kohorter var ORR 25 procent med en gennemsnitlig DOR på 11,2 måneder.
- 25 patienter havde en behandlingsvarighed på mindst et år (interval 52-150 måneder), inklusive otte patienter, som blev behandlet i mindst 104 uger.
- Gennemsnitlig PFS var 3,5 måneder, og gennemsnitlig OS var 17,5 måneder.
- PFS- og OS-estimater ved 12 måneder var henholdsvis 16,7 procent og 57,9 procent.
- Ud af 16 patienter med en baseline CNS-læsion på mindst 10 mm faldt CNS-tumor SOD med mindst 30 procent hos 10 patienter (62,5 procent).
- Ud af otte patienter, der afsluttede hjernestrålebehandling mindst 50 dage før påbegyndelse af tarlatamab, havde tre patienter minimum 30 procent fald i CNS-tumor SOD.
- Der blev ikke identificeret nye sikkerhedssignaler ved tarlatamab.
Selvom de nye resultater er begrænset til analyser af behandlede, stabile hjernemetastaser, understøtter den CNS-tumorkrympning, der følger efter tarlatamab-behandling og strålebehandling, yderligere undersøgelse af tarlatamabs intrakranielle effekt, understreger forskerne bag undersøgelsen.