Neoadjuverende Tarceva forbedrer PFS i EGFR-positiv NSCLC
ESMO2018: Neoadjuverende behandling med Tarceva (erlotinib) forbedrer progressionsfri overlevelse (PFS) hos patienter, som er EGFR-positive, og som gennemgår fuldstændig resektion af fase IIIA-N2-stadium ikke-småcellet lungekræft (NSCLC).
Det viser en randomiseret undersøgelse, som blev præsenteret på ESMO 2018 søndag den 21. oktober.
Undersøgelsen, der bærer titlen CTONG 1103, har sammenlignet Tarceva med gemcitabin plus cisplatin som neoadjuverende behandling, det vil sige inden operation.
I alt 386 patienter fra 17 centre i Kina blev screenet, og 72 blev randomiseret 1:1 til behandling og inkluderet i ’intention-to-treat’-populationen. Den objektive responsrate (ORR) for neoadjuverende Tarceva versus gemcitabin plus cisplatinkemoterapi var 54,1 procent mod 34,3 procent. Efter neoadjuverende behandling undergik 83,8 procent af patienterne i Tarceva-gruppen og 68,6 procent i gemcitabin plus cisplatin-gruppen operation.
Den gennemsnitlige PFS var signifikant længere med Tarceva, nemlig 21,5 måneder, i forhold til gemcitabin plus cisplatin, hvor PFS var 11,9 måneder. Data for samlet overlevelse (OS) er endnu ikke modne.
Grad 3 og 4-toksiciteter var færre i Tarceva-gruppen (nul %) sammenlignet med gemcitabin plus cisplatin-gruppen (29,4 %).
Tony Mok fra det kinesiske universitet i Hongkong kalder CTONG 1103 "et længe ventet studie".
”Denne randomiserede undersøgelse er den første til at demonstrere forbedring i flere parametre, herunder tumorresponsrate, resektionshastighed, større patologisk respons og PFS ved anvendelse af neoadjuverende EGFR-TKI efterfulgt af adjuverende TKI,” siger Tony Mok i en pressemeddelelse.
Han tilføjer, at mens forskellen mellem EGFR TKI og kemoterapi er signifikant, er virkningen af neoadjuverende EGFR-TKI relativt skuffende. Responsraten på 54 procent er lavere end forventet af TKI i fase IV sygdom (cirka 70 %), og kun 13 procent af patienterne havde opnået større patologisk respons. Årsagen til dette er uklart, men man må spørge, om varigheden af neoadjuverende EGFR-TKI i 42 dage er tilstrækkeligt, mener Tony Mok. Samlet set giver undersøgelsen dog begrundelse for at overveje neoadjuverende EGFR-TKI, mener han.
