Patientansvarlig læge skal ikke kun realiseres nogen steder

Niels Henrik Holländer

"Hvis det er onkologer, der skal tage sig af det, skal der godt nok speedes op for uddannelsen af onkologer. Jeg er dybt bekymret for, om vi har onkologer nok til at opfylde missionen."

Det mener Niels Henrik Holländer, ledende overlæge, Klinisk Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder, Sjællands Universitetshospital, om regeringens målsætning om at 90 procent af patienterne i 2020 skal opleve, at de har en patientansvarlig læge.

"Vi ved fra undersøgelser og sammenligninger i store internationale projekter, at incidensen inden for de store kræftområder stiger med 25-30 procent i 2025. Vi kan ikke klare den udfordring uden en kraftig omlægning af behandlingen. Både med ansvarsskifte, flere lægeopgaver til sygeplejersker og andre faggrupper samt mere hjemmebehandling."

Hvad forestiller du dig, at begrebet patientansvarlig læge indebærer?

"Jeg synes, det står åbent og ubesvaret i kræftplanen, om det er onkologer, der skal være de patientansvarlige læger. Hvis modellen ender med at blive, at det er en onkolog, der helt fra mistanken om kræft til den endelige onkologiske behandling er den patientansvarlige læge, lyder det godt. Jeg synes, at det er godt, at én person har overblik over behandlingen. "

"Jeg synes dog, at man i alt det her glemmer den styrke, det i virkeligheden er i det danske sygehussystem, at flere læger ser den samme patient. Hvis du sidder som ene mand og behandler en patient i årevis uden at få input og kritik fra kolleger, er der ingen, der opdager, hvis du måske ikke er med på beatet. Vi bliver holdt til ilden i det offentlige system, vi har, og med de vejledninger og retningslinjer, vi skal følge."

"Hvis det bliver onkologer, som skal være de patientansvarlige læger, synes jeg, man bør være opmærksom på ikke at udelukke de praktiserende læger. Jeg er glødende tilhænger af det danske almen praksis-system, og jeg mener, at man i modellen bør beskrive, at det i realiteten er den praktiserende læge, der er den patientansvarlige læge – selvom jeg godt er klar over, at de praktiserende læger ikke har indsigt i det komplicerede felt, som kræft er i dag."

Det lyder i kræftplanen, at hvis visionen om patientansvarlige læger skal realiseres, kræver det, at alle faggrupper omkring patienten, herunder sygeplejer­sker, terapeuter mv., samarbejder i et team. Hvad tænker du om det budskab?

"Den sætning undrer mig, for det gør vi jo allerede i dag. Her i Næstved gjorde vi for snart fire år siden det, at vi opdelte vores sygeplejerskestab i ambulatoriet i diagnostiske teams. Sidste år tog vi hul på det samme inden for lægegruppen, og nu prøver vi at køre det, så der sidder færre speciallæger i de enkelte ambulatorier.

Der kommer ingen patienter til vores afdeling, som ikke har været igennem en MDT-konference (konference med multidisciplinære teams, red.). Så på mange områder foregår der noget ved siden af det, patienterne oplever, som sikrer, at de får den rigtige og optimale behandling. Det kan godt være, at patienter og pårørende ikke oplever det, men systemet bagved fungerer efter min opfattelse rigtig godt."

Kræftplanen påpeger også, at den patientansvarlige læge skal spille en vigtig rolle som bindeled mellem hospitalet og den praktiserende læge, når patienten udskrives. Hvordan synes du, det lyder?

"Jeg synes, det er lidt verdensfjernt. 99 procent af alle kræftforløb kører ambulant i dag, og kræftbehandling har sjældent noget med indlæggelse at gøre. Desuden ryger der en kopi af alle notater, vi skriver, afsted til patientens egen læge med det samme."

Der står i oplægget til Kræftplan IV, at den patientansvarlige læge skal være den person, som har ansvaret for den faglige kontinuitet i behandlingen. Hvad mener du om den målsætning?

"Det er et rigtig godt mål. I dag prøver vi at sikre den faglige kontinuitet gennem de dramatiske organisatoriske omlægninger, der har været i onkologien. Dels ved, at vi er organiseret i de multidisciplinære cancergrupper (DMCG’erne, red.) inden for de enkelte diagnoser. Dels ved, at vi har fået pakkeforløb og RADS-vejledninger. Og dels ved, at vi afholder MDT-konferencer, hvor vi drøfter patientforløbene. Det er sket som led i en række gode tiltag, som omverdenen i øjeblikket kigger med interesse på."

Kræftplan IV ønsker, at ”den patientansvarlige læge skal være den person, som patienten og de pårørende kan kontakte, når der opstår spørgsmål og tvivl undervejs.” Hvad tænker du om det?

"Det er en høj ambition. Læger har også ret til fritid og ferie, og ind imellem er de på konferencer og lignende. Hvis den ambition skal indfries, vil det kræve en ekstrem omlægning af det danske sygehusvæsen. I f.eks. det engelske og amerikanske system er lægen en, patienten hele tiden kan henvende sig til, og endda ringe og maile til. Det er ikke den skandinaviske model, og ikke noget jeg har lyst til i den alder, jeg har.

Jeg tror ikke, at den engelske eller amerikanske model vil kunne fungere i Danmark. Vi er opdraget i det offentlige system, og de fleste kan godt lide det offentlige system. Så jeg tror ikke på så dramatisk en omlægning."

Som det er nu, vil din afdeling så kunne leve op til regeringens mission om, at 90 procent af patienterne i 2020 skal opleve, at de har en patientansvarlig læge?

"Det tør jeg ikke sige, for jeg er gået af i 2020. Men jeg kan have min tvivl med det antal onkologer, vi har, og den stigning i vækst af kræfttilfælde, der kommer. Men det er da et ambitiøst og flot mål."

Hvad er det, efter din mening, vigtigt, at regeringen er opmærksom på, når den vil indføre patientansvarlige læger?

"At få beskrevet realistiske modeller, som gør, at det ikke kun lader sig gøre nogen steder. Vores formand (for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi, red.) Ulrik Lassen siger, at det ikke kan lade sig gøre i universitetsbyerne. Hvis det ikke kan lade sig gøre der, kan jeg være i tvivl om, hvorvidt vi kan leve op til det i provinsen.

Det er et problem, at man som samfund accepterer, at antallet af onkologer i universitetsbyerne og i provinsen, hvor vi har en demografi, som gør, at vores patienter er sygere, er skævt.

Det vil være sundt for hele systemet og for alle overlæger, hvis de ikke groede fast på en afdeling i 40 år. Det vil være sundt for universitetssygehuslægerne at komme til provinsen, og det vil være endnu mere sundt for vores overlæger at komme til universitetssygehusene. Det kunne være et år eller et halvt år, når det passede ind. Jeg så meget gerne en rotationsordning – og helst en frivillig. "