Bør motion ordineres for at forebygge kræft?
Selvom data varierer fra kræfttype til kræfttype er der en konsistent tendens til, at moderat, daglig motion har en gavnlig effekt på forebyggelse af visse kræftformer.
Sådan lyder det fra onkolog Charles J. Ryan fra UCSF Helen Diller Family Comprehensive Cancer Center, San Fransisco, som har gennemgået litteraturen på området motion og kræftforebyggelse og præsenterer resultaterne på ASCOs hjemmeside.
Motions rolle og fysisk aktivitet i forebyggelse af kræft er blevet omfattende undersøgt, især for bryst- og tyktarmskræft. Adskillige epidemiologiske og kliniske undersøgelser har vist, at folk, der har en fysisk aktiv livsstil, er mindre tilbøjelige til at udvikle nogle af de mest almindelige og dødbringende kræftformer i forhold til dem, der er stillesiddende.
For brystkræfts vedkommende varierer risikoreduktionen fra 20 procent til 80 procent blandt de forskellige studier, der er lavet. De fleste studier tyder på, at 30 til 60 minutter af moderat til høj intensitet øvelse per dag sænker risikoen for brystkræft. Kvinder, der er fysisk aktive i hele deres levetid, synes at få mest gavn, men dem, der øger den fysiske aktivitet efter overgangsalderen klarer sig også bedre end inaktive kvinder.
Med hensyn til tyktarmskræft tyder forskningen på, at folk, der øger deres fysiske aktivitet, kan sænke risikoen for at udvikle tyktarmskræft med 30-40 procent i forhold til stillesiddende voksne. Der kan opnås en reduktion i risikoen for tyktarmskræft uanset body mass index (BMI), og folk, der er mest aktive, har den største fordel. Der er ikke tilstrækkelig dokumentation for en beskyttende effekt af fysisk aktivitet på risikoen for endetarmskræft (en beskyttende virkning blev set i nogle case-control studier, men ikke i kohortestudier).
En håndfuld undersøgelser har desuden antydet, at kvinder, der er fysisk aktive har en 20-40 procent reduktion af risiko for livmoderkræft sammenlignet med dem, der ikke motionerer.
Højere niveauer af fysisk aktivitet synes at også beskytte mod lungekræft (op til 20 procents reduktion i risiko), især blandt mænd.
Mindre konsekvent forskning tyder på, at fysisk aktivitet muligvis reducerer risikoen for æggestokkræft og prostatakræft.
Prostatakræft er en sygdom, hvor dataene ikke er i overensstemmelse. Det kan hænge sammen med, at prostatakræft er en heterogen sygdom, og at risikofaktorerne for ikke-aggressiv sygdom og aggressiv sygdom er forskellige. De fleste befolkningsundersøgelser, der er lavet på området, viser ringe effekt af motion på den samlede forekomst af prostatakræft, men dog lavere risiko for aggressiv prostatakræft for dem med de højeste niveauer af kraftig aktivitet (i forhold til ingen form for aktivitet). Studiet Health Professionals Follow-up Study har vist, at mænd på 65 år eller ældre, der dyrker højaktiv fysisk motion, såsom løb, jogging, cykling, svømning eller tennis, i mindst tre timer om ugen har 67 procent lavere risiko for fremskreden prostatakræft og 74 procent lavere risiko for fatal prostatakræft.
Mens observationsdata om fordelene ved motion for forebyggelse af de typer af kræft, der er anført ovenfor, er ret konsekvent, er dokumentation for effekten af motion på forebyggelse af enhver anden form for kræft enten utilstrækkelig eller inkonsistent, konkluderer Charles J. Ryan.
For eksempel fandt en nylig undersøgelse ingen sammenhæng mellem fysisk aktivitet og risikoen for at udvikle gastrisk kræft, rektal-, bugspytkirtel-, blære-, testikel-, nyre- og hæmatologisk kræft. Derimod fandt en samlet analyse af data fra prospektive forsøg med 1,4 mio. deltagere, at fysisk aktivitet var forbundet med lavere risiko for 13 forskellige kræftformer. Fysisk aktivitet i fritiden blev overraskende nok associeret med en højere risiko for modermærkekræft (formentlig på grund af tid brugt udendørs) og prostatakræft.
Samlet set konkluder Charles J. Ryan, at læger bør ordinere motion, fordi beviserne for motions beskyttende rolle mod kræft allerede er stærkt nok for nogle af de mest almindelige kræftformer.
