Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Måske skulle lægerne tage patienternes ønsker alvorligt

Skrevet af Kristian Lund d. 24. marts 2019

DSKO: Det har lægernes fulde og selvfølgelige opbakning, at patienterne skal komme mere til orde i fremtiden. 

Det er logik for både dværghøns og læger, at det bærer den vej. Patientindflydelse er for længst blevet en megatrend, og det kommer i øvrigt til at tage meget mere fart i årene, der kommer.

Typisk for netop læger er da også, at patienterne hurtigt er tænkt ind i nye systemer og koncepter: Der er indført patientansvarlig læge og der publiceres stadig flere studier som centrerer sig om patienterne og deres oplevelser. Det er ligefrem på vej til at blive en del af medicingodkendelserne. Patienterne har også fået repræsentation i mange relevante organer.

Derfor er det egentlig paradoksalt, at lægerne vender sig imod det, når patienterne ønsker til at få tjekket tiltag og idéer, de som patienter er optaget af. Lægerne går jo meget langt i kampen mod patientinitierede projekter. Sådan er det som bekendt gået med forsøget med medicinsk cannabis. Lægerne vender stadig blikket mod himlen over de politikere, der gennemførte initiativet. I visse tilfælde ligner det ligefrem had.

Men initiativet flugter faktisk fuldstændig med den megatrend som ruller netop nu og som vil sætte patienterne mere i centrum. En megatrend, der altså i andre sammenhænge bakkes op af lægerne. 

Medicinsk cannabis har i mange år været tillagt nærmest helbredende effekt blandt smertepatienter eller patienter med neurologiske lidelser. Derfor er det såre logisk, at patienterne ønsker at få deres forhåbninger afprøvet.

Sådan er det såmænd også i forbindelse med det aktuelle drama om funktionelle lidelser, og nu senest med Dansk Folkepartis redning af informationscenter for alternativ kræftbehandling (ICAK). 

Det er logisk og forståeligt, at patienterne går op i den slags – og det er også logisk, at de ikke umiddelbart lader sig affærdige med lægernes protester og krav om evidens.

Det er danske læger dog bestemt ikke enige i. Jøsses, det kan få dem op i det blodrøde felt. 

Men dér kæmper lægerne en kamp, som de måske kan håbe at præge - men som de ikke stoppe. 

Ingen kan jo benægte, at mange patienter, sikkert alt for mange, tror og håber på, at der er andre muligheder end dem, lægerne umiddelbart anviser. Hvis den slags projekter bare jordes, så er det da givet, at almindelige patienter vil få den mistanke, at lægerne bare forsvarer deres metoder. Det vil i længden skade tilliden til lægernes arbejde.

Forleden bragte Dagens Medicin to af kombatanterne i dette læge-patientopgør sammen: Liselott Blixt (DF), formand for Folketingets sundhedsudvalg, og selve dynamoen i alle de projekter som lægerne hader, overfor Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen. 

Vi, der bekymrer os for lægernes omdømme, har siden haft svært ved at rette tæerne ud. Her mødtes patienternes fremmeste repræsentant på tinge med formanden for Lægeforeningen. Og det efterlod det indtryk, at lægeformanden føler, han er civilisationens udvalgte, i modsætning til politikeren.

 Det så arrogant ud, og bagefter blev det indtryk i den grad konfirmeret af Dagens Medicins dækning af mødet – der fik Liselott Blixt nemlig tørt på. Det blev meget hånligt – og ufatteligt dumt, nærmest infantilt.

Det er somom lægerne glemmer, alt det, de hidtil har indført - uagtet at det også savner evidens. Læger tilhører et folkefærd, som i høj grad hviler på deres egen logik. Det gælder (heldigvis) ikke lægemidler. Men det gælder for andre tiltag, f.eks. på udstyrsiden. Netop dér er der sjældent dokumentation, og ofte er der end ikke forsøg på at etablere dokumentationen. Så galt er det fat. Altså med lægerne. 

Men når det er patienter, som kæmper for at få dokumentation bag det udokumenterede, så burde lægerne nu åbne sindet, prøve at bidrage til finde den konstruktive udvej – og fremfor alt undgå at fremstille patienter og de politikere, der arbejder for deres sag, som idioter.

Det er ikke vejen frem.

Om skribenten

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Onkologisk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.

Kommenter

Please login to leave a comment.

Forskere kortlægger proteinnetværk bag tumorvækst i lungerne

Forskere fra Københavns Universitet har som de første i verden kortlagt de netværk af proteiner, der kontrollerer de signalveje, som kræftceller bruger til at sprede sig i lungevævet. Studiet skal bruges til at forbedre eksisterende kræftbehandling og udvikle nye lægemidler.

Læs mere ...

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift