Tumorfibrose-markører har et diagnostisk potentiale ved galdevejskræft

ASCO: Niveauet af kollagen-fragmenter i blodet har diagnostisk potentiale hos patienter med galdevejskræft. Det viser et nyt dansk studie, der også fastslår, at der er en sammenhæng mellem kollagenfragment-niveauet og patientgruppens samlede overlevelse (OS).

Det har stor relevans at få adgang til nye biomarkører, som kan bidrage til at diagnosticere og stille en prognose for galdevejskræftpatienter. I dag bliver sygdommen ofte diagnosticeret sent, hvilket er associeret med en dårlig prognose. Behandlingsmulighederne taget i betragtning er det især det diagnostiske potentiale, der har relevans nu og her, forklarer Troels Dreier Christensen, læge og ph.d.-studerende, Afdeling for Kræftbehandling ved Herlev og Gentofte Hospital og studiets førsteforfatter.

”Hvis vi kan stille diagnosen tidligere ved hjælp af en blodprøve, kan vi gribe ind over for kræften, mens tumor er lille og øge andelen af patienter, der kan opereres. Det vil formodentlig kunne øge overlevelsen blandt patienterne. Vi står desuden nogen gange i en situation, hvor tumor sidder et sted, hvor vi ikke kan komme til at tage en biopsi. I de situationer ved vi ikke, om der er tale om en primær tumor eller en metastase fra anden kræftsygdom, og vi ved derfor ikke, hvilken behandling vi skal sætte i værk. Den udfordring vil en valid biomarkør også kunne bidrage til at løse,” siger han. 

Syv markører under luppen

Galdevejskræft har en høj grad af fibrose omkring tumoren. Fibrosedannelsen er relateret til progression og resistens. Formålet med studiet var at undersøge, om niveauet af udvalgte tumorfibrose-markører havde en sammenhæng med OS, samt om markørerne kunne bruges til at adskille patienter med galdevejskræft fra patienter uden kræft. Studiet så på syv tumorfibrose-markører (ECM-markører). Tumorfibrosen består i høj grad af kollagen-aflejringer, hvorfor størstedelen af ECM-markørerne var markører for kollagen.

Studiet inkluderede 269 patienter med galdevejskræft i alle stadier. Patienterne fik taget blodprøver forud for behandling, og disse prøver blev analyseret for de syv ECM-markører ved brug af ELISA- og ECLIA-tests. Håbet var at finde én ECM-markør, der kunne stå alene som diagnostisk rettesnor, men her skuffede data.

”Der var ikke nogen af de undersøgte ECM-markører, der kunne stå alene. Og der var ingen af dem, der var bedre til at klassificere galdevejskræft, end den markør (CA19-9 red.) vi allerede bruger i klinikken i dag. Det er lidt skuffende. Men det viste sig, at den markør, der klarede sig bedst (PRO-C3) sammen med CA19-9 sikrede en bedre klassificering. Så noget tyder på, at vi ved at kombinere de to markører kan stille en mere sikker diagnose på et tidligt tidspunkt,” siger Troels Dreier Christensen.

Begrænsede behandlingsmuligheder

Patienter med galdevejskræft har i dag en meget dårlig overlevelse. På tværs af stadier er omkring 50 procent af patienterne i live et år efter, at de har fået stillet diagnosen. De patienter, som det er muligt at operere har den største overlevelseschance. Har sygdommen først spredt sig, er mulighederne for behandling meget begrænsede.

Studiet viste, at flere af ECM-markørerne var relateret til OS. Det giver en vigtig grundforståelse af, at der er en sammenhæng mellem niveauet af tumorfibrose-markører i blodet og patienternes prognose, men den praktiske betydning heraf er for nuværende begrænset, siger Troels Dreier Christensen.

”Det ser ud til, at ECM-markørerne kan være med til at forudsige, om det går godt eller dårligt for en galdevejskræftpatient, men da behandlingsmulighederne aktuelt er så begrænsede kan den praktiske betydning heraf diskuteres. Men i fremtiden kan det måske blive relevant i forhold til at vurdere, hvilke patienter, der vil have gavn af nye behandlinger, f.eks. immunterapi,” siger han.