Markant bedre overlevelse med Xtandi for prostatakræft-ramte
Resultaterne af det første sammenlignende studie af Xtandi og bicalutamid hos mænd med metastaseret kastrationsresistent prostatakræft er netop publiceret i Lancet Oncology.
Fase-2 studiet TERRAIN viser, at Xtandi giver signifikant bedre overlevelse sammenlignet med bicalutamid hos patienter med metastaseret kastrationsresistent prostatakræft. Risikoen for progression blev reduceret med 56 procent med Xtandi sammenlignet med bicalutamid – en markant forbedring og yderligere en bekræftelse af de positive resultater, Xtandi har vist i tidligere studier.
Studiet viser en signifikant bedre progressionsfri overlevelse med Xtandi end med bicalutamid (Hazard Ratio = 0,44; 95 procent konfidensinterval, 0,34 - 0,57; p <0,0001).
I studiet opnåede patienter i Xtandi-gruppen i gennemsnit 15,7 måneders progressionsfri overlevelse mod 5,8 måneder i bicalutamid-gruppen.
Patienterne i TERRAIN-studiet havde alle fremskreden metastaseret prostatakræft. Den gennemsnitlige behandlingstid i studiet var 11,7 måneder med Xtandi mod 5,8 måneder med bicalutamid. Xtandi overgik bicalutamid i alle primære og sekundære endepunkter, og selvom patienterne blev behandlet dobbelt så længe med Xtandi som med bicalutamid, sås ingen signifikant påvirkning af patienternes livskvalitet. Der blev behandlet til radiografisk progression, skeletrelaterede hændelser, påbegyndelse af ny anti-neoplastisk behandling eller død.
”Resultaterne af TERRAIN-studiet viser, at Xtandi formår at forlænge tiden til forværring af sygdommen i markant længere tid, end hvis patienten behandles med bicalutamid. Risikoen for progression blev reduceret med 56 procent med Xtandi sammenlignet med bicalutamid – det er en markant forbedring og yderligere en bekræftelse af de positive resultater, Xtandi har vist i tidligere studier,” udtaler medicinsk direktør hos Astellas Pharma, Ove Schebye i en pressemeddelelse.
TERRAIN er det første sammenlignende studie, der har undersøgt både effekt og sikkerhed ved Xtandi og bicalutamid hos mænd med metastaseret kastrationsresistent prostatakræft. Bivirkningerne ved Xtandi var konsistente med dem, der er set i det kliniske fase-III program.
