Onkologer: Kongresser er uerstattelig uddannelse

Beslutter regionerne, at læger ikke må tage på firmabetalte kongresrejser, skal der findes en anden finansieringsmulighed.

For de internationale kongresser er en uerstattelig del af onkologers uddannelse, lyder det enstemmigt fra de læger, som Onkologisk Tidsskrift har talt med i forbindelse med deres deltagelse i den europæiske kræftkongres ESMO.

Overlæge Morten Mau-Sørensen, der er leder af Fase 1-enheden på Rigshospitalet, bakker op om en løsning hvor regionerne betaler for lægers kongresdeltagelse i stedet for medicinalbranchen.

”Hvis vores arbejdsgiver - regionerne - prioriterer vores videreuddannelse, så bør de betale. Hvis man gerne vil have kvalitet, bliver man nødt til at uddanne folk. Og hvis man synes, der er et problem med habiliteten, må man selv betale for det,” siger Morten Mau-Sørensen.

Overlæge på Onkologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, Tine McCulloch er enig, men tror, at det bliver vanskeligt for regionerne at finde pengene til at betale for kongresrejserne.

”Det hele er allerede meget presset, så jeg tror sådan set ikke, det bliver noget, der kommer til at kunne lade sig gøre,” siger hun.

Kongresser er uundværlige

Der er ingen tvivl blandt de interviewede onkologer om vigtigheden af at deltage i faglige kongresser.

”Jeg kan ikke bare tage på kursus, for der findes ingen kurser, hvor man opdateres på samme måde som på en kongres. Så kan man få en netadgang og sidde og følge med på kontoret. Men det er ikke det samme. For det, der sker på kongresserne, er, at vi går ud efter en session og diskuterer den nye viden med vores kollegaer fra andre steder i landet. Den networking mister vi, hvis vi ikke kommer afsted,” siger Tine McCulloch.

Morten Mau-Sørensen fremhæver også, at networkings-delen vil lide stærkt under en manglende kongresdeltagelse fra danske side.

”Det vil gøre os til dårligere læger, hvis vi ikke har mulighed for at komme på kongresser. Det er der ingen tvivl om. Kongresser løfter dansk onkologi, giver os internationale samarbejder og giver os viden. Så det er meget vigtigt, at vi er her,” siger han.

Sundhedsvæsnet har brug for industrien

De adspurgte læger mener, at et samarbejde med medicinalindustrien er uundgåeligt.

”Fremtiden for forskning i medicinsk kræftbehandling ligger i samarbejdet med medicinalindustrien, for ingen har råd til eller mulighed for at lave investigatorinitierede studier om ny medicin. Firmaerne udvikler de nye stoffer, og vi behandler de patienter, der i dag brændende ønsker at afprøve dem,” siger overlæge på Onkologisk Klinik, Rigshospitalet, Claus Andrup-Kristensen.

Han synes, at diskussionen om lægers habilitet stadig er præget af fortidens dårlige sager og understreger, at kongresdeltagelse i dag er hårdt arbejde.

”Engang for 30 år siden var der firmabetalte rejser, hvor praktiserende læger blev inviteret på et cruise eller et resort med ledsager med alt betalt, og så var der et foredrag om et lægemiddel om aftenen. Det findes ikke mere. At deltage i de her kongresser er hårdt arbejde. Vi vil alle sammen rigtig gerne være her, men de fleste vil nok alligevel hellere være hjemme sammen med familien,” siger han.

Clash mellem godkendte aktiviteter og Medicinrådet

Overlæge på Onkologisk Klinik, Rigshospitalet, Mansoor Mirza mener, at hele spørgsmålet om, hvorvidt læger er påvirket af medicinalindustrien, skal ses mere nuanceret, end det behandles i eksempelvis Medicinrådet.

”Hvis man kun samarbejder med et eller to medicinalfirmaer, er man ’biased’ (forudindtaget, red.), men jeg sidder i advisory boards hos 10-15 forskellige firmaer. Hvis jeg var biased, ville firmaerne slet ikke have mine råd,” siger Mansoor Mirza.

Han undrer sig over, at hans ekspertise fint kan bruges i Lægemiddelstyrelsen, som rådgiver i kliniske forsøg, men ikke i Medicinrådet.

”Lægemiddelstyrelsen vil ikke bruge mig som rådgiver på enkelte stoffer, hvor jeg har en interessekonflikt, men gerne til generelle spørgsmål om kliniske forsøg, og forsøgsdesign, fordi jeg har så meget viden om området. De ved, at jeg har en konflikt, men de kigger anderledes på det end Medicinrådet. Det er en meget mere fornuftig måde at gøre det på,” siger Mansoor Mirza.

På samme måde undrer Tine McCulloch sig over, at aktiviteter, som er godkendt af Lægemiddelstyrelsen, ikke er i orden set med Medicinrådets øjne.

”Når Lægemiddelstyrelsen godkender de aktiviteter, jeg deltager i, føler jeg ikke, jeg gør noget forkert. Der er et clash imellem, at jeg har fået godkendt de aktiviteter, jeg deltager i, men alligevel er inhabil,” siger hun.