Danske priser på kræftmedicin en tredjedel af amerikanske
USA er som en anden planet, når det gælder priser på kræftmedicin. I gennemsnit betaler amerikanerne mere end tre gange så meget for patentbeskyttet kræftmedicin som englænderne – og eftersom de danske priser ikke afviger meget fra de britiske, så er Danmark også med afstand mere effektiv i sit medicinindkøb end USA.
Det – og meget andet om kræftens særlige økonomi - fremgår af et studie gennemført af et internationalt team af forskere, som blev præsenteret på ASCOs årsmøde mandag (Abstrakt LBA6500).
En nærliggende konklusion er at det betaler sig at forhandle medicinpriser centralt a la danske Amgros. Det er ikke USA's facon – og amerikanerne betaler prisen.
Teamet har analyseret priserne for 23 kræftlægemidler, hvoraf 15 var generiske. Derefter har de studeret priser i 6 lande fordelt på 5 verdensdele, nemlig Australien, Kina, Indien, Sydafrika, Storbritannien og USA. Forskerne har anvendt listepriser.
Blandt de rige lande burde Sydafrika være det store forbillede for alle, der ønsker lave priser på kræftmedicin. De mediane priser på et års forbrug af kræftmedicin er næsten 1000 US-dollar (6500 DKR) billigere i Johannesburg end i London, som altså ellers har lave priser.
Til gengæld er der intet, der tyder på, at de fattige lande opnår favorable priser på medicin. Især ikke hvis man korrigerer for landenes købekraft. Kina betaler markant mere for kræftmedicin end Storbritannien, og bortset fra USA betaler kineserne verdens højeste priser for generika.
Og det må være den anden lære af dette studie – hvis man ikke har en kompetent lokal produktion af lægemidler, og samtidig et desperat behov for medicin, så straffes man af Big Pharma – akkurat sådan er Kinas situation. Så kommer man åbenbart til at betale kassen, ligesom USA.
Indien betaler mindst af alle for patentbeskyttet kræftmedicin, men korrigeret for købekraft så betaler inderne mere end nogen andre.
Big Pharma er ikke en gavebod, heller for de fattige.
| Prisen på kræftmedicin | Australien | Kina | Indien | Sydafrika | UK | USA |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Median pris på en måneds forbrug af generika til kræft(US-dollar) | 226 | 532 | 159 | 120 | 458 | 654 |
| Median pris på en måneds forbrug af patentbeskyttet kræftmedicin (US-dollar) | 2,741 | 3,173 | 1,515 | 1,708 | 2,587 | 8,694 |
| BNP per capita (US-dollar) | 46,55 | 13,324 | 5,808 | 13,094 | 39,826 | 54,37 |
| Pris på generika i pct af BNP per capita | 3 | 48 | 33 | 11 | 14 | 14 |
| Pris på patentmedicin i pct af BNP per capita | 71 | 288 | 313 | 157 | 78 | 192 |
