Endelige data fra CONTACT-01 skuffer: Tecentriq plus TKI er ikke bedre end docetaxel i 2L
ELCC: Behandling med Tecentriq (atezolizumab) plus tyrosinkinasehæmmeren cabozantinib i anden linje har ikke en bedre effekt på den samlede overlevelse (OS) end traditionel kemoterapi hos patienter med avanceret ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), der har fået behandling med immunterapi plus kemoterapi i første linje.
Det viser den endelige OS-analyse fra fase III-studiet CONTACT-01, som blev præsenteret på en Proffered Paper-session torsdag d. 30. marts på ved den europæiske lungekræftkongres ELCC 2023 (abstract #O6). Der mangler fortsat gode behandlingsmulighed til den store gruppe patienter med fremskreden NSCLC, som progredierer på førstelinjebehandling med anti-PD-(L)1 plus platinbaseret kemoterapi. Resultatet er derfor skuffende, siger Jens Benn Sørensen, overlæge på Rigshospitalets onkologiske afdeling.
”Vi har tidligere diskuteret, om det er den rigtige strategi at give fuld skrue fra starten – eller om det er bedre at gemme nogle af ’patronerne i løbet’ til senere linjer. For nuværende er den fremherskende konsensus at give fuld skrue for at få slået kræften så langt tilbage som muligt. Og det har jo også vist sig at bære frugt i og med, at overlevelsen – og inden for avanceret ikke-småcellet lungekræft – har været stødt og roligt stigende de senere år. Men det giver jo så nogle problemer i anden linje, hvor vi aktuelt ikke har så meget at gøre godt med,” siger han.
”Derfor havde jeg også håbet at se, at man ved at lægge en TKI oveni anti-PD-1 i anden linje kunne potentere effekten af anti-PD-1-behandlingen og opnå effekt. Men ud fra disse data at dømme, er denne strategi ikke særlig lovende – i hvert fald ikke i det aktuelle studie.”
Ikke lige til højrebenet
I CONTACT-01 blev patienter med avanceret NSCLC, som var progredieret på førstelinjebehandling med anti-PD-1/PD-L1 plus platinbaseret kemoterapi, randomiseret til tyrosinkinasehæmmeren cabozantinib plus atezolizumab eller docetaxel. Hypotesen forud for studiestart var, at cabozantinib kunne fremme effekten af anti-PD-(L)1.
”Vi har set data, der indikerer, at patienter, som er stoppet immunterapi i første linje, fordi de har været i behandling i de maksimale to år eller patienter, der på grund af bivirkninger har pauseret behandlingen, kan opnå effekt ved genopstart af behandling med immunterapi. Data fra CONTACT-01 tyder på, at det samme ikke gør sig gældende, hvis man først er progredieret på immunterapi – her ligger det ikke lige til højrebenet at forsøge sig med immunterapi igen i anden linje,” siger Jens Benn Sørensen.
”Og hvis man skal, så skal man i hvert fald tilsyneladende kombinere immunterapien med et stof, der kan potentere effekten mere, end cabozantinib er i stand til.”
Ingen fordel ved IO i 2L
CONTACT-01 inkluderede 366 patienter med fremskreden NSCLC, der tidligere var behandlet med og havde progredieret på anti-PD-(L)1 plus platinbaseret kemoterapi. De blev randomiseret til enten atezolizumab plus cabozantinib (n=186) eller docetaxel (n=180). Patienterne blev inkluderet uanset PD-L1-status. De blev stratificeret ud fra histologi og antallet af tidligere behandlingslinjer. Studiets primære endepunkt var OS i ITT-populationen. Sekundære endepunkter inkluderede progressionsfri overlevelse (PFS), objektiv responsrate (ORR), varighed af respons (DoR) og sikkerhed.
Ved data-cutoff i september 2022 var minimum follow-up 10,9 måneder. På dette tidspunkt kunne der ikke observeres en statistisk signifikant OS-fordel ved atezolizumab plus cabozantinib frem for docetaxel. Den mediane OS i den eksperimentelle arm var således 10,7 måneder, mens den var 10,5 måneder i kontrolarmen (HR=0,88 95% CI 0,68-1,16, P=0,3668). Den mediane PFS var henholdsvis 4,6 måneder og 4,0 måneder (HR=0,74 95% CI 0,59-0,92).
98 procent af patienterne i den eksperimentelle arm oplevede bivirkninger til behandlingen, mens det gjorde sig gældende for 94 procent i kontrolarmen. Henholdsvis 17 procent og 14 procent af patienterne valgte at afbryde behandlingen som følge af bivirkninger.