Tillæg af Libtayo til kemo i 1L øger fortsat OS i avanceret NSCLC efter mere end to års follow-up
ELCC: Libtayo (cemiplimab) i kombination med kemoterapi i første linje forsætter med at demonstrere en signifikant overlevelsesfordel hos patienter med lokalavanceret - eller metastatisk ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) sammenlignet med kemoterapi alene.
Det viser opfølgningsdata fra fase III-studiet EMPOWER-3 Lung, der blev præsenteret torsdag d. 30. marts på den europæiske lungekræftkongres ELCC2023 (abstract #5O).
Data efter 28,4 måneders follow-up bekræfter, at tillæg af PD-1-hæmmeren cemiplimab til dobbelt platinbaseret kemoterapi i første linje forbedrer den samlede overlevelse (OS) signifikant i patienter med lokalavanceret eller metastatisk NSCLC uden EGFR, ALK eller ROS1-mutationer sammenlignet med kemoterapi alene. Den mediane OS i cemiplimab-armen var således 21,1 måneder versus 12,9 måneder i kontrolarmen (HR = 0,65, 95% CI 0,51-0,82, P = 0,0003).
EMPOWER-3 Lung rapporterede etårsdata på den europæiske kræftkongres ESMO i efteråret 2021, og her var den mediane OS henholdsvis 21,9 måneder og 13,0 måneder.
Godkendt til begrænset gruppe
I EMPOWER-Lung 3 blev patienter randomiseret 2:1 til at modtage fire serier dobbelt platinbaseret kemoterapi plus 350 mg cemiplimab (n=312) eller placebo (n=154) hver tredje uge i en periode på op til 108 uger. Studiet inkluderede patienter med både planocellulær og ikke-planocellulær sygdom og varierende PD-1-ekspression. Det primære endepunkt var OS, mens de sekundære endepunkter inkluderede progressionsfri overlevelse (PFS) og objektiv responsrate (ORR).
Efter 28,4 måneder var den mediane PFS 8,2 måneder i cemiplimab-armen versus 5,5 måneder i kontrolarmen (HR = 0,55, 95% CI 0,44–0,68, p<0.0001). ORR var henholdsvis 43,6 procent versus 22,1 procent, og responsvarigheden var 16,4 måneder i cemiplimab-armen versus 7,3 måneder i kontrolarmen.
Data fra EMPOWER-Lung 3 viser, at sikkerhedsprofilen for længere tids brug af cemiplimab generelt var sammenfaldende med tidligere rapporterede sikkerhedsdata. Grad ≥3 behandlingsrelaterede bivirkninger forekom således 48,7 procent af patienterne i cemiplimab-armen versus 32,7 procent i kontrolarmen.
I Danmark blev cemiplimab indplaceret direkte i Medicinrådets behandlingsvejledning vedrørende lægemidler til førstelinjebehandling af uhelbredelig NSCLC i efteråret 2021. Tillæg af cemiplimab må imidlertid kun anvendes til patienter med PD-L1-ekspression ≥ 50 procent.
