Skip to main content

 

Tillæg af immunterapi til standardbehandling ved NSCLC øger hændelsesfri overlevelse

Stereotaktisk ablativ strålebehandling (SABR) kombineret med immunterapi (I-SABR) forbedrer signifikant den hændelsesfrie overlevelse hos patienter med tidligt stadie eller recidiverende ikke-småcellet lungekræft (NSCLC).

Det viser et nyt randomiseret fase II-studie udgivet i The Lancet.

Et forskerhold har sammenlignet tillæg af immunterapi med brugen af SABR alene blandt patienter med tidligt stadie eller recidiverende node-negativ lungekræft (NSCLC).

Resultaterne viser, at den 4-årige hændelsesfrie overlevelse (EFS) var 77 procent med tillæg (I-SABR) mod 53 procent med SABR alene ved en medianopfølgning på 33 måneder (HR 0,38, 95 % CI 0,19-0,75, P=0,0056).

"Samlet set indebærer resultaterne af forsøget, at den kombinerede metode af I-SABR kan repræsentere en forbedret terapeutisk mulighed for tidligt stadie af NSCLC eller lungeparenkymale recidiv, og give en vigtig præcedens, da fase III forsøg i denne population fortsætter med at opstå," fremgår det i studiet.

Studiet inkluderede 156 deltagere, som blev randomiseret 1:1 til at modtage SABR med eller uden fire cyklusser af Opdivo (nivolumab). Undersøgelsen blev udført på få hospitaler, og er hverken dobbeltblindet eller placebokontrolleret.

Ingen EFS for mutationer

I subgruppeanalysen var der signifikante forbedringer i EFS med I-SABR hos deltagere med tumorer på to cm eller mindre (HR 0,35, 95 % CI 0,14-0,86, P=0,023) og en ikke-signifikant tendens til forbedring for patienter med tumorer større end to cm.

Der var også en signifikant forbedring af EFS blandt behandlingsnaive patienter med sygdom i tidligt stadie (HR 0,32, 95 % CI 0,14-0,74, P=0,0077).

Mens EFS-gevinsten hos patienter med PD-L1-positive tumorer var mere udtalt, havde patienter med PD-L1-negative tumorer også en signifikant fordel (HR 0,27, 95 % CI 0,09-0,81, P=0,012). Det var ikke muligt at måle effektiviteten blandt EGFR-mutationer.

Recidiv af enhver type som første hændelse forekom hos 36 procent af patienterne i SABR-gruppen sammenlignet med 12 procent i I-SABR-gruppen. Anden primær lungekræft blev set hos henholdsvis 8 procent og 3 procent.

Der blev observeret flere grad 3 immunologiske bivirkninger i immunterapi-gruppen, men ellers var bivirkningsprofilen i overensstemmelse med andre studier. 

Stereotaktisk ablativ strålebehandling (SABR) er en moderne RT-teknik, der giver høje doser af stråling til små tumormål.