Fertilitetsbevarende behandling under pause i endokrin behandling øger ikke risiko for tilbagefald
SABCS: Et midlertidigt ophold i den endokrine behandling på op til to år for at give fertilitetsbevarende behandling eller assisteret reproduktion øger ikke risikoen for tilbagefald hos yngre kvinder med HR+ brystkræft. Det kan have afgørende betydning for fertilitetsrådgivningen af denne patientgruppe, mener forsker bag studiet.
Det fremgår af resultater fra POSITIVE-studiet, som blev præsenteret torsdag på SABCS 2023 (abstract #GS02-11).
Brugen af fertilitetsbevarende behandling eller assisteret reproduktionsteknologi (ART) øgede ikke risikoen for tilbagefald efter tre år blandt patienter med hormonreceptor-positiv (HR+) brystkræft, der midlertidigt stoppede endokrin behandling for at blive gravide.
"Deltagere, der gennemgik kryokonserveret embryooverførsel under undersøgelsen, havde højere graviditetsrater uden nogen tilsyneladende kortsigtet negativ indvirkning på brystkræft-udfald,” siger Hatem A. Azim Jr., adjungeret professor og en af forskerne bag studiet, i en pressemeddelelse fra SABCS.
POSITIVE-studiet inkluderede 516 kvinder med stadium I-III HR+ brystkræft, som allerede havde modtaget 18-30 måneders endokrin behandling (ET) før indskrivning i studiet. Efter 3 år var antallet af tilbagefald det samme blandt de kvinder, der havde gennemgået ovariestimulering i forbindelse med kryopræservering ved brystkræftdiagnose (9,7 procent [95 procent CI: 6,0-15,4 procent]), som hos dem, der ikke havde (8,7 procent [95 procent CI: 6,0-12,5 procent]).
Af de 497 evaluerbare patienter rapporterede 368 (74 procent) mindst én graviditet. Den kumulative forekomst af graviditet efter 12 måneder var henholdsvis 64 procent, 54 procent og 38 procent for patienter <35, 35-39 og 40-42 år.
179 patienter (36,0 procent) havde gennemgået ovariestimulering forud for embryo/oocyt-præservering ved diagnosetidspunktet, hvoraf 68 (37,9 procent) havde fået overført nedfrosne embryoer efter indskrivning i forsøget. 215 patienter (43,3 procent) havde fået en form for ART efter indskrivning, herunder IVF og intracytoplasmatisk sædinjektion (ICSI).
Graviditetsraten var 82,4 procent hos de kvinder, der havde gennemgået overførsel af nedfrosne embryoer, og 67,5 procent hos dem, der gennemgik IVF/ICSI.
"Blandt læger er der en bekymring for, at brugen af fertilitetsbevarende behandling eller ART-metoder, særligt dem, der indebærer brug af hormoner, kan have skadelige virkninger på patienter med HR-positiv brystkræft. Vores data demonstrerer effektiviteten og sikkerheden på kort sigt ved forskellige fertilitetsbevarende behandlinger og ART,” siger Azim.