Skip to main content

 

PD-L1 mRNA-udtryk har betydning for triple-negative patienters effekt af immunterapi

Skrevet af Anne Mette Steen-Andersen den . Skrevet i Brystkræft.

Patienter med inoperabel fremskreden triple negativ brystkræft (TNBC) med en høj PD-L1 mRNA-ekspression i plasmaafledte eksosomer responderer bedre på behandling med Tecentriq (atezolizumab) og nab-paclitaxel end patienter med lav PD-L1 mRNA-ekspression.

Det viser en ny analyse præsenteret på ESMO TAT (Targeted Anticancer Therapies), der foregik virtuelt 1.-2 marts.

I Danmark er atezolizumab plus nab-paclitaxel godkendt som mulig standardbehandling til patienter med inoperabel eller metastatisk TNBC med PD-L1-positiv sygdom. Behandlingen er godkendt på baggrund af data fra fase III-studiet IMpassion130, der viste, at tillæg af atezolizumab til nab-paclitaxel havde en signifikant positiv effekt på den progressionsfri overlevelse (PFS) hos patienter med inoperabel eller metastatisk TNBC, samt at der kunne registreres en klinisk meningsfuld OS-gevinst i den subpopulation, som var PD-L1-positive.

Den nye analyse af data fra IMpassion130 viste, at niveauet af PD-L1 mRNA-ekspression i de plasmaafledte eksosomer tilsyneladende kan anvendes som en valid indikator for, hvilke patienter, der responderer særlig godt på kombinationsbehandling, og herved opnår en længere samlet overlevelse (OS).

Komplet respons korreleret til højere niveauer

Analysen inkluderede 77 patienter med inoperabel, lokalavanceret TNBC, som havde modtaget behandling med atezolizumab plus nab-paclitaxel. Patienterne fik taget blodprøver ved baseline og henholdsvis 28 og 56 dage efter påbegyndt behandling. Niveauet af PD-L1 mRNA i plasmaafledte eksosomer blev målt ved hjælp af det digitale Bio-Rad QX100 dråbe PCR-system og et exoRNeasy-værktøj, mens den objektive responsrate blev defineret i henhold til RECIST v1.1-kriterierne.

Data viste, at de 28 ud af 77 patienter, som opnåede komplet eller partiel respons på behandlingen, havde et signifikant højere antal af PD-L1 mRNA-kopier i plasma per ml (785,6 (±121.1) kopier/ml) sammenlignet med de 49 patienter, der havde stabil sygdom eller progredierede under behandlingsperioden (114,7 (±31.4) kopier/ml).  

Sammenhæng mellem fald og overlevelse

Data viste videre, at mRNA-kopiniveauet faldt efter endt behandling. Patienter, der fik komplet eller partiel respons på behandlingen, oplevede, at deres gennemsnitlige niveau af PD-L1 mRNA-kopier i plasma faldt fra 747,6 kopier/ml ved baseline til 175,4 kopier/ml to måneder efter endt behandling. Patienterne med stabil sygdom oplevede, at niveauet af PD-L1 mRNA-kopier i plasma vedblev at være ret konstant, mens patienter med progredierende sygdom havde et højere niveau af PD-L1 mRNA-kopier i plasma to måneder efter endt behandling sammenlignet med ved baseline.

De patienter, som oplevede en stigning i antallet af PD-L1 mRNA-kopier i plasma efter endt behandling havde en signifikant kortere PFS og OS end de patienter, som oplevede et fald. Patienterne levede i gennemsnit to til syv måneder efter endt behandling, mens patienter, som oplevede et fald i antallet af PD-L1 mRNA-kopier i plasma, gennemsnitligt levede otte til 15 måneder.