Skip to main content

 

Trodelvy forlænger overlevelsen uanset Trop-2-udtryk

SABCS: Antistoflægemiddelkonjugatet Trodelvy (sacituzumab govitecan) binder sig specifikt til Trop-2-proteinet. Nu viser en ny analyse, at behandlingen giver bedre resultater end kemoterapi, uanset hvor højt et Trop-2-udtryk patienten har.

Analysen af TROPiCS-02 blev præsenteret på SABCS 2022 (abstract #GS5-11).

Trop-2-udtryk kunne vurderes hos 462 ud af 543 deltagere i TROPiCS-02. 42 procent havde en Trop-2 H-score <100, og 58 procent havde en H-score ≥100. Sacituzumab govitecan forlængede den progressionsfri overlevelse (PFS) og den samlede overlevelse (OS) i begge grupper.

Blandt patienter med Trop-2 H-score <100 var median PFS 5,3 måneder med sacituzumab govitecan mod 4,0 måneder med kemoterapi (HR 0,77; 95% CI, 0,54-1,09). Median-OS var 14,6 mod 11,3 måneder (HR 0,75; 95% CI, 0,54-1,04).

Blandt patienter med Trop-2 H-score ≥100 var median PFS 6,4 måneder mod 4,1 måneder (HR 0,60; 95% CI, 0,44-0,81). Median OS var 14,4 mod 11,2 måneder (HR 0,83; 95% CI, 0,62-1,11).

Ikke nødvendigt at teste for Trop-2

Ifølge forskerne bag TROPiCS-02 viser resultaterne, at sacituzumab govitecan er en effektiv ny behandlingsmulighed for patienter med endokrinresistent HR+, HER2-negativ metastatisk brystkræft, og at det ikke er nødvendigt at teste for Trop-2-udtryk, før behandlingen gives.

I TROPiCS-02 deltog 543 patienter med metastatisk HR+/HER2-negativ brystkræft, som tidligere var behandlet med endokrin behandling, CDK4/6-hæmmere og to til fire linjer med kemoterapi. Patienterne blev randomiseret 1:1 til enten sacituzumab govitecan eller lægens valg af kemoterapi (eribulin, capecitabin, gemcitabin eller vinorelbin).

De første overlevelsesdata blev præsenteret i efteråret på ESMO 2022 og viste, at den samlede overlevelse (OS) var signifikant forlænget med sacituzumab govitecan sammenlignet med kemoterapi; 14,4 måneder mod 11,2 måneder (HR 0,79; 95% CI 0,65-0,96) ved en median opfølgning på 12,5 måneder.

Sacituzumab govitecan forlængede også PFS signifikant sammenlignet med kemoterapi – 5,5 måneder mod 4,0 måneder (HR 0,66; 95% CI 0,53-0,83).

Afvist af Medicinrådet

I slutningen af november besluttede Medicinrådet sig for ikke at anbefale sacituzumab govitecan mod ikke-resektabel eller metastatisk triple-negativ brystkræft (mTNBC) i tredje linje eller senere.

Rådet vurderede ellers, på baggrund af data fra fase III-studiet ASCENT, at sacituzumab govitecan forlænger patienternes levetid med knap fem måneder sammenlignet med den nuværende standarbehandling kemoterapi (eribulin, vinorelbin, capecitabin eller gemcitabin). Men behandlingen er for dyr, lød det fra Medicinrådet.

”Behandling med sacituzumab govitecan er […] væsentligt dyrere end den nuværende standardbehandling, og Medicinrådet vurderer samlet set, at omkostningerne til behandlingen er for høje.” 

Beslutningen blev kritiseret af Danske Patienters to repræsentanter i Medicinrådet, af Kræftens Bekæmpelse og af Dansk Brystkræft Organisation (DBO). I en pressetekst fra DBO udtalte overlæge Ann Knop fra Rigshospitalet:

”Det er selvfølgelig rigtig dårlig nyt for de danske patienter, at de ikke har mulighed for behandling med sacituzumab govitecan – ikke på grund af effekten og bivirkningerne, men på grund af prisen. Medicinrådet har estimeret, at cirka 60 patienter årligt - teoretisk set - kunne komme i betragtning til den behandling, hvilket forekommer at være sat meget højt, da patienterne samtidig skal være i rigtig god almen tilstand. Desværre betyder afgørelsen jo også, at nogle danske patienter vil opsøge vores nabolande eller private hospitaler i håbet om en levetidsforlængelse.”