Skip to main content

 

Nyt stof til NSCL tæt på godkendelse

ALK-hæmmeren Alectinib (Alecensa) har fået en positiv vurdering af Det Europæiske Lægemiddelagenturs lægemiddelkomité CHMP til brug i spredt, ALK-positiv ikke-småcellet lungekræft (NSCL). 

Det betyder, at der kan forventes en endelig godkendelse fra Europa-Kommissionen i februar-marts.

Den positive udtalelse er baseret på to studier, hvor patienter med metastaserende ALK-positiv NSCLC er blevet behandlet med alectinib.

I den ene af undersøgelserne tog det gennemsnitligt 8,9 måneder, før sygdommen igen begyndte at forværres under behandling med alectinib, og tumorerne svandt i 51,4 procent af patienterne, med en gennemsnitlig varighed på 15,2 måneder. I den anden undersøgelse tog det gennemsnitligt 8,2 måneder, før sygdommen begyndte at blive værre, og tumorerne svandt i 52,9 procent af patienterne, med en varighed på gennemsnitligt 14,9 måneder.

Omkring fem procent af patienter med NSCL har ALK-positiv NSCL, og ofte drejer det sig om unge kvinder, hvoraf mange aldrig har røget.

Patienter med ALK-positiv NSCLC har en høj risiko for spredning til hjernen. I de to undersøgelser, som CHMP's positive udtalelse er baseret på, havde kræften hos 60 procent af patienterne allerede spredt sig til hjernen, da de begyndte behandlingen med alectinib. Af disse patienter (med målbare hjernemetastaser) oplevede 64 procent, at deres tumorer krympede ved behandling med alectinib. 22 procent af patienterne havde komplet tumorrespons.

Alectinib er godkendt i USA, Japan, Schweiz og Canada til behandling af patienter med ALK-positiv, spredt NSCLC, hvis sygdom forværret trods behandling med den anden ALK-hæmmer crizotinib.