Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

WCLC-budskab: Snart er lungekræft ikke noget man dør af

Torben Riis Rasmussen

WCLC18: Inden for de kommende ti år kan det, som i dag betegnes som uhelbredelig lungekræft, meget vel være en sygdom, man kan helbrede. Det mener overlæge på Lungemedicinsk afdeling B, Århus Universitetshospital, Torben Riis Rasmussen, som er formand for Dansk Lunge Cancer Gruppe.

”Det ser ud til, at nogle af de lungekræftpatienter, som vi egentlig har regnet for at være uhelbredelige ved behandling med gammeldags kemoterapi, bliver helbredt med immunterapi. Jeg kunne godt forestille mig, at der inden for en tidshorisont på ti år dukker noget op, som er i stand til at helbrede lungekræft, eller i hvert fald gøre det til en kronisk lidelse mere end noget, man dør af,” siger han.

Indtil videre er der fundet primært én biomarkør, der kan udpege, hvilke lungekræftpatienter, der vil have gavn af immunterapi, nemlig PD-L1. Torben Riis Rasmussen forventer, at man i løbet af den nærmeste fremtid finder andre knapper at trykke på i forhold til at aktivere immunsystemet. Han ser frem til, at der forventeligt på verdenskongressen for lungekræft, WCLC, bliver præsenteret nye resultater inden for immunterapi.

Udover immunterapi er opfølgning også et tema, Torben Riis Rasmussen vil have fokus på i sin kongresdeltagelse. Ikke mindst spørgsmålet om, hvad der er den rigtige opfølgning af lungekræftpatienter.

”Et vigtigt spørgsmål er f.eks., hvor intensiv opfølgningen skal være. Man har hidtil i høj grad baseret opfølgningen på symptomer. Den ene retning er en meget intensiv, tæt billeddiagnostisk kontrol for de patienter, man formoder er blevet kureret. For de patienter, som er uhelbredelige og får livsforlængende behandling tyder flere studier på, at en meget tæt monitorering af deres symptomer, f.eks. ved hjælp af apps, kan være en bedre opfølgning end CT-scanninger,” siger han og tilføjer:

”Det repræsenterer et helt paradigmeskift i, hvordan man skal følge patienterne, som vi vil prøve at eftergøre her i Danmark. Studier fra Frankrig og USA tyder på, at der er en overlevelsesgevinst ved, at patienterne indrapporter symptomer på deres app en gang om ugen via 12 lette spørgsmål, i stedet for at blive scannet hver tredje måned. På den måde kan man fange et tilbagefald på et tidligere tidspunkt og dermed få patienterne hurtigere i behandling.”

Ny inspiration

Mens Torben Riis Rasmussen forventer, at der på WCLC vil blive præsenteret resultater inden for målrettet behandling, forventer han ikke at se de store banebrydende resultater på det kirurgiske område.

”Kirurgien bliver mere og mere forfinet, og man laver i dag mindre, men lige så kurative operationer, som hvis man sammenligner med for 15 år siden. Dengang var der mange flere patienter, som blev opereret med en grov fjernelse af hele den ene lunge, hvorimod man i dag kan nøjes med mindre dele af lungen og alligevel få de samme resultater. Men det er ikke inden for kirurgien, der sker de store revolutioner, som der gør i den medicinske behandling,” siger han.

Alt i alt glæder Torben Riis Rasmussen sig til at vende hjem fra WCLC med ny inspiration.

”Det, jeg oplever som givtigt, ved at komme på en stor kongres, er, at man bliver præsenteret for nogle ting, som man ikke ville opsøge derhjemme. Man er ofte tilbøjelig til at opsøge det, som man arbejder med i forvejen. På en kongres får man kastet nogle ting i hovedet, som man ikke selv havde tænkt på i forvejen og får ny inspiration,” siger Torben Riis Rasmussen.

WCLC18

Kultur

BØGER: Der er en åben og positiv tilgang til den menneskelige krop i alle dens afskygninger i Anne Fiskes ’Alle har en bagdel’. Forvent blot ikke de store dramaturgiske armbevægelser.  Søde tegninger og et humanistisk budskab kan heldigvis nå langt, så længen bogen bliver læst til børn i vuggestuealderen.

PODCAST: De to multikunstnere Anders Morgenthaler og Roald Bergmann har begge fået konstateret ADHD i en relativt sen alder, og det har resulteret i en hæsblæsende podcastserie. De håber, at den kan være et trygt rum for andre med diagnosen – samt for dem, der mistænker, at de har ADHD, og for pårørende.

KULTUR-TEMPERATUR: Alexandra Jønsson er i dag bedst kendt som medforfatter på lærebogen ‘Snart er vi alle patienter’. Hun har tidligere også landet en hovedrolle i en TV2-serie og bruger stadig skuespillet i sin forskningsformidling i dag.

STREAMING: Den gode gamle og på mange måder revolutionerende skadestueserie ER har i år 30 års jubilæum, men forsøget på at skabe en moderne afløser, ´The Pitt´, har svært ved helt at løfte arven. Det er kun skuespilleren Noah Wyle, der denne gang for alvor leverer varen som den nu også 30 år ældre, superstressede og delvist post-COVID-traumatisede ledende overlæge, Michael Robinavitch.

FILM: ’Pigen med Nålen’ er yderst betimeligt nomineret til en Oscar for sin grusomme og delvist sande historie. Filmen taler ind i en nutidig debat om kvinders rettigheder, ikke mindst til fri abort, og den er allerstærkest, når den er sortmalet socialrealism frem for fuldtonet horrorfilm.

TV: Med indkøbet af den britiske læge, forsker og TV-vært Chris van Tullekens ´Hvad er det dog vi spiser?´ fortjener TV2 et stort kip med flaget. Programmet viser, hvordan den globale fødevareindustri har perfektioneret ultraforarbejdede fødevarer, så de bliver nærmest uimodståelige, selv om de er alvorligt sundhedstruende.

FILM: Selvom filmen er i sort/hvid og foregår for 100 år siden, er temaet i ’Pigen med Nålen’ rigeligt relevant også i 2025, mener filmens ene manuskriptforfatter.

KULTUR: Praktiserende læge Helge Madsen skriver digte, både om livet i almen praksis og om det bredere samfund. Siden 1992 har digte om alle slags emner flydt i en lind strøm fra Lægecenter Korsør. 

KULTUR-TEMPERATUR: Jens Winther Jensen har den øverste post i det nyoprettede Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut. Han har fundet aha-oplevelser om arbejdet med innovation og udvikling i en over 100 sider lang bog-serie om Europas historie.

TV: TV 2’s ´Så længe vi danser´ forsøger at undersøge dansens helbredende potentiale for mennesker med Parkinsons. Selvom filmen har rørende øjeblikke, mangler den empati og nærvær, hvilket gør den mere til en skildring af andres ulykke end en engagerende film om dansens transformerende kraft.