Skip to main content

 

Ny HER2-TKI viser lovende effekt ved tidligere behandlet HER2-muteret NSCLC

ELCC: Den nye orale HER2-tyrosinkinasehæmmer BAY 2927088 har lovende effekt og en håndterbar sikkerhedsprofil hos patienter med HER2-muteret ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), som tidligere har fået anden systemisk behandling.

Det viser resultater fra fase I/II-studiet SOHO-01, præsenteret på den europæiske lungekræftkongres ELCC 2025 (abstract #3O).

I studiets to ekspansionskohorter modtog patienter med fremskreden HER2-muteret NSCLC, der tidligere var behandlet med mindst én systemisk behandling, oral BAY 2927088 (20 mg to gange dagligt). Kohorte D omfattede patienter uden tidligere HER2-rettet behandling, mens patienter i kohorte E tidligere havde modtaget HER2-rettede antistof-lægemiddel-konjugater (ADC'er), primært trastuzumab deruxtecan (82,4 procent).

Resultaterne viste en objektiv responsrate (ORR) på:

  • 70,5 procent (95 % CI 54,8-83,2) hos patienter uden tidligere HER2-rettet behandling (kohorte D).
  • 35,3 procent (95 % CI 19,7-53,5) hos patienter tidligere behandlet med HER2-ADC (kohorte E).

Sygdomskontrolrate (respons eller stabil sygdom ≥12 uger) var henholdsvis 81,8 procent (kohorte D) og 52,9 procent (kohorte E). Median responsvarighed (DoR) var 8,7 måneder (kohorte D) og 9,5 måneder (kohorte E).

Håndterbar sikkerhedsprofil

BAY 2927088 havde samtidig en håndterbar sikkerhedsprofil, vurderer forskerne bag SOHO-01. Behandlingsrelaterede bivirkninger (TRAEs) blev rapporteret hos 97,4 procent af patienterne. Hyppigste TRAEs var diarré (89,7 procent), udslæt (41 procent) og kvalme (25,6 procent). Ingen patienter måtte stoppe behandlingen på grund af diarré, men 11,5 procent krævede dosisreduktion som følge af diarré. Der blev ikke observeret tilfælde af interstitiel lungesygdom.

Forskerne konkluderer, at BAY 2927088 kan være en ny terapeutisk mulighed for patienter med avanceret HER2-muteret NSCLC, både med og uden tidligere HER2-rettet behandling.