Enhertu får sandsynligvis en vigtig rolle mod HER2-positiv brystkræft

SABCS: Nye opfølgningsdata understreger, at antistof-konjugatet Enhertu (trastuzumab deruxtecan) kan få en betydelig rolle i HER2-positiv brystkræft inden for en nære fremtid, vurderer onkologer. Det er dog stadig uklart i hvilken behandlingslinje.

Resuktater for Enhertu blev allerede på brystkræftkongressen i San Antonio (SABCS) 2019 fremhævet som et af de mest interessante nye præparater, selvom der dengang kun var opfølgningsdata for 11,3 måneder fra fase II-studiet DESTINY-Breast01.

Dengang udtalte overlæge og professor Anders Bonde Jensen til Onkologisk Tidsskrift: 

”Det er så tydelig en overlevelsesforbedring, at det vil være et studie, som bør lede til godkendelse af stoffet snart. Det er umiddelbart anvendeligt nu og her, når de vigtige procedurer er gået igennem. Det er det i år, som står først for i forhold til at kunne ændre vores behandlingsstrategi så hurtigt, vi kan.” 

Og det ser ud til, at der nu er en godkendelse på vej i EU. I december 2020 indstillede det europæiske lægemiddelagentur EMA's komité for lægemidler til humant brug (CHMP) nemlig Enhertu til godkendelse som behandling af HER2-positiv brystkræft med metastaser. Indstillingen faldt sammen med præsentationen af opdaterede data fra DESTINY-Breast01 på SABCS 2020. De nye data viste en opfølgningpå 20,5 måneder, og der er fortsat grund til begejstring. 

”Det her stof er helt sikkert noget, vi kommer til at bruge. Det giver meget lange responser, trods patienterne har fået tung behandling tidligere. Selskabet bag har lanceret en hel pakke af fase III-studier, så de satser også stort på det. Det kan jeg godt forstå  med de resultater, der er kommet,” siger Anders Bonde Jensen over telefon efter at have set de nye resultater.

”I hvilken behandlingslinje [Enhertu skal indgå], er dog ikke afklaret endnu. Der pågår en række forskellige fase III-studier, der vil fortælle os, hvor i behandlingsrækken, det hører til,” siger han.

Stor objektivrespons og lang responsvarighed

De opdaterede resultater blev præsenteret under en generel session på SABCS 2020 (abstrakt GS1-03). Med en median opfølgningsvarighed på 20,5 måneder opnåede patienter behandlet med Enhertu (5,4 mg/kg) en objektiv responsrate (ORR) på 61,4 procent og en median responsvarighed (DoR) på 20,8 måneder. Median progression-fri overlevelse (PFS) var 19,4 måneder. I en eksplorativ ’landmark’-analyse af den samlede overlevelse (OS), evalueret med 35 procent modenhed, anslås det, at 74 procent af patienterne vil være i live efter 18 måneder.

Derudover ser lægemidlet ud til at have en rimelig bivirkningsprofil. I alt 18,5 procenterne af patienterne ophørte med behandlingen. Behandlingsrelaterede bivirkninger (TEAE'er) af mindst grad 3 i sværhedsgrad forekom hos 61,4 procent af patienterne. TEAE'er, der førte til døden, forekom hos 10 patienter (5,4 procent), hvoraf tre blev anset som behandlingsrelaterede.  

Med den længere opfølgningsperiode blev der rapporteret yderligere tre tilfælde af interstitiel lungesygdom (ILD). Men et år efter behandling faldt risikoen for at udvikle ILD, hvilket mindsker bekymringen for, at risikoen for ILD er relateret til en kumulativ eksponering for Enhertu. Etiologien og arten af ​​lungerisiko ved denne behandling kræver yderligere forskning, konkluderer forskerne bag DESTINY-Breast01. 

Overlæge, professor Signe Borgquist fra Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital har tidligere udtrykt begejstring overfor Onkologisk Tidsskrift ved udsigten til et nyt lægemiddel mod den aggressive HER2-positiv brystkræft:   

”Det er spændende, at der er kommet et helt nyt lægemiddel mod HER2-positiv brystkræft, som kan give en tillægsværdi til trods for, at patienterne allerede tidligere er tungt behandlede med kemoterapi og anti-HER2-rettet behandling. Nu skal vi have mere klarhed over, hvilke patienter som vil have glæde af behandlingen,” siger Signe Borgquist. 

Det igangværende fase III-studie DESTINY-Breast02 (NCT03523585) sammenligner trastuzumab deruxtecan med forskerens valg af behandling hos patienter med HER2-positiv brystkræft, der er metastaseret eller ikke kan opereres væk, og som har fået forudgående behandling med T-DM1.