Jøsses, de virker altså, de nye lægemidler

- først med nyheder om medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Lynparza øger overlevelse ved BRCA-muteret, metastatisk prostatakræft

Lynparza (olaparib) giver bedre tumorrespons og længere overlevelse for patienter med kastrationsresistent, metastatisk prostatakræft med BRCA1/2-mutationer sammenlignet med behandling med den nye generation af antiandrogene-præparater.

Det viser resultaterne fra det første fase III-studie, udgivet i tidsskriftet The New England Journal of Medicine. Det er første gang, at en PARP-hæmmer er afprøvet i et fase III-studie mod prostatakræft. Resultaterne bekræfter samtidig, hvad tre fase II-studier, TAPURGALAHAD og TRITON2 havde indikeret: PARP-hæmmere, som olaparib, øger både progressionsfri og generel overlevelse ved kastrationsresistent, metastatisk prostatakræft med bestemte genforandringer.

”Det er gode nyheder! Selvom det er få mennesker om året, der vil få gavn af det her, så er det en patientgruppe, hvor alle andre behandlingsmuligheder er udtømt, men som fortsat har sygdomsprogression,” siger Andreas Røder, professor i urologi ved Københavns Universitet og leder af Copenhagen Prostate Cancer Center. Han har ikke selv bidraget til studiet, men har bidraget til fase II-studiet, GALAHAD.

Effekt kendes fra æggestokkekræft og brystkræft

Olaparib er allerede en godkendt behandling mod BRCA-muteret æggestokkekræft, og studier har fundet, at PARP-hæmmere også har positiv effekt mod metastatisk, BRCA-muteret brystkræft.

”Derfor har man tænkt, at effekten muligvis også vil gælde for prostatakræft, som på mange måder minder om æggestokkekræft. BRCA-mutationerne er desuden associeret med en mere aggressiv kræft ved både prostatakræft og æggestokkekræft,” siger Andreas Røder.

Studiet er solidt lavet, men kontrolgruppen kunne have været bedre, vurderer Andreas Røder og uddyber:

”Alle deltagere er blevet kastrationsbehandlet, har fået kemoterapi og sidenhen fået enzalutamid eller abiterone, men er nu i progression. I studiet skiftede de patienter, der blev randomiseret til kontrolgruppen, over til det andet præparat. Så hvis de var blevet behandlet med enzalutamid skiftede de over til abiraterone. Det har man egentlig ikke lov til i Danmark, og vi ville gerne have set, at kontrolgruppen havde fået kemoterapi med Cabazitaxel eller placebo.

Argumentationen for deres valg af behandling for kontrolgruppen er, at det mange steder er klinisk praksis at skifte mellem f.eks. enzalutamid og abirateron. Det kan jeg godt genkende, selvom vi ikke har solid evidens for, at enzalutamid virker efter behandling med abirateron eller omvendt.” 

Først skridt mod praksisændring

Trods mangler er studiet første skridt mod en praksisændring i behandlingen af denne patientgruppe, vurderer Andreas Røder. 

”Det er første milesten på vejen mod mere personlig medicin indenfor prostatakræft, hvor den enkelte patients genetik er med til at fastlægge behandling. Det er et skridt, der allerede er taget med andre kræftformer, og det har vist sig at være en succes. Nu kan vi sige, at det med al sandsynlighed også gælder for prostatakræft med bestemte mutationer,” siger Andreas Røder. 

Markant forskel i progressionsfri overlevelse

Alle deltagere i studiet havde en ændring i gener med en direkte eller indirekte rolle i homolog rekombinationsreparation.

Kohort A (245 patienter) havde mindst en ændring i BRCA1, BRCA2 eller ATM.

Kohort B (142 patienter) havde ændringer i mindst et af ​​12 andre gener forudbestemt tumorbiopsi.

Patienter i begge kohorter blev tildelt tilfældigt (i et forhold på 2: 1) til at modtage olaparib eller enzalutamid eller abirateron (kontrol). Det primære slutpunkt var progressionsfri overlevelse i kohort A, vurderet af blindet, uafhængig gennemgang.

Resultatet viste, at:

  • I kohort A var progressionsfri overlevelse signifikant længere i olaparib-gruppen end i kontrolgruppen (median, 7,4 måneder vs. 3,6 måneder).
  • Der blev også observeret en signifikant fordel hos olaparib-armen angående objektiv responsrate og tiden til smerteprogression.
  • Den samlede gennemsnitlige overlevelse i kohort A var 18,5 måneder i olaparib-gruppen og 15,1 måneder i kontrolgruppen. 81% af patienterne i kontrolgruppen, som havde sygdomsprogression, krydsede over til olaparib-armen. 
  • En signifikant fordel for olaparib blev også set for billeddannelsesbaseret progressionsfri overlevelse i den samlede population (kohorter A og B).
  • Anæmi og kvalme var de vigtigste bivirkninger hos patienter, der fik olaparib.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift