Danske forskere udpeger barrierer for deltagelse i rehabilitering
WCLC2018: Årsagerne til at nogle patienter med lungekræft ikke deltager i rehabilitering i form af træning er mangefacetteret og begrundes med alt fra tidsmangel og modstand mod det de opfatter som løftede pegefingre.
Det viser en dansk undersøgelse fra Rigshospitalet, der mandag blev præsenteret på WCLC i Toronto (OA04.07).
Forskerne har via interview set på årsagen til, at 50 procent af de adspurgte lungekræftpatienter takkede nej til at deltage i studiet, hvor de skulle deltage i et træningsprogram to gange om ugen enten to eller seks uger efter deres operation. Forskerne håbede på at kunne identificere nogle enkelte barrierer at arbejde videre med, men der viste sig at være en hel palet af forklaringer på, hvorfor patienterne ikke ville deltage i træningen, fortæller klinisk sygeplejespecialist Malene Missel fra Thoraxkirurgisk Klinik på Rigshospitalet.
”Der kom ikke ét facit, som vi kunne arbejde videre med. Det var mere som at åbne op for posen af uendeligt mange grunde til, at folk hellere ville klare sig selv end deltage i et træningsprogram,” siger hun.
En af grundene til, at de adspurgte lungekræftpatienter ikke ønskede at deltage i rehabilitering, var, at træning var så nyt og ukendt for dem, at det var svært for dem at se meningen med det.
”Hvis man ikke har prøvet at træne før, og nogen så kommer og siger, at det er en god ide, så kan det være svært at integrere i ens mind-set, at det er en god ide. Det kan også være, at man er i en familie eller et netværk, hvor det ikke er det, man plejer at være sammen om. Så er det svært at forholde sig til, at man pludselig skal til noget helt andet,” siger Malene Missel.
Somme tider handlede den manglende vilje til at deltage i træning om prioritering, f.eks. i forhold til arbejde, fortæller Malene Missel.
”Folk med en meget stærk arbejdsidentitet følte, at det, at de var tilbage på arbejde, betød, at de var raske igen. Så de prioriterede arbejdet, fordi de ikke orkede det hele på én gang. Andre skulle holde op med at ryge, og så havde de kun energi til det,” siger hun.
Endelig var der også nogen, der sagde nej som en form for oprør over for, hvad de opfattede som en løftet pegefinger.
Det gjorde ingen forskel på patienternes villighed til at deltage, om de fik anbefalet rehabiliteringen af en læge eller tilbudt den af en sygeplejerske.
Brug for individuel tilgang
Studiets resultater vidner om, at det er meget forskelligt fra person til person, hvad det gode liv indebærer, mener Malene Missel.
”Der er ingen tvivl om, at selvom nogle patienter har sagt nej tak til at være med i rehabilitering, føler de stadig, at de er ansvarlige for deres egen sundhed, og de føler pres fra både dem selv og deres pårørende i forhold til, hvad de burde. Men de kan ikke altid overskue det, og det er ikke altid det, de selv anser for at være et godt liv,” siger hun.
Resultaterne kan bruges til at se på, om man kan møde folk på en anden, mere individuel, måde, når man skal engagere dem til at deltage i træning, mener Malene Missel.
”Vi må se på den enkeltes opfattelse af, hvad der er vigtigt for dem, og derigennem hvad der skal til for at få dem med i rehabiliteringen. Måske skal der lægges vægt på samværet, måske på de mentale aspekter. Måske skal træningsprogrammet være mere fleksibelt for dem, der prioriterer deres arbejde højt. Det er ikke, fordi alle skal tvinges til rehabilitering, men vi ved, at træningen giver dem en tro på, at de er raske, og en fællesskabsfølelse, der alt i alt hjælper dem videre,” siger hun.