Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Nyt fund: Protein påvirker ’sammenhængskraften’ mellem cellerne

Pia Nyeng

Forskere fra Københavns Universitet beskriver i et nyt studie, at en bestemt type stamcellers udvikling er betinget af mængden af et særligt protein, deres bevægelser i organer og interaktion med andre celler i kroppen.

Det kan få betydning for udviklingen af fremtidige kræftbehandlinger. 

I det nye studie, som er publiceret i Developmental Cell, har forskerne fra Semb Group på Københavns Universitet ved at optage en tredimensionel film af bugspytkirtlen kunnet konstatere, at cellernes bevægelse og endelige placering i bygspytkirtlen har stor indflydelse på, hvordan de udvikler sig. I den forbindelse spiller mængden af proteinet P120ctn en særlig rolle.

”Vi fandt ud af, at progenitorcellerne bevæger sig meget rundt, før de finder deres endelige plads i organet. Vi kan også se, at deres placering er betinget af, hvor meget de producerer af proteinet P120ctn. Ved at få en dybdegående viden om denne mekanisme kan vi mærkbart forbedre vores metoder til at producere den korrekte type celler fra stamceller i laboratoriet for senere at transplantere til patienter med type 1-diabetes. Det kan samtidig give os en større indsigt i, hvordan man kan bremse spredningen af kræft i kroppen,” siger Henrik Semb, professor og administrerende direktør, Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Biology, DanStem, Københavns Universitet.

Sygdomme som diabetes og kræft skyldes typisk en biologisk mangel på celler, der kan producere insulin til at regulere blodsukker, eller fejl på celleniveau, hvor cellerne pludselig muterer og spreder sig i kroppen. Stamcelleforskere har derfor i årevis forsøgt at få umodne celler til at udvikle eller gendanne sig til raske celler i mennesker med eksempelvis type 1-diabetes eller kræft.

Tidligere forskning har på den ene side peget på, at der allerede tidligt i bugspytkirtlens udvikling opstår en markant forskel i genudtrykket i cellerne langs bugspytkirtlens indre kanaler, altså at de tidligt begynder at udvikle sig til en særlig type celle, hvilket indikerer, at cellernes skæbne er forudbestemt.

På den anden side viser forskningen også, at cellerne kan bibeholde evnen til at ændre skæbne til meget sent i udviklingen. Forskerne besluttede sig derfor for at kigge nærmere på, hvad der mere præcist er afgørende for cellernes udviklingsproces, og her sprang især et signal i øjnene, nemlig proteinet P120ctn.

"Dette protein påvirker selve ’sammenhængskraften’ mellem cellerne. Mens celler med et højt udtryk af proteinet har større sammenhængskraft og forbliver inderst i kirtlen, så bevæger celler med et lavere udtryk sig ud mod kanalernes overflade. Vi fik bekræftet den teori ved at inaktivere genet, der koder for proteinet i nogle få celler. Da vi gjorde det, mindskedes cellernes sammenhængskraft og de bevægede sig ud mod overfladen. Denne ændring i placering resulterede i, at alle disse celler udviklede sig til enzymproducerende celler," forklarer Pia Nyeng, førsteforfatter på studiet og adjunkt ved DanStem.

Proteinet P120ctn’s effekt på cellers sammenhængskraft kan også have en forbindelse til udvikling af kræft. Det skyldes, at nogle af de mest aggressive kræftformer netop stammer fra væv, hvor cellerne har en høj sammenhængskraft. 

"I de her kræftformer mister cellerne nogle centrale reguleringsmekanismer, herunder blandt andet sammenhængskraften i cellen. Det sætter kræftcellerne i stand til at bryde ud fra vævet til blodbanen, hvor de spreder sig som metastaser. Derfor har kræftforskere traditionelt fokuseret på at opgradere cellernes sammenhængskraft. I det nye studie kan vi dog se, at det ikke er den enkelte celles sammenhængskraft, men i stedet dens relative sammenhængskraft i forhold til de omkringliggende celler, der afgør, om den kan bryde ud af vævet. Hvis vi kan lære mere om, hvordan P120ctn fungerer, kan det være en nøgle til at bremse metastaser," siger Pia Nyeng. 

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift