
DLCG-formand: Lungekræftscreening åbner for flere udfordringer
WCLC2018: På sidste års WCLC var det formand for Dansk Lunge Cancer Gruppe (DLCG) Torben Riis Rasmussens forhåbning, at kongressen kunne bringe de danske lungekræftlæger nærmere et svar på, om det er en god ide at indføre CT-screening for lungekræft.
I året, der er gået, er der ikke kommet ny evidens på området, men Torben Riis Rasmussen håber, at en præsentation af opdaterede resultater fra det hollandsk-belgiske studie NELSON på dette års kongres (MA03.05) vil ændre på billedet.
”Vi venter stadig på en konklusion i forhold til CT-screening for lungekræft. Resultaterne fra NELSON-studiet vil være meget afgørende for, hvilken vurdering vi laver i Danmark og i Norden,” siger Torben Riis Rasmussen.
Hans bud er, at anbefalingen fra forskergruppen bag NELSON-studiet bliver en anbefaling af CT-screening på en selekteret patientgruppe, som opfylder nogle bestemte kriterier, f.eks. i forhold til alder og pakkeår (antal år med et dagligt forbrug af 20 cigaretter). Det vil dog åbne for nogle udfordringer, mener Torben Riis Rasmussen.
”Det bliver vanskeligt i praksis at sikre, at risikogruppen ikke bliver udtyndet. Det vil sige at sikre, at de kriterier, der bliver sat op for, hvornår en patient er en risikopatient, bliver overholdt. Man kunne f.eks. forestille sig, at et kriterium hed mindst 30 pakkeår, men at den praktiserende læge presser det, hvis patienten gerne vil have lavet en scanning – sådan at man lægger lidt ekstra på i pakkeår,” siger han.
Udover risikoen for, at kriterierne vil blive udfordret, påpeger Torben Riis Rasmussen også, at en anbefaling af CT-screening indebærer en økonomisk udfordring.
”Det er ikke gratis at screene. Der skal sættes en organisation op, ligesom da man indførte landsdækkende screening for brystkræft og tarmkræft. Ved tarmkræft koster det cirka 100.000 kr. at opdage ét tilfælde af tarmkræft ved screening. Så der skal gøres nogle betragtelige økonomiske og organisatoriske overvejelser, hvis vi skal til at screene for lungekræft,” siger han.
Finder flere i et tidligt stadium
Det eneste sted i verden, hvor screening for lungekræft har været udført i større omfang, er Japan. Her har man siden 1993 tilbudt screening med CT-scanning til både rygere og ikke-rygere i bestemte geografiske områder.
Formålet med screening for lungekræft er selvsagt at opdage lungekræft tidligere, for på den måde at forbedre patientens muligheder. Målt på en international skala ligger Danmark udmærket i forhold til tidlig opsporing af lungekræft, fortæller Torben Riis Rasmussen.
”Vi bliver bedre og bedre, og i en international målestok ligger vi fint. I vores danske lungecancerregister kan vi tydeligt se, at vi finder flere og flere patienter i et tidligt stadium, hvilket indebærer, at flere kan tilbydes operation – som vi stadigvæk regner for den bedste behandling for lungekræft, og den som giver størst sandsynlighed for fuld helbredelse. Det skifter lidt fra år til år, men der er nogle hospitaler, hvor man er helt oppe på, at en tredjedel af de nydiagnosticerede patienter er i et tidligt stadium,” siger han.
Årsagen til den positive udvikling skal både findes i en øget opmærksomhed omkring symptomer på lungekræft og lettere adgang til at henvise patienter til CT-scanning, mener Torben Riis Rasmussen.
”Det skyldes både mediernes bevågenhed, der har hjulpet med at gøre folk opmærksomme, så de tager kontakt til deres læge, hvis de har symptomer på lungekræft. Det skyldes også, at de praktiserende læger har fået lettere adgang til at henvise patienterne til CT-scanning. Det bliver mere og mere udbredt, at den enkelte praktiserende læger henviser patienten til en scanning på mistanke om lungekræft. De kriterier, der er opsat for henvisning til CT, er ret vide, så det har sænket tærsklen for, hvornår en patient bliver undersøgt,” siger han.
Resultaterne fra NELSON-studiet præsenteres mandag den 24. september kl. 11 canadisk tid.
