Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Retningslinje for rehabilitering af prostatakræftpatienter i høring

Sundhedsstyrelsen har sendt en ny national klinisk retningslinje for rehabilitering af patienter med prostatakræft i høring. Retningslinjen skal føre til et mere ensartet og vidensbaseret rehabiliteringstilbud til patienter med prostatakræft.

Retningslinjen omfatter patienter med prostatakræft, som efter en faglig vurdering bør tilbydes rehabilitering i forbindelse med nyopstået prostatakræft eller tilbagefald af tidligere prostatakræft og behandling heraf.

Retningslinjen forholder sig blandt andet til forskellige former for træning ved behandling for prostatakræft og sexologisk rådgivning for patienter med prostatakræft.

Retningslinjen beskriver den videnskabelige viden på området, og anbefalingerne bygger på denne viden samt arbejdsgruppens faglige erfaring på området. Retningslinjen kan ikke stå alene, men skal ses i sammenhæng med øvrige vejledninger, anbefalinger med videre på området. 

Retningslinjen er i høring frem til i dag tirsdag 7. juni 2016 kl. 12.

Høringsparterne er: Danske Patienter, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Danske Regioner, Dansk Knoglemedicinsk Selskab, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Fysioterapi, Dansk Selskab for Klinisk Onkologi, Dansk Sygepleje Selskab, Dansk Urologisk Selskab, Kommunernes Landsforening, Kræftens Bekæmpelse, Læge Videnskabelige Selskaber, Prostatakræftforeningen samt Sundheds- og Ældreministeriet. 

 

Prostatakræft er den næst hyppigste kræftform blandt mænd i Danmark og rammer hvert år mere end 4.000 mænd. Med en 5-års aldersstandardiseret relativ overlevelse på 85 procent betyder det, at der i 2013 var 31.116 danskere, der levede med diagnosticeret prostatakræft.