Edyta Urbanska ved wrap-up præsentationen af BECOME-studiet ved Onkologisk Tidsskrifts møde på ELCC forrige lørdag.
Bispecifikt antistof og Tagrisso viser lovende OS-resultater ved EGFR exon 20-muteret NSCLC
ELCC: Det eksperimentelle bispecifikke antistof becotarug (JMT101) kombineret med Tagrisso (osimertinib) viser lovende resultater på samlet overlevelse (OS) hos platinbehandlede patienter med EGFR exon 20 insertion-positiv ikke-småcellet lungekræft – med bedst effekt hos ctDNA-negative patienter.
Det viser fase II-studiet BECOME (abstract #7MO), præsenteret på European Lung Cancer Congress (ELCC) 2026 og fremhævet af lungeonkolog Edyta Urbanska fra Kræftafdelingen på Rigshospitalet under Medicinske Tidsskrifters wrap-up-møde.
Studiet inkluderede patienter med EGFR exon 20 insertion-muteret ikke-småcellet lungekræft, som havde progredieret efter platinbaseret kemoterapi. Kombinationen af det bispecifikke EGFR-antistof becotarug og højdosis osimertinib (160 mg dagligt) bygger på en dobbelt målretning af EGFR-receptoren. Antistoffet binder til receptorens yderside og dæmper dens aktivitet samt fremmer nedbrydning af receptoren, mens osimertinib hæmmer signaleringen inde i cellen. Tilsammen kan det forstærke den samlede effekt af behandlingen.
Ved en median opfølgning på 26,7 måneder var den mediane samlede overlevelse 18,0 måneder (95% CI: 13,4-22,5).
Tidligere rapporterede effektdata viste en objektiv responsrate på omkring 50 procent og en median progressionsfri overlevelse på cirka 7 måneder, hvilket ifølge Edyta Urbanska placerer behandlingen som en relevant mulighed i en patientgruppe med begrænsede behandlingsalternativer.
"Vi har data på samlet overlevelse på cirka 18 måneder for patienter med EGFR exon 20, og det er en population, hvor vi historisk har haft meget begrænsede behandlingsmuligheder," siger Edyta Urbanska.
Øget effekt af osimertinib
Subgruppeanalyser viste, at effekten af behandlingen afhænger af, hvor i EGFR-genet mutationen (insertionen) sidder.
Patienter med såkaldte far-loop insertioner – altså mutationer placeret længere væk i proteinets struktur – havde længere samlet overlevelse end patienter med near-loop insertioner, som sidder tættere på det aktive område (HR=0,58; P=0,03).
Resultaterne for helikale insertioner (en tredje type, som sidder i en spiralformet del af proteinet) er mere usikre, pointerede Edyta Urbanska.
"Der var lidt bedre tendens til respons hos patienter med mutationer lokaliseret far-loop, men i helix har der kun været ni patienter, så derfor er det for usikkert,"
ctDNA kan blive relevant
En eksplorativ analyse af 43 patienter med tilgængelige plasma- og vævsprøver viste desuden, at baseline cirkulerende tumor-DNA (ctDNA) havde prognostisk betydning. Patienter uden påviselig ctDNA havde længere progressionsfri overlevelse (14,5 versus 6,9 måneder; p=0,008) og samlet overlevelse (36,6 versus 19,2 måneder; p=0,048) sammenlignet med ctDNA-positive patienter, mens der ikke var signifikant forskel i responsrater.
"Patienter, der er positive for ctDNA, har dårligere respons end ctDNA-negative, og det bekræfter, at brug af plasma er meget vigtig."
Ifølge Edyta Urbanska bekræfter resultaterne, at kombinationen kan opnå klinisk relevant sygdomskontrol i en population, der traditionelt har haft dårlig respons på både klassiske EGFR-tyrosinkinasehæmmere og immunterapi, og hvor kemoterapi fortsat har været standardbehandling. Data danner grundlag for igangværende fase III-studier.
