Skip to main content

 

Tumormutationsbyrde er prædiktiv markør for effekten af immunterapi

Skrevet af Gorm Palmgren den . Skrevet i Lungekræft.

WCLC: Et nyt studie peger på signifikant korrelation mellem tumormutationsbyrde (TMB) og samlet overlevelse (OS) samt progressionsfri overlevelse (PFS) hos patienter med pladecelle ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), som bliver behandlet med immun-checkpoint hæmmere (ICI).

Opdagelsen kan bane vejen for mere effektiv screening af patienter før immunterapi.

Patienter responderer ikke lige godt på ICI, og forskere leder derfor efter prædiktive biomarkører for behandlingsrespons. Tidligere studier har vist, at ekspressionsniveauet af immun-checkpointet PD-L1 har en vis prædikativ værdi for effekten af ICI. Det samme er tilfældet for TMB, som er et udtryk for antallet af somatiske mutationer i et tumorgenom og har vist sig at variere kraftigt både mellem tumortyper og mellem patienter med samme tumortype.

Lægen Fred R. Hirsch fra Mount Sinai Health System i New York præsenterede (abstrakt OA01.04) resultaterne af den nye undersøgelse i fredags på den globale lungekræftkonference WCLC. Studiet tog udgangspunkt i molekylære PD-L1 ekspression) og genetiske analyser (TMB) af væv fra patienter, der havde deltaget i de to kliniske fase II- og III-studier, S1400I og S1400A.

Her var patienterne randomiseret til forskellige kombinationer af ICI-medikamenterne nivolumab, ipilimumab og durvalumab, og man kendte således deres kliniske forløb. TMB blev målt ved hjælp af den klinisk validerede protokol FoundationOne, som er baseret på næste generations sekvensering (NGS), mens PD-L1-ekspression blev målt immunohistokemisk ved hjælp af mærket nivolumab.

TMB, men ikke PD-L1-ekspression korrelerer med OS og PFS

Resultaterne viste, at der ikke var nogen korrelation mellem TMB og PD-L1-eskpression. Patienter med høj PD-L1 havde en lille, men ikke-signifikant forbedring af OS (HR=0,70; p=0,129) og PFS (HR=0,72; p=0,128). Derimod korrelerede TMB signifikant med ICI behandlingseffekt på både OS (HR=0,80; p=0,008) og PFS (HR=0,80; p=0,004). Der var bedre korrelation med TMB, når denne blev opgjort som en kontinuer variabel fremfor at være kategoriseret som enten høj eller lav.

Kombinationen af PD-L1 og TMB korrelerede til en vis grad med både OS og PFS, men resultaterne tydede på, at korrelationen primært var drevet af TMB. Patienter, som både havde høje PD-L1-og TMB-værdier, havde moderat bedre OS (HR=0,46; p=0,012) og PFS (HR=0,49; p=0,010) end patienter, hvor begge værdier var lave.  

Forskerne bag undersøgelsen vil nu forsøge at klarlægge den biologiske baggrund for, hvordan TMB kan påvirke det kliniske respons på ICI-behandling.