Skip to main content

 

Første AI-udviklede kræftmedicin skal testes på mennesker

Det første anticancer-præparat, udviklet af en kunstig intelligens (AI), går nu videre til menneskeforsøg. Der er tale om en A2a-antagonist, som testes mod fremskredne solide tumorer i voksne patienter.

Det blev offentliggjort på AACR’s årlige konference den 9.-14. april 2021. Præparatet er en A2a-antagonist med høj selektivitet i forhold til target-receptoren, hvilket formentlig kan mindske bivirkninger sammenlignet med andre behandlinger - også psykologiske, vurderer lægemiddelselskabet Exscientia.

Tumorceller producerer høje niveauer af adenosin, der hjælper cellerne med at undgå at blive opdaget af immunsystemet. Det gør det ved at binde til A2a-receptoren på de cancerbekæmpende T-celler, hvilket mindsker T-cellernes evne til at bekæmpe sygdom.

{snippet post-asco}

A2a-antagonisten, som er udviklet af kunstig intelligens (AI), bliver for nuværende undersøgt for at afgøre, hvor effektivt den forhindrer adenosin fra at binde til T-cellereceptoren og dermed potentielt fremme T-cellernes tumorbekæmpelse.

AI langt mere effektiv end mennesker

AI-systemer har udviklet designet bag præparatet. Systemernes algoritmer lærer af enorme mængder data og kører derefter mange iterationer, hvilket gør det langt hurtigere og mere effektivt, end hvis mennesker skulle gøre det samme, skriver selskabet. AI’en finder hurtigere kandidater til molekyler, der kan bruges i præparater, og som lever op til de behandlingsmæssige krav, der stilles.

Exscientia, virksomheden der står bag udviklingen, ønsker med det nye stof at “styrke det menneskelige immunsystem ved at modvirke effekten af høje adenosin-koncentrationer,” ifølge Exscientias direktør, Andrew Hopkins. “Vi har særligt fokus på høj selektivitet i forhold til A2a-receptoren og egenskaber, der skåner centralnervesystemet for at mindske sandsynligheden for systemiske bivirkninger,” udtaler han i en pressemeddelelse.