Nye detaljer fra DESTINY-studier bekræfter Enhertus potentiale ved tidlig sygdom

SABCS: Opdaterede data fra Destiny-Breast05 og Destiny-Breast11-studierne understreger endnu engang de praksisændrende fordele ved Enhertu (trastuzumab deruxtecan, T-DXd) som neoadjuverende og adjuverende behandling af tidlig højrisiko HER2-positiv brystkræft. Der er dog fortsat en del ubesvarede spørgsmål, lyder det fra ledende overlæge Hella Danø.

T-DXd har de seneste år løbet med en stor del af opmærksomheden, særligt på de lægefaglige kongresser.

Det var ingen undtagelse ved årets SABCS-kongres i San Antonio, hvor opdaterede resultater for T-DXd fra en række af DESTINY-BREAST-studierne blev præsenteret.

Heriblandt opdaterede effekt- og sikkerhedsdata for både den adjuverende setting i DESTINY-Breast05-studiet (abstract #RF6-01) og i den neoadjuverende setting i DESTINY-Breast11-studiet (abstract # RF6-02) til tidlig højrisiko HER2-positiv brystkræft.

Data understreger gang på gang de gode effekter ved T-DXd, der ifølge ledende overlæge ved Onkologisk og Palliativ Afdeling på Nordsjællands Hospital, Hella Danø, fortsat ser meget lovende ud. 

“Det er jo et stof, som er enormt lovende, uanset hvordan man kigger på det, så det bliver rigtig interessant at følge, når lægemidlet kommer ind i behandlingslinjerne til tidlig brystkræft,” siger hun.

Tidligere resultater fra DESTINY-studierne har gang på gang fastslået, at T-DXd er en potent nyt ADC, der giver flotte responsrater på tværs af kræfttyper. Senest har DESTINY-Breast-studierne vist lovende takter i den tidlige setting.

Risikoen er den samme

På trods af responsrater som flere onkologer tidligere har omtalt som imponerende, viser data også, at T-DXd er en mere bivirkningstung behandling – særligt når det kommer til interstitiel lungesygdom (ILD). 

De nyeste data fra DB05 viser, at timingen af adjuverende stråleterapi ikke påvirkede forekomsten af ​​​​behandlingsrelaterede ILD ved adjuverende T-DXd. I alt var forekomsten af behandlingsrelaterede ILD 9,6 procent for dem, der modtog T‑DXd. De fleste ILD-hændelser var af grad 1 eller 2, mens 0,2 procent havde grad 5-hændelser.

Forekomsten af ​​investigator-rapporterede pneumonitis efter strålebehandling var ens i begge arme (31,4 procent med T-DXd og 30,5 procent med trastuzumab emtansin (T-DM1)) uden grad ≥3-hændelser.

En ens bivirkningsprofil blev set i DB11 i den neoadjuverende setting, hvor forekomsten af ​​​​behandlingsrelaterede ILD/pneumonitis var lav, med færre grad ≥3 hændelser med T-DXd og T-DXd plus THP-standardbehandling end 'dose-dense' antracyclin og cyclophosphamid efterfulgt af trastuzumab og pertuzumab (ddAC-THP). Der blev der observeret en større forekomst af kvalme og opkast med T-DXd og T-DXd-THP. Derudover var forekomsten af perifer neuropati også højere ved T-DXd-THP – men generelt var der tale om lave bivirkningsgrader og ikke-alvorlige hændelser.

Og netop bivirkningsprofilerne ved -DXd er interessante – særligt i den tidlige setting, da det potentielt er raske patienter, der skal have behandlingen, hvorfor livskvalitetsdata også er vigtige, understreger Hella Danø. 

Derfor vil det hele tiden være en afvejning af, om risikoen kan stå på mål med effekten, siger hun.

“Det vil kræve noget ekstra monitorering, og at vi taler åbent med patienterne om den øgede risiko, men sådan er det jo med meget af den behandling, vi tilføjer,” siger hun.

Fortsat ubesvarede spørgsmål

Sådan har det også tidligere lydt fra overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Kræftbehandling, Christina Bjerre, da nye opdaterede resultater blev præsenteret på ESMO i oktober. 

”Vi kender bivirkningsprofilen på T-DXd fra metastatisk setting, og nu hvor T-DXd rykker helt frem som en del af den kurative behandling, er vi nødt til at være opmærksomme på, at der var to patienter i T-DXd-armen i DB05, som døde af ILD, der er direkte relateret til behandling,” lød det fra Christina Bjerre i efteråret. 

På trods af de nye bivirkningsdata er der dog stadig mange ubesvarede spørgsmål om, hvornår og hvordan vi præcis skal bruge T-DXd ved tidlig brystkræft. 

Skal man anvende behandlingen i den neoadjuverende eller den adjuverende setting? Og hvad gør man for eksempel med patienter, der har fået T-DXd neoadjuverende, men ikke opnår patologisk komplet respons (pCR)? Skal de have endnu en omgang T-DXd eller ej?

Det er endnu ubesvarede spørgsmål, som også i efteråret stod hen i det uvisse.

”Det er det spørgsmål, alle stiller sig selv, og vi får ikke svar på det i studierne. Der er behov for et studie, som afklarer det spørgsmål, og så har vi brug for at undersøge nærmere, om vi kan skræddersy behandlingen til den enkelte patient,” lød det dengang fra Christina Bjerre.