Fra læge til hospitalsdirektør: Jeg husker stadig alle mine patienter

51-årige Charlotte Rotbøl har på få år bevæget sig fra nyudklækket speciallæge i onkologi til cheflæge og nu lægelig direktør. Energien og drivkraften kommer fra naturen i Aarhus, familien og selvfølgelig patienterne. Derfor kan hun ikke fordrage, når hun møder kommentarer om at være en DJØF-læge.

Hver anden uge finder man Charlotte Rotbøl i pølseboden ved Lyseng fodboldstadion i Højbjerg syd for Aarhus.

Her langer hun fadøl og grillpølser over disken til de lokale fodboldentusiaster, som er der for at støtte op om Lyseng-holdene, når der spilles kamp. Charlotte Rotbøl har to snart voksne sønner, der selv har spillet på banerne, men som nu er begyndt at rette deres interesse mod lægegerningen. Den ældste skal starte på medicinstudiet til næste år, og den yngste overvejer at følge efter.

”Når jeg spørger dem, hvorfor de dog vil være læger, svarer de mig: ’Mor, du har bare altid elsket dit arbejde så meget. Og det smitter jo af.’”

Det kan hun ikke løbe fra, siger Charlotte Rotbøl. Og det er patienterne, der giver arbejdsglæden. Det er patienterne, det hele handler om, og som hun først og fremmest går på arbejde for. 

Da hun stadig så patienter på hospitalsgangene, var det især brystkræftpatienterne, hun faldt for. Ikke fordi det er nem patientgruppe. Tværtimod. Det er en stærk patientgruppe med en stærk patientforening. Men modspillet fra patienten og det læge-patient-samarbejde, der opstår i mødet, gør, at man kommer endnu tættere på sine patienter, forklarer hun.

”Brystkræftpatienter er stærke patienter. De er mødre og ofte stadig på arbejdsmarkedet. De er gode til at søge informationer, vil gerne diskutere og inddrages i valg af behandling, for de har klare præferencer. Alt sammen noget, som jeg mener er vigtigt for patienter. Patienten skal i høj grad inddrages i behandlingen,” siger Charlotte Rotbøl.

En chef træder til

Selvom Charlotte Rotbøl kun nåede at være speciallæge i onkologi i to år, før hun blev cheflæge, har hun ikke taget den lige vej til direktørgangene. Da hun blev færdig med lægestudiet i 2003, tog hun efterfølgende turnus og introstilling, afbrudt af to barsels­perioder.

I 2008 påbegyndte hun sin hoveduddannelse i onkologi, men valgte at tage orlov, da hun fik mulighed for at lave en ph.d.-afhandling med fokus på hoved-hals-kræft. Under ph.d.-studiet tog hun atter en pause fra livet som læge for at rejse med sin partner og dengang små drenge. I 2013 færdiggjorde hun ph.d.-afhandlingen, hvorefter hun genoptog hoveduddannelsen i onkologi. Og det var her, hun fik mulighed for at vise sig som leder.

Under hoveduddannelsen var hun et år på Aalborg Universitetshospitals kræftafdeling, som dengang havde ressourceudfordringer. Her trådte Charlotte Rotbøl til og tog en ekstra tørn og hjalp med at få styr på udfordringerne.

”Jeg har nok haft en leder i mig i mange år. Jeg har altid godt kunnet lide at gå ind i udfordringer for at løse dem. Og de var virkelig udfordrede i Aalborg, da jeg var der i min hoveduddannelsestid,” siger Charlotte Rotbøl.

To år efter hendes hoveduddannelse var afsluttet, blev hun prikket på skulderen og opfordret til at søge cheflægestillingen i Aalborg.

”Jeg havde egentlig fået min drømmestilling på Aarhus Universitetshospital og var frikøbt for at kunne forske en dag om ugen. Så alt var præcis, som jeg gerne ville have det. Men jeg kunne alligevel mærke, at jeg gerne ville bidrage til at hjælpe patienterne fra et andet sted. For når jeg sad over for den enkelte patient, kunne jeg se ulighed i, hvordan de blev mødt. Det ville jeg gerne være med til at ændre.”

Fra nyudklækket onkolog til chef

Det gik hurtigt for Charlotte Rotbøl, efter hun først var blevet speciallæge i onkologi. Hendes lederkompetencer var allerede blevet set.

”Jeg har altid elsket mit arbejde, og jeg tror, at jeg altid kommer ind med et positivt mindset i forhold til den opgave, der skal løftes. Det smitter selvfølgelig af. Og jeg har ikke været bange for at tage fat, når der har været et behov. Jeg har ikke på den måde talt timer. Jeg har mere gået op i, at jeg gjorde mit arbejde.”

Og det kan man godt lide som leder?

”Ja, det kan man. Men i forhold til at tælle timer, så skal det understreges, at en god ’work-life’-balance er meget vigtig. Så, når jeg siger, at jeg ikke tæller timer, så handler det ikke om overarbejde. Man skal være et helt menneske, og det gælder for alle medarbejdere, og det gælder i høj grad også ledere. Men man skal være klar til at tage en ekstra tørn, når der er behov for det, så patienterne får den behandling, de har brug for. Så nytter det ikke noget at sige, jamen, jeg har kontortid i dag. Der må man træde til,” siger Charlotte Rotbøl.

”Kald mig ikke DJØF-læge”

Charlotte Rotbøl har som ung læge og onkolog elsket sit kollegiale fællesskab og de sociale arrangementer på arbejdet. Men da hun trådte ind i rollen som cheflæge på Aalborg Universitetshospital, kunne hun mærke, at arbejdsrelationerne ændrede sig.

”Det er en proces, som alle, der bliver chef­læger, går igennem. Man er bare ikke en del af flokken længere. Alle de kollegaer, man har været vant til at fortælle hemmeligheder og have noget privat med, de relationer bliver til noget andet, når man bliver chef. Sådan er det. Og det er forbundet med noget sorg,” siger hun.

Det værste ved at træde ind i lederrollen har været, når andre læger har set hende som en ’falsk’ læge, der har økonomi for øje frem for patienternes bedste.

Det har hun blandt andet oplevet som medlem af Medicinrådet, hvor hun og resten af rådet til tider har skullet afvise effektiv, men alt for dyr medicin, hvilket gjorde rådet upopulært blandt læger og patienter. I de sammenhænge har hun fået adskillige bemærkninger fra andre læger.

”Det er dét, som har generet mig allermest, for jeg er lige så meget en læge nu, som jeg altid har været. Og det er jeg også som direktør. For mig er patienterne mindst lige så vigtige nu, som de var, da jeg så patienter hver dag. Næsten vigtigere nu. Så at blive kaldt en DJØF-læge, med de konnotationer der ligger i den betegnelse, det bryder jeg mig simpelthen ikke om,” siger hun.

Ikke alles kop te

Der hersker ifølge Charlotte Rotbøl en tendens blandt læger til at betragte prioritering af ressourcer som noget, der er forbundet med politik og ikke vedkommer lægegerningen. Derfor ser nogle ned på opgaven med at prioritere i sundhedsvæsenets ressourcer.

”Det er fuldstændigt i orden, hvis man som læge ikke har lyst til at pille ved prioritering, men der er nogen, som skal gøre det. Og som læge bør man være glad for, at der er nogen, der løfter opgaven, for ellers var det hele væltet, og så ville vi ikke have råd til særlig meget. Når man sidder i Medicinrådet og afviser medicin, så er det potentielt behandlinger, der kan hjælpe en del patienter. Det er skidehammerende svært, og det er svært hver eneste gang. Men vi gør det jo, for hvis én patient skal have én dyr behandling, så er der måske 200 andre patienter, der ikke kan få en anden behandling. Den prioritering er vi nødt til at foretage, også som læger,” siger hun.

”Af samme grund håber jeg virkelig, at man kommer væk fra at se skævt til læger, der går ind i ledelse.”

Men det er ikke en nem opgave at lede læger, fortæller Charlotte Rotbøl.

”Læger er jo så megastærke fagligt og brænder for patienterne. Så det er ikke en nem opgave at udfordre lægerne til at gøre ting anderledes for patienterne, end de er vant til, og som de selv vurderer er det rette at gøre,” siger hun og fortsætter med et eksempel:

”Hvis man inden corona-epidemien havde sagt til læger, at nu skulle de til at lave virtuelle konsultationer, så ville de have nægtet. Men så erfarede de under epidemien, at ikke alene kunne patienterne godt lide konsultationerne, det gjorde faktisk også mange forløb meget bedre. Det er en erfaring, som ofte er krævet, hvis læger skal tage noget nyt til sig, og det skal man vide som lægelig leder. Man skal vise værdiskabelsen i forandringen. Det nytter ikke at stille sig op og bare tale om økonomi.”

I patientens sko

Savner du ikke nærværet med patienterne, nu hvor det er patienterne, der driver dig?

”Selvfølgelig, gør jeg det. Jeg er kommet meget længere væk fra patienterne, og jeg lover dig, at jeg savner dem. Jeg husker stadig alle mine onkologiske patienter. Jeg husker endda nogle CPR-numre,” siger Charlotte Rotbøl.

Hun fortsætter:

”Der, hvor jeg sidder nu, handler det ikke længere om den enkelte patient. Det handler om det danske sundhedsvæsen. Og det er her, jeg får indflydelse på patienten nu. Jeg har stadig patienten i fokus, men det er bare på en anden måde og i et meget bredere perspektiv. Vi mødes for eksempel med vores afdelingsledelser ugentligt, hvor vi gennemgår vigtige nøgletal på blandt andet landsundersøgelsen for patientoplevelser, patientrettigheder, kræftpakkeforløb og fælles beslutningstagning. Vi gennemgår alle de her ting, som faktisk har betydning for den enkelte patient.”

Hun forsøger samtidig jævnligt at gå i patientens fodspor for at opleve, hvordan hospitalet fungerer fra patientens perspektiv.

”I dag har jeg eksempelvis været på besøg på Ortopædkirurgisk afdeling og hørt om, hvordan patient-flowet er på afdelingen. Hvordan er det for patienten at komme ind om morgenen og tage afsted om eftermiddagen? Hvor klæder de om, og hvor sidder de og venter? Jeg prøver hele tiden at gå i patientens fodspor for at se, hvordan er det at være patient på hospitalet – lige fra at finde en parkeringsplads til at finde ind på hospitalet. Hvordan opleves det?”

Charlotte Rotbøl oplever, at hun har en god work-life-balance, og som hun siger, så er hun faktisk ret heldig med, at familielivet kører godt. Når hun har brug for klare hovedet og reflektere, sker det i naturen.

”Jeg elsker at gå ture i skoven ved Marselisborg og langs vandet. Det giver mig så meget ro. Det er virkelig noget, jeg værdsætter utrolig meget, og som er med til at holde mig oven vande.” 

Blå bog: Charlotte Rotbøl

• 51 år, lægelig direktør på Sygehus Lillebælt. Bosat i Højbjerg, AarhusKom til Sygehus Lillebælt efter en stilling som lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland. Inden da var hun cheflæge på Aalborg Universitetshospital fra 2018 til 2023
• Uddannet cand. med. i 2003, ph.d. i 2013
• Medlem af Medicinrådet fra 2023 til 2024 på vegne af Region Nordjylland

Artiklen er oprindeligt udgivet i Hæmatologisk Tidsskrifts og Onkologisk Tidsskrifts trykte magasin fra december 2024