Potentielt praksisændrende: PRRT giver vilde responsrater mod neuroendokrine tumorer
ASCO-GI: Peptid-Receptor-Radio-Terapi-behandling (PRRT) med Lu-177-DOTATATE i første linje forbedrer den progressionsfri overlevelse (PFS) og objektive responsrate (ORR) betydeligt sammenlignet med somatostatinanaloger (SSA) hos patienter med grad 2/3 gastro-entero-pankreatiske neuroendokrine tumorer (GEP-NET).
Det viser resultater af fase III-studiet NETTER-2, som blev præsenteret på kongressen ASCO Gastrointestinal Cancers Symposium 2024 (abstract #LBA588).
Den mediane PFS blev forlænget med cirka 14,3 måneder fra 8,5 måneder i kontrolarmen til 22,8 måneder i PRRT-armen (HR 0,276 [95% CI 0,182-0,418; p < 0,0001).
Derudover var ORR signifikant højere i PRRT-armen (43,0 procent) sammenlignet med kontrolarmen (9,3 procent) (justeret odds-ratio 7,81 (95% CI 3,32-18,4; p < 0,0001). Resultaterne var konsistente på tværs af demografiske og prognostiske subgrupper.
”Det er en flot og signifikant forbedring af PFS, især i betragtning af, at det er patienter med grad 2- og 3-tumorer, som vokser relativt hurtigt. Når vi anvender PRRT mod langsomtvoksende neuroendokrine tumorer, er det med målsætningen om, at sygdommen står stille, ikke nødvendigvis for at opnå respons. En responsrate på 43 procent er meget imponerende,” siger overlæge Gitte Aarøe Dam fra Lever- Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital. Hun er leder af Aarhus NET Center, som forsker i og behandler neuroendokrine tumorer.
Mangler naturligt førstevalg
I 2018 blev PRRT med Lu-177-DOTATATE i kombination med langtidsvirkende SSA anbefalet af Medicinrådet til behandling af patienter med højt differentieret GEP-NET, der oplever sygdomsprogression under SSA-behandling. NETTER-2-studiet er det første, som undersøger effekten af PRRT som førstevalg til grad 2 og 3 NET.
Neuroendokrine tumorer inddeles ved hjælp af Ki-67-indekset i grad 1, 2 eller 3, alt efter hvor hurtigt cellerne deler sig. Ved grad 1 er det færre end tre procent af tumorcellerne, der deler sig, ved grad 2 deler mellem 3 og 20 procent af tumorcellerne sig, og ved grad 3 deler over 20 procent af cellerne sig. I NETTER-2 indgik patienter med en tumordelingsprocent på mellem 10 og 55. Det er ifølge Gitte Aarøe Dam væsentligt, fordi der mangler et naturligt førstevalg til disse patienter.
”Hvis cellerne deler sig langsomt, behandler vi med SSA, fordi det i et randomiseret studie har vist god effekt på PFS. Det bliver vanskeligt, når vi når over en delingshastighed på 10 procent, for så har vi ikke et naturligt førstevalg. Derfor er det meget interessant, at PRRT viser så god effekt i første linje til denne patientgruppe,” siger hun.
I dag behandler man typisk patienter med en delingshastighed på over 10 procent med enten mTOR-hæmmeren everolimus eller kemoterapi, men ifølge Gitte Aarøe Dam er data på især kemoterapi sparsom. Hun studser over, at man i NETTER-2 har valgt at sammenligne PRRT med SSA, men ifølge hende er det ”bedre end ingenting”, da der ikke er et oplagt alternativ.
Imponerende studie
I NETTER-2 blev 226 patienter med nydiagnosticeret fremskreden GEP-NET med grad 2- eller 3-tumor (Ki-67 ≥10% og ≤55%) randomiseret 2:1 til enten at modtage fire serier af Lu-177-DOTATATE (4 x 7,4 GBq) plus 30 mg langtidsvirkende SSA hver ottende uge under behandling med Lu-177-DOTATATE og derefter hver fjerde uge, eller 60 mg langtidsvirkende SSA hver fjerde uge (kontrolarm).
”Neuroendokrine tumorer er meget sjældne, så det er helt vildt imponerende, at det er lykkedes at inkludere 226 i et randomiseret studie med PRRT. Vi har selv været i gang i tre år med et forsøg i Aarhus, og vi har kun inkluderet 56 patienter indtil videre,” siger Gitte Aarøe Dam.
Blandt bivirkninger fremhæver forskerne grad 3/4 leukopeni, anæmi og trombocytopeni, som hver opstod hos tre eller færre patienter i PRRT-armen, samt ét tilfælde af myelodysplastisk syndrom – også i PRRT-armen.
Forskerne konkluderer, at NETTER-2 er det første randomiserede studie, der påviser effekt af PRRT i første linje, og spår, og at det vil ændre den kliniske praksis.
