Stærk kritik fra KB af regionernes Medicinråd-udspil
Medicinrådet er slet ikke i mål med de udspil, som Danske Regioner netop har sendt i høring hos interessenterne omkring det danske prioriteringsprojekt.
Det mener Leif Vestergaard, direktør i Kræftens Bekæmpelse. Han er især optaget af den fundamentale del af projektet, nemlig selve kommissoriet for Medicinrådet og beslutningsprocesserne, der skal føre til godkendelse af medicin til standardbehandling:
”Der er på en række områder blevet lyttet til de indvendinger, der kom fra mange sider. Derfor er jeg meget tilfreds med dele af oplægget – men jeg synes de helt kritiske ting mangler,” siger han.
”Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er redegjort for den egentlige beslutningsmekanisme – hvad er det endelige kriterium for, at medicinrådet siger ja til en ny standardbehandling. Det er stadig en black-box. Og det er jo her det helt afgørende problem ligger,” siger han.
”Det er også bemærkelsesværdigt, at forudsætningen for at et lægemiddel har en stor merværdi, er, at det med sikkerhed har forbedret overlevelse på mindst 15 procent - og/eller en reduktion af alvorlige symptomer/bivirkninger på mindst 25 procent. Hvor kommer det fra? Jeg tror ikke, der er politisk og/eller faglige opbakning til en sådan universel kriterium for opdeling.”
Leif Vestergaard mener, at modellerne, som Danske Regionerne har sendt i høring, hænger dårligt sammen. Materialet består af tre metodepapirer, ét om omkostningsanalyser fra AMGROS, et andet om, hvordan man udarbejder fælles regionale behandlingsvejledninger, og det sigter mod at dække RADS’s nuværende ressort, og et tredje om de opgaver, der i dag ligger under KRIS.
Men Leif Vestergaard savner konsistens mellem papirerne: ”I KRIS-papiret er man optaget af at begrænse tilgangen af nye lægemidler. Så kriterierne for at komme med et nyt lægemiddel og få det indført som standard-lægemiddel er ret skrappe. Det absurde er, at et lægemiddel kan afvises i KRIS-delen som standard-lægemiddel og i RADS-delen blive den superiøre standardbehandling – så der er ikke konsistens mellem papirerne.”
