Eksperter i etik: Onkologer skal overveje nøje, hvis de vil informere om egenbetalt kræftbehandling

Der følger et stort ansvar, hvis man som onkolog gør opmærksom på muligheden for en effektiv men selvbetalt kræftbehandling i udlandet eller det private, mener eksperter i etik. 

Der har i flere år lydt kritik fra mange onkologer af hastigheden, hvormed Medicinrådet anbefaler kræftbehandlinger, som er godkendt af EMA og kan være tilgængelige mod egenbetaling på danske privathospitaler eller i udlandet.

Ofte står onkologerne i et dilemma, når de har en patient, som ifølge de europæiske retningslinjer burde få en given behandling, og som man ikke kan tilbyde dem i det offentlige sundhedsvæsen.

Som Niels Fristrup, nyreonkolog og afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital, forklarer i et webinar afholdt af Onkologisk Tidsskrift:

“Vi står jo i et stort dilemma, når mange lande omkring os kan tilbyde en ny behandling, og vi ikke kan. Det sker ofte, at jeg har en patient, som ifølge de europæiske guidelines burde få en bestemt behandling, som jeg ikke kan tilbyde dem. Vi bør have en diskussion om, hvorvidt man skal gøre en patient opmærksom på, at der findes en bedre behandling andetsteds. Men det er noget, patienterne har svært ved at forstå, og det er faktisk også noget, jeg har svært ved at forklare dem.”

Delte meninger om ansvar

Leif Vestergaard Pedersen, formand for Etisk Råd og tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse, mener, at rådgivning om selvbetalt behandling afhænger af konteksten:

“Hvis lægen bliver spurgt, skal han altid svare ærligt på patientens spørgsmål. Men indrette sin information efter patientens behov. Hvis patienten ikke spørger, skal han informere patienten, så længe informationen er meningsfuld for den enkelte patients situation,” siger han.

Giver man for meget information, risikerer man at hægte patienten af og i værste fald sabotere patientens sygdomsforløb.

“Man bør i hvert tilfælde vurdere, om patienten kan bruge den viden konstruktivt. Hvis man for eksempel har en patient, der er på kontanthjælp, giver det ikke mening at fortælle dem, at de kan købe en behandling i Sverige eller Tyskland for en halv til en hel million kroner,” siger han.

Derfor bør lægerne lave 'moster-testen', som han kalder det.

“Man bør spørge sig selv, hvad man ville finde det passende at fortælle patienten, hvis det var ens moster,” siger Leif Vestergaard Pedersen.

Oplysninger forpligter

På Syddansk Universitet er Anne-Marie Søndergaard Christensen, professor i sundhedsfilosofi, enig. Hun mener heller ikke, at lægen har en særlig pligt til altid, også uopfordret, at fortælle patienten om andre behandlingsmuligheder.

“Hvis patienten ikke selv har spurgt til andre behandlinger, så er lægen ikke moralsk forpligtet til at fortælle patienter om behandlingsmuligheder, vi ikke tilbyder i det danske sundhedsvæsen,” siger hun.

Hendes begrundelse er blandt andet, at man som læge ikke er forpligtet til at have et overblik over andre mulige behandlinger end dem, man kan tilbyde.

“Professionsetisk har man større, men også mere begrænsede, forpligtelser. Man har ansvar for at have tilstrækkeligt faglig viden til at udføre sit arbejde, og dermed har man givetvis også en idé om nye fremskridt inden for ens fagområde, men ansvaret omfatter ikke, at man kender til alle mulige behandlinger, som ikke tilbydes i Danmark,” siger Anne-Marie Søndergaard Christensen.

Hvis lægen alligevel vælger at fortælle patienten om en anden behandling på eget initiativ, forpligter han eller hun sig på patientens videre forløb.

“Nævner man det som læge uopfordret, følger der et stort moralsk ansvar med. Man skal som ekspert stå inde for, at behandlingen ikke er fagligt problematisk, og at patienten er klædt på til at træffe et kvalificeret valg på baggrund af de oplysninger, man giver,” siger hun.

Ifølge hende tager det tid at sætte sig tilstrækkeligt ind i patientens situation og klæde patienten på til at lave den vurdering, og det er problematisk.

“Lad os sige, at det tager en halv eller hel time for lægen at sætte sig ind i patientens situation og tage en samtale, som tydeliggør fordele og ulemper ved at søge behandling et andet sted. Det kan ikke være sundhedsvæsenet, der skal skabe den ramme og betale for, at lægen bruger tid på at rådgive om en behandling, vi ikke har godkendt i Danmark,” siger Anne-Marie Søndergaard Christensen. Så man skal overveje, hvordan man lever op til det helt fundamentale princip om at kunne vejlede patienten bedst muligt.

Patientens læge, ikke systemets

Ifølge Leif Vestergaard Pedersen gælder det princip helt generelt for lægegerningen.

“Uanset om det er kræftbehandling, valg af rehabiliteringssted eller operationshospital, er det lægens ansvar at vejlede patienten. Det kan være ved at gøre opmærksom på en bedre behandling andre steder, når lægen ved, at patienten vil blive henvist til en operation eller et rehabiliteringsforløb, som kan udføres bedre et andet sted."

"Et dårligt rehabiliteringstilbud forfølger ofte patienten resten af livet - men ikke mange læger er opmærksomme på, at det sådan set også er deres opgave at hjælpe patienten med at få det rette tilbud her,” siger Leif Vestergaard Pedersen.

“Man er patientens læge, ikke systemets læge, så man skal først og fremmest tage højde for, hvad der gavner patienten mest,” siger han.