Skip to main content

 

Ny ROS1-hæmmer viser lovende respons mod ROS1-positiv NSCLC

ROS1-hæmmeren taletrectinib (AB-106/DS-6051b) har vist opmuntrende responsrater og en gunstig sikkerhedsprofil hos patienter med ROS1-positiv ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), uanset tidligere behandling med crizotinib (Xalkori). 

Den 3. august 2022 gav det amerikanske lægemiddelorgan, FDA, taletrectinib betegnelsen ”breakthrough therapy” som behandling af voksne med fremskreden eller metastatisk ROS1-positiv NSCLC, der er behandlingsnaive i forhold til ROS1-hæmmere, eller som tidligere har fået crizotinib.

FDA’s betegnelse er baseret på resultater fra det igangværende fase II-forsøg TRUST (NCT04395677), publiceret i Journal of Clinical Oncology. Forsøget har overordnet responsrate (ORR) som primært endepunkt, mens sekundære endepunkter inkluderer sygdomskontrolrate (DCR), progressionsfri overlevelse (PFS), og sikkerhed.  

De foreløbige resultater fra TRUST viser, at: 

  • ORR blandt crizotinib-naive patienter var 92,5 procent, mens DCR var 95,5 procent.
  • ORR blandt de crizotinib-forbehandlede patienter var 50,0 procent med en DCR på 78,9 procent. Derudover var ORR hos de 5 patienter med ROS1 G2032R-mutationer 80 procent, hvoraf 4 opnåede en delvis respons og 1 opnåede stabil sygdom.
  • Af patienterne med målbare hjernetumorer var den intrakranielle ORR 91,7 procent og den intrakranielle DCR 100 procent.
  • Median-PFS er endnu ikke nået for nogen af kohorterne.