Immunterapi giver kortere langtidsoverlevelse i klinikken end i kliniske studier

ESMO: Real-world patienter med avanceret ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), som bliver behandlet med immunterapi som monoterapi i første linje, har dårligere langtidsoverlevelse end patienter, der får den samme behandling i et randomiseret klinisk studie-setup.

Det viser helt nye retrospektive og prospektive resultater fra et dansk kohorte studie, der blev præsenteret på en poster (abstract #1114P) på den europæiske kræftkongres ESMO 2022. Studiet har analyseret data fra 729 patienter med NSCLC, som har modtaget behandling med immunterapi som monoterapi i første eller anden linje på fire danske centre i perioden september 2015 til oktober 2018 (retrospektive data) og april 2018 til april 2021 (prospektive data). Disse data er sammenlignet med data fra pivotale randomiserede kliniske studier (RCT).

Den mediane samlede overlevelse (OS) i første linje var 20,4 måneder, mens den var 11,4 måneder i anden linje (HR 1,48, 95%CI 1,25-1,75). Den estimerede sandsynlighed for at være i live var 30 procent ved tre år, 23 procent ved fire år og 13 procent ved fem år efter endt førstelinjebehandling.

For patienter, der fik behandlingen i anden linje var tallene henholdsvis 17 procent, 13 procent og 11 procent. Hvad angår andenlinjebehandling er der ikke forskel på real world-data og data fra RCT, men det er der i første linje. Her er real world-data for OS lidt dårligere, end de var i det kliniske studie, der lå til grund for godkendelsen af immunterapi i første linje til NSCLC (KEYNOTE-24).

Birgitte Bjørnhart

“KEYNOTE-24 er stærkt selekteret, og har bl.a. ekskluderet patienter med performancestatus 2, særlige komorbiditet samt alle patienter med nydiagnosticerede hjernemetastaser. Så det var egentligt forventeligt, at vores mere heterogene real world-population ville have en dårligere langtidsoverlevelse end den, der er blevet observeret i KEYNOTE-24,” siger Birgitte Bjørnhart, afdelingslæge på Onkologisk Afdeling ved Odense Universitetshospital.

Birgitte Bjørnhart er førsteforfatter på studiet, som udspringer af et tidligere nationalt samarbejde omkring real-world patienter.

Mangler viden om langtidsoverlevere

At patienterne i real world-populationen klarer sig lidt dårligere end RCT-populationen er imidlertid, ifølge Birgitte Bjørnhart, ikke den vigtigste take-home-message fra studiet.

”Det vigtigste budskab er, at NSCLC-patienter behandlet med immunterapi i første linje har en langt bedre median- og langtidsoverlevelse end vi nogensinde har set med kemoterapi alene. Vi har patienter, som fortsat er i live efter fem år – og endog nogen, der endnu ikke har progression af deres lungekræft på det tidspunkt. Det så vi ikke på kemoterapi. Det viser, hvor stor en forskel indførelsen af immunterapi har gjort for danske lungekræftpatienter – ikke kun på den korte bane. Det understøtter vores tro på, at nogen patienter kan leve meget længe efter, at de har fået immunterapi. Den berømte ’hale’ af langtidsoverlevere beskrevet i randomiserede kliniske studier ser vi altså også i klinikken,” siger hun.

Der findes for nuværende ikke meget viden om, hvad der karakteriserer den gruppe patienter, der bliver langtidsoverlevere på immunterapi. Birgitte Bjørnhart og resten af forskerne arbejder aktuelt på at få  opgjort langtidsoverlevelsesdata fra patienter fra alle 11 danske centre, som har behandlet NSCLC-patienter med immunterapi i første og senere linjer. Gruppen har tidligere publiceret danske nationale data på denne population, men med kortere opfølgningstid. Håbet er, at det større patientgrundlag ved en fuld national opdatering kan give et bedre indblik i langtidsoverlevernes karakteristika.

”Hvorfor får én patient et varigt respons på immunterapi, mens det ikke er tilfældet for en anden patient? Vi ønsker at blive klogere på, hvad der karakteriserer langtidsoverleverne – ikke mindst fordi vi gerne fremadrettet vil blive bedre til at hjælpe de patienter, der for nuværende ikke bliver langtidsoverlevere,” siger Birgitte Bjørnhart.

Patienterne i studiet havde en gennemsnitsalder på 68 år (22 procent ≥75 år, og 51 procent var kvinder. 18 procent havde performancestatus (PS) ≥2, mens 39 procent havde moderat eller alvorlig komorbiditet. Den mediane opfølgningstid var 48,7 måneder (IQR 37,2-54,3). Ni procent af patienterne i studiet gennemførte en fuld toårig immunterapeutisk behandling.

Data viser, at det at være kvinde, være <75 år, have PD-L1 ≥ 50 procent, performancestatus <2, ingen lever- eller knoglemetastaser og en Khorana score på <2 (score baseret på bl.a. blodprøveværdier ved baseline) var faktorer, der var associeret med en længere OS.

Mere selekteret population i første linje RCT

Studiet har også kigget på langtidsoverlevelsen, når immunterapien gives i anden eller senere linjer til patienter med NSCLC i klinikken. Når  OS-data fra disse patienter sammenlignes med OS-data fra patienter i de tilsvarende RCT’er, er overlevelsen fuldt  sammenlignelig – både median OS og tre, fire og femårs-overlevelsesraterne.

”Det giver egentlig god mening, at det forholder sig sådan. De randomiserede kliniske studier bliver typisk mere og mere  selekterede i takt med lægemidler rykker op i linjerne . De patienter, der bliver inkluderet i studier, der undersøger et lægemiddel i anden linje eller senere, er altså generelt mere sammenlignelige med de patienter, vi behandler i klinikken,” siger Birgitte Bjørnhart.

På sigt ønsker forskerne at undersøge patienter med NSCLC, der har fået kombinationsbehandling med immunterapi og kemoterapi i første linje. De arbejdet mod at kunne undersøge dette nationalt, så det er muligt at sammenligne med de nationale data på monoterapi, når disse data fra alle afdelinger også i fremtiden er opdaterede.