Nye anbefalinger for behandling af uhelbredelig lungekræft
Medicinrådet har godkendt en ny lægemiddelrekommandation vedrørende førstelinjebehandling af uhelbredelig ikke-småcellet lungekræft (NSCLC). Anbefalingerne træder i kraft 1. maj 2022.
Af lægemiddelrekommandationen, som også indeholder en behandlingsvejledning, fremgår det, at mindst 95 procent af NSCLC-patienter med EGFR-mutation skal have Tagrisso (osimertinib), mens andetvalget bør være Erlotinib ”Teva” eller Gefitinib ”Accord”.
Mindst 95 procent af NSCLC-patienter med ALK-translokation skal have Alunbrig (brigatinib), mens andetvalget skal være Alecensa (alectinib). Tredjevalg bør være Xalkori (crizotinib) og fjerdevalg Zykadia (ceritinib).
Patienter med ikke-planocellulær eller planocellulær NSCLC og PD-L1-ekspression på mindst 50 procent skal have enten Keytruda (pembrolizumab), Libtayo (cemiplimab) eller Tecentriq (atezolizumab). Udbud/prisregulering er i gang på nuværende tidspunkt, og anbefalingen opdateres derfor i ny version til marts.
I rekommendationen lyder det endvidere, at mindst 80 procent af patienter med planocellulær og ikke-planocellulær NSCLC og PD-L1-ekspression på 1-49 procent skal have Keytruda i kombination med kemoterapi. Andetvalg skal være platinbaseret kemoterapi. Det samme gælder for patienter med ikke-planocellulær NSCLC og PD-L1-ekspression på under 1 procent. Patienter med planocellulær NSCLC og PD-L1-ekspression på under 1 procent skal derimod tilbydes platinbaseret kemoterapi.
Medicinrådet gør opmærksom på, at der kun hos patienter med ALK-translokation er ligestillede lægemidler som første valg. Her er rækkefølgen, jævnfør det kliniske sammenligningsgrundlag vedrørende behandling med Alecensa og Alunbrig, udelukkende baseret på lægemiddelpriser over en periode på 24 måneder, da omkostningerne til administration, monitorering, bivirkninger og efterfølgende behandling blev vurderet ens for de to ligestillede lægemidler.
Kun hos patienter med aktiverende EGFR-mutation er der ligestillede lægemidler som andet valg. Disse er opstillet i ikke-prioriteret rækkefølge, og Medicinrådet har ikke udarbejdet et udvidet sammenligningsgrundlag, da antallet af patienter, som ikke behandles med det anbefalede førstevalg, forventes at være meget lille
