Protein kan potentielt forudsige effekten af immunterapi
Proteinet Ambra1 har stor betydning for, hvordan immunforsvaret opfører sig overfor kræft og kan potentielt forudsige, hvilke patienter med modermærkekræft der har gavn af immunterapi.
Det viser ny forskning fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der også er udgivet i Journal for ImmunoTherapy of Cancer.
I undersøgelsen har forskerne set på to typer af T-celler i immunforsvaret: Cytotoksiske T-celler og regulatoriske T-celler. Resultaterne viser blandt andet, at når mængden af proteinet Ambra1 i kræftcellerne er lav, er der samtidig færre af de regulatoriske T-celler i tumorens mikromiljø.
Hvis niveauet af regulatoriske T-celler er lavt, vil der være en særlig god effekt af at aktivere immunforsvaret gennem immunterapi. I forsøg med mus så forskerne, at når de fjernede Ambra1, virkede behandling med checkpoint-hæmmere særligt effektivt.
Seniorforsker og lektor Daniela De Zio fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der har ledet den nye undersøgelse i samarbejde med blandt andre professor Per Guldberg, håber, at resultaterne kan føre til, at Ambra1 kan bruges til at forudsige, hvilke patienter der vil have gavn af behandling med immunterapi med checkpoint-hæmmere.
”Hvis mængden af Ambra1 er lav i kræftcellerne, opstår der et mikromiljø, som gør, at checkpoint-hæmmere er særligt effektive. Vores fund skal undersøges nærmere, men vi håber, det kan føre til at Ambra1 kan blive brugt som en markør, der kan forudsige, hvilke patienter der vil have gavn af behandlingen,” siger Daniele De Zio i en pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse.
Kliniske forsøg er næste skridt
Selv om immunterapi har vist særligt gode resultater i behandling af modermærkekræft, er der stadig patienter, hvor behandlingen ikke virker, enten fra starten eller fordi kræften bliver modstandsdygtig med tiden.
Hvis Ambra1 kan bruges som biomarkør, vil det bane vejen for en bedre brug af den eksisterende behandling med checkpoint-hæmmere. Det vil spare de patienter, der ikke har gavn af behandlingen, for bivirkninger og give en mulighed for, at disse patienter hurtigt kan få tilbudt en anden og potentielt mere effektiv behandling, lyder det fra Daniela De Zio.
Indtil videre er forsøgene udført i laboratoriet, men forskerne arbejder videre for at bekræfte effekten af Ambra1 hos patienter.
