Skip to main content

 

Trastuzumab rezetecan viser aktivitet mod tidligere behandlet HER2-muteret lungekræft

Det nye antistofkonjugat trastuzumab rezetecan har klinisk meningsfuld aktivitet og håndterbar sikkerhed hos patienter med tidligere behandlet HER2-muteret ikke-småcellet lungekræft (NSCLC).

Det viser fase II-studiet  HORIZON-Lung-studiet, der er præsenteret i The Lancet Oncology og hvis formål var at evaluere aktiviteten og sikkerheden af ​​trastuzumab rezetecan ved den anbefalede dosis (4,8 mg/kg intravenøst ​​én gang hver tredje uge).

Studiet blev udført på 35 hospitaler i Kina og havde deltagelse af 94 patienter i alderen 18-75 år med lokalt fremskreden eller metastatisk NSCLC med en HER2-mutation og en Eastern Cooperative Oncology Groups performancestatus på 0-1. Patienterne havde sygdomsprogression efter eller var intolerante over for platinbaseret kemoterapi eller anti-PD-1- eller anti-PD-L1-terapi. Studiets primære endepunkt var objektiv responsrate hos patienter, som modtog mindst én cyklus af trastuzumab rezetecan. 

Ved en median ​​opfølgning på 8,7 måneder havde 69 ud af 94 patienter (73 procent) et bekræftet objektivt respons.

De mest almindelige grad 3-4 behandlingsrelaterede bivirkninger var nedsat neutrofiltal (38 patienter, 40 procent), nedsat antal hvide blodlegemer (25 [27 procent]), anæmi (22 [23 procent]), nedsat antal blodplader (10 [11 procent]) og reduceret antal lymfocytter (7 [7 procent)].

Behandlingsrelaterede alvorlige bivirkninger forekom hos 22 (23 procent) patienter og drejede sig om nedsat antal blodplader (6 [6 procent), nedsat neutrofiltal (6 [6 procent]), interstitiel lungesygdom (5 [5 procent]), nedsat antal hvide blodlegemer (4 [4 procent]), anæmi (4 [4 procent]), lungebetændelse (4 [4 procent]), opkastning (3 [3 procent]), hyponatriæmi (2 [2 procent]) og pyreksi (1 [1 procent]), tyndtarmsobstruktion (1 [1 procent]), kvalme (1 [1 procent]) og kronisk obstruktiv lungesygdom (1 [1 procent]). Der var ingen behandlingsrelaterede dødsfald. 

Trastuzumab rezetecan, der også er kendt som SHR-A1811, består af et humaniseret HER2-rettet monoklonalt antistof, en spaltelig tetrapeptid-baseret linker og en DNA-topoisomerase I-hæmmer.