Lungekræftpatienterne fortjener langt mere opmærksomhed

- først med nyheder om medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Adjuverende Tagrisso medfører færre hjernemetastaser

ESMO: Behandling med adjuverende Tagrisso (osimertinib) giver signifikant nedsat hyppighed af hjernemetastaser  i tumorresekterede patienter med EGFR-muteret ikke-småcellet lungekræft (NSCLC).

Det viser en subanalyse af resultater fra ADAURA-studiet, der har undersøgt adjuverende osimertinib over for placebo, og som er blevet præsenteret (Abstrakt LBA1) på årets virtuelle ESMO-kongres.

Resultater viser, at patienter, som blev behandlet med adjuverende osimertinib generelt oplevede færre lokale og regionale tilbagefald end patienter, som fik placebo (11 procent vs. 46 procent). Og de patienter i osimertinib-armen, som fik recidiv, havde en lavere incidens af metastatisk sygdom (38 % vs. 61 %), inklusiv nedsat hyppighed af hjernemetastaser. Adjuverende osimertinib reducerede risikoen for hjernemetastaser med 82 procent sammenlignet med placebo (HR=0,18 95% CI 0,10-0,33, P<0,0001).

"Reduktionen i hyppigheden af hjernemetastaser under adjuverende behandling med osimertinib er temmelig imponerende.  Patienterne er dog kun observeret i to år, og vi ved derfor ikke med sikkerhed om behandlingen reelt reducerer risikoen for tilbagefald i hjernen. Men der er evidens for, at den forsinker tilbagefald i hjernen, og det er et vigtigt endepunkt for patienterne.  Studiedata er fortsat præmature, og vi mangler også at se overlevelsesdata," siger Halla Skuladottir, overlæge på Onkologisk Afdeling ved Hospitalsenheden Vest .

Effektdata præsenteret på ASCO

Præsentationen af resultater fra ADAURA på ESMO følger i kølvandet på en præsentation af primære effektresultater, som havde en fremtrædende plads på årets ASCO. 

Effektdata fra studiet viste, at patienter med stadie II-IIIA i den osimertinib-armen havde 83 procent mindre risiko for recidiv eller død end patienter i placebo-armen. I den samlede patientkohorte (IB-IIIA) reducerede osimertinib risikoen for recidiv eller død med 79 procent sammenlignet med placebo. Den recidivfri OS efter to år i den samlede population var 89 procent med osimertinib og 53 procent med placebo.

ADAURA inkluderede 682 patienter med primær ikke-planocellulær stadie IB/II/IIIA EGFR-muteret NSCLC. Efter komplet resektion af tumor blev patienterne randomiseret til adjuverende osimertinib eller placebo

Data er stadig præmature

Til trods for de "imponerende" data er det, ifølge Halla Skuladottir, nødvendigt at se tiden og vente på, at ADAURA kaster flere data af sig.

"Ud fra de data, vi har set indtil videre, kan vi ikke afgøre, om det er en god ide at behandle samtlige kurativt resekterede patienter med osimertinib. Her mangler vi OS-data, for at vejlede os i den beslutning. Størstedelen af NSCLC-patienter i de laveste stadier får ikke tilbagefald af sygdom, og derfor er det langt fra sikkert, at de alle skal behandles med medicin i op til to år efter operation. Langvarig behandling er altid forbundet med bivirkninger, og vi skal så vidt mulig undgå at behandle patienterne unødigt," siger Halla Skuladottir.

Hun tilføjer: "Vi ved, at osimertinib har god effekt, når patienterne har fået konstateret tilbagefald , bl.a. på hjernemetastaser. Så inden vi har OS-data, er det vanskeligt at sige, om det er bedst at vente med at starte behandlingen, indtil patienterne har fået tilbagefald. Der er flere ubesvarede spørgsmål som for eksempel, om der hurtigere udvikles modstandsdygtighed over for TKI behandling, når den bruges til behandling af patienter med tilbagefald, hvis de har fået behandlingen adjuverende."

Data fra ADAURA blev præsenteret på Presidential Symposium I lørdag aften på ESMO. Fremlæggelsen kan streames her hvis man er logget ind: https://virtualcongress2020.esmo.org/Program/esmo/esmo2020/en-GB 

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift