Skip to main content

 

Taxan-kombi har størst effekt mod NSCLC i 2. linje efter IO-CT

Skrevet af Anne Mette Steen-Andersen den . Skrevet i Lungekræft.

WCLC: Patienter med ikke småcellet lungekræft, som progredierer under førstelinjebehandling med kemo-immunterapi, vinder flest ekstra levemåneder, hvis de behandles med taxan plus anti-angiogen terapi frem for andre kemoterapiregimer i anden linje.

Det viser analyser af data fra et internationalt studie, der har undersøgt outcome af behandling med en række forskellige kemoterapiregimer i anden linje i patienter med ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), som er progredieret under førstelinjebehandling med kemo-immunterapi (IO-CT). Studiet er det første studie, som tilvejebringer data om effekten af andenlinjebehandling efter kemo-immunterapi i denne patientgruppe.

I studiet har forskerne sammenlignet effekten af at give henholdsvis taxan-monoterapi (T-mono), taxan plus anti-angiogen terapi (T-AA), platinbaseret kemoterapi og andre kemo-regimer i anden linje efter førstelinjebehandling med IO-CT. Efter en median opfølgningstid på 8,3 måneder viser data, at patienter, der fik T-mono, havde en median samlet overlevelse (mOS) på 6,4 måneder. For patienter, der fik platinbaseret kemoterapi og anden kemoterapi var tallet henholdsvis 14,6 måneder og 7,7 måneder, mens mOS i T-AA-gruppen ikke var nået ved data-cutoff. Den mediane progressionsfri overlevelse (mPFS) var længst blandt de patienter, der fik platinbaseret kemoterapi.  

Studiet blev præsenteret på en oral session d. 8. august på den globale lungekræftkongres WCLC i Wien.

Højt PD-L1-udtryk giver længere OS

Studiet har et retrospektivt design. Det har inkluderet 125 patienter med NSCLC, som var progredieret under førstelinjebehandling med IO-CT. Data blev indhentet fra patienternes journaler. Patienterne havde en gennemsnitsalder på 62 år, 32 procent var kvinder, 91 procent var rygere, 75 procent havde en adenokarcinom-histologi, og 13 procent havde et højt PDL-1-udtryk. Patienter, der fik targeteret behandling i anden linje, blev ekskluderet fra studiet. 39 procent af patienter fik andenlinjebehandling med T-mono, 15 procent fik T-AA, 9 procent fik platinbaseret kemoterapi, 14 procent fik anden kemoterapi, mens de sidste 23 procent fik anden behandling.

Studiets primære endepunkt var OS-L2 defineret som tid fra opstart af andenlinjebehandling til død. De sekundære endepunkter inkluderede PFS og objektiv responsrate (ORR)

Data viser, at ORR var 20 procent i den samlede population; 19 procent i T-mono-gruppen, 10 procent i T-AA-gruppen, 0 procent blandt de patienter, som fik platinbaseret kemoterapi og 13 procent blandt de patienter, som fik anden kemoterapi.

Blandt de patienter, som var resistente over for IO-CT i første linje (n=21) var mOS-L2 ikke nået i den platinbaserede kemoterapi-gruppe, mens mOS-L2 var 4,8 måneder, 5,2 måneder og 6,7 måneder i henholdsvis T-mono-, T-AA- og anden kemoterapi-gruppen.  

Data viser ydermere, at patienter med et højt PD-L1-udtryk generelt havde en længere OS-L2, end patienter med et mellemliggende eller et lavt PD-L1-udtryk (10,1 måneder versus 8,3 og 6,7 måneder). Den samme tendens blev observeret i forhold til PFS-L2.