Måske er tiden inde til at udskifte bemandingen af Medicinrådet

- først med nyheder om medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

PARP-hæmmer virker muligvis mod aggressiv prostatakræft

ESMO: PARP-hæmmeren Lynparza (olaparib) har lovende effekt på en mindre gruppe patienter med avanceret, hormonresistent prostatakræft.

Det antyder tidlige resultater fra fase III-studiet, PROfound, der mandag blev fremlagt (Abstrakt LBA12) på ESMO-kongressen i Barcelona.

Når hormonresistente prostatakræftpatienter med de agressive BRCA-mutationer behandles med PARP-hæmmeren olaparib, bremser det sygdomsprogression og forbedrer muligvis overlevelse, antyder PROfound-resultaterne.

Lynparza (olaparib) har vist sig at virke mod brystkræft, hvor BRCA-mutationerne også optræder, og man ved, at præparatet modificerer og understøtter DNA-reparationsmekanismerne i cancercellen, så mutationerne kan holdes i skak, og så cellen vil dele sig mindre hastigt.

Det baner vejen for en ny tilgang til at behandle de syv-otte procent af prostatakræftpatienter med BRCA-mutationer, som ellers ikke har meget hjælp.

”Det ser ud til at være godt nyt, selvom det er en mindre patientgruppe. Det er et skridt i retningen af at lave præcisionsmedicin, og det har vi manglet til prostatakræftpatienter, hvor der optræder mange forskellige kræftrelaterede genforandringer,” siger Andreas Røder, urolog, PhD og leder af Copenhagen Prostate Cancer Center.

Flere genforandringer under lup

I PROfound-forsøget blev effekten af olaparib på progressionsfri overlevelse målt overfor effekten af de to, nye antihormonpræparater: enzalutamid og abirateronacetat. To grupper af mænd med forbehandlet, metastatisk prostatakræft modtog præparaterne: én gruppe mænd med BRCA1, BRCA2 og ATM-mutationer, og én gruppe mænd med en bredere vifte af mindre kendte defekte DNA-reparationsgener. Begge patientgrupper fik tildelt præparaterne randomiseret, så olaparib blev afprøvet på alle former for mutationer.

4425 mænd blev screenet; 245 randomiseret til kohorte A, 142 til kohort B (65,6 procent havde forudgående taxan).

Resultaterne viste, at:

  • Olaparib forsinkede kræftprogression med ca. fire måneder sammenlignet med de antihormonelle præparater og forbedrede smerteprogression.
  • De foreløbige data antyder, at olaparib forlænger den samlede overlevelse med over tre måneder.

”At se en så markant effekt på sygdomsprogression og andre klinisk relevante effekter, såsom smerteprogression og objektiv responsrate, er en bemærkelsesværdig præstation hos så stærkt forbehandlede patienter med prostatacancer. Behandling af prostatacancer er bagud i brugen af molekylær-målrettet behandling i forhold til andre almindelige solide tumorer, så det er meget spændende, at vi nu kan tilpasse et individs behandling baseret på specifikke genomiske ændringer i deres kræftceller,” udtaler forfatter til studiet, Maha Hussain, i en pressetekst udsendt af ESMO. Hun er professor ved Robert H Lurie Comprehensive Cancer Center, Northwestern University, Chicago, USA.

Der fulgte dog også bivirkninger med olaparib-behandlingen. De mest almindelige bivirkninger for olaparib vs antihormonelbehandling var: anæmi (46,1 v 15,4 procent), kvalme (41,4 v 19,2 procent), nedsat appetit (30,1 v 17,7 procent) og træthed (26,2 v 20,8 procent); Henholdsvis 16,4 og 8,5 procent af patienterne stoppede med behandlingen på grund af bivirkninger.

”Bivirkningerne er fremtrædende ved olaparib, men det er ikke i den alvorlige ende. Vi skal dog have flere detaljer på undersøgelsen, f.eks. hvordan og hvornår de har opsporet patienterne med BRCA-mutationerne, før vi kan vurdere, om det vil være muligt at indføre i praksis. Og så skal vi vide, hvornår det giver bedst effekt at give olaparib i behandlingsprocessen. Men resultaterne og studiet er i hvert fald hypotese-genererende,” siger Andreas Røder.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift